INDLEDNING

Kritiske Muslimers gruppemøde i Rådhuset - foto Jacob HoldtDen seneste tids debat i Danmark har for alvor sat spørgsmålstegn ved islams forenelighed med modernitet og demokratisk livsførelse. Diskussionen om euroislam - hvordan tilpasser man islam til europæiske og danske forhold - bliver ivrigt debatteret. Blandt muslimer er en anden diskussion på dagsordenen: hvem har retten til at fortolke islam? Ingen af disse diskussioner er nye. De har i forskellig form altid fundet sted blandt muslimer, men de har fået fornyet kraft i lyset af kulturmødet mellem muslimer og ikke-muslimer i europæisk sammenhæng.

De to diskussioner hænger snævert sammen. De centrale spørgsmål vedrører retten til fortolkning og betydningen af at adskille religion og politik, altså det der kaldes verdsliggørelse. Retten til fortolkning handler om magt: hvem har magten og hermed retten til at definere "sandheden"? Hvem skal definere islams og muslimers samfundsmæssige og politiske position? Hvem skal afgøre, om islam kan og skal og forenes med verdslighed? Denne diskussion handler ikke kun om muslimernes position i europæisk sammenhæng, altså diskussionen om euro-islam. Den vedrører i realiteten muslimernes forståelse af islam generelt.

I Danmark har debatten om tolkning og verdslighed ikke nemme kår. Kritiske og selv­stændigt tænkende verdslige muslimer er under pres fra flere sider. På den ene side skal de uafladeligt forsvare sig mod danske debattører, der har travlt med at påpege, at islam er uforenelig med verdslige og demokratiske principper, at man må vælge mellem danske og muslimske værdier osv. osv., og på den anden side kommer de tit ud for ganske tilsvarende synspunkter fra muslimsk hold: nogle muslimer synes eksempelvis at være enige med danske debattørers udsagn, om at islam ikke kan verdsliggøres osv. En uskøn og uhellig alliance mellem danske kritikere og konservative islamister, der står sammen om en konservativ tolkning af islam.

Vi bliver nødt til at bevæge os udover denne snævre og konservative tolkning. Det er blandt andet for at styrke den åbne og frie debat blandt og med muslimer, at vi - en praktiserende muslim og en ikke-muslimsk samfundsforsker - har taget initiativ til etableringen af "Forum for Kritiske Muslimer". Såvel muslimske som ikke-muslimske debattører har en vigtig rolle at spille. Vi opfordrer først og fremmest danske verdsligt orienterede muslimer til at træde åbent frem og markere sig. Ikke blot i forhold til den danske debats stigmatisering, men også i forhold til danske muslimer, der hverken accepterer mangfoldighed eller verdslighed.

Vi ønsker herigennem at arbejde for fremmelsen af en demokratisk og pluralistisk tilgang til islam, og vi ønsker at arbejde for en konsekvent og uforbeholden adskillelse af religion og politik (verdslighed). Eksistensen af mang­foldighed med hensyn til udlægninger og opfattelser af islam må erkendes åbent, og denne mangfoldighed må synliggøres. De seneste måneders debat har blandt andet været præget af, at en række nye skribenter med 'fremmedklingende' navne er begyndt at markere sig med selvstændige, kritiske og verdsligt orienterede synspunkter og en fremhævelse af de muslimske kulturers mangfoldighed. Debatten er formodentlig kun i sin begyndelse. Forum for Kritiske Muslimer ønsker, at den må blomstre frit og frodigt!

 

Sherin Khankan & Henrik Plaschke