KRONIKKER:

   Interviews Artikler

 

 
 

Velkommen i demokratiet!

 

Kronik: Hizb ut Tahrir udgør en alvorlig trussel for, hvordan den almindelige dansker opfatter islam. Bevægelsen nærer mange danskeres ofte uberettigede skepsis over for islam. Det er til stor skade for integrationsprocessen, hvilket Danmarks muslimer skal være sig bevidst.

Af Claus L. Mikkelsen, minoritetskonsulent
 

De tidligere tiders trusler mod demokratiet i Danmark bestod af venstrefløjsgrupper, der på voldelig vis ville omstyrte staten og nationalisere produktionsmidlerne. Disse grupper må i dag siges at være borte.

Hizb ut Tahrir er imidlertid et nyt bud på en ny intern modpol til den danske samfundsindretning. Nu er det ikke længere Karl Marx’s »Das Kapital« men Koranen, der hos fundamentalistiske islamiske grupper danner udgangspunktet for en radikal opposition til den kapitalistisk-demokratiske samfundsindretning. Forskellen er blot, at denne nye opposition er langt mere kompleks end de tidligere grupper af venstrefløjsaktivister, idet der nu også er blandet religion og etnicitet ind i problemstillingen, og hvor »Das Kapital« var et produkt af vestlig tænkning, er Koranen som bekendt en »importvare«, der er opstået i en anden kulturel sammenhæng.

Hvis man skulle pege på en anden radikal oppositionel gruppe til demokratiet i Danmark, kunne et godt eksempel være nazisterne. Men hvor nazisterne kun samler en ynkelig flok, samler Hizb ut Tahrir hen imod tusind mennesker til et stormøde i Nørrebrohallen. Hvis det var Jonny Hansen, der kunne mobilisere i denne grad, skulle man nok få danskerne op af stolen. Men Hizb ut Tahrir forsvinder bag en tåge af religion og etnicitet. Endvidere er ledelsen hos Hizb ut Tahrir faktisk veluddannende og velformulerede mennesker, der ikke råber op og marcherer. Men faktum er, at Hizb ut Tarirs demokratiforståelse er mindst lige så ekstrem som nazismens. Begge organisationer er, hvad der kan betegnes som en antitese til demokratiet.

Det helt fundamentale spørgsmål hos muslimer, der aktivt støtter dannelsen af en muslimsk stat, er, hvorledes denne stat skal indstiftes. Der er her to fremtrædende holdninger. Den ene, der tager udgangspunkt i den egyptiske tænker Sayyid Qutb fra det 20 årh., er af den opfattelse, at »uvidenhedsstaterne« (dvs. de stater, der ikke bygger på islam) skal omstyrtes, – gerne med voldelige midler, – og en ægte islamisk stat skal indføres fra oven. Altså en revolutionær islam. Opfattelsen er her, at der i dag ikke – især ikke efter Talebanstyrets nederlag i Afghanistan – findes en muslimsk stat, der på korrekt vis lever efter sharia. Så »uvidenhedsstaterne« gælder i princippet alle nationerne på kloden. Konceptet er dog, at islam først skal operationaliseres i de lande, der selv påstår at være muslimske. Først på længere sigt skal islam udbredes på hele kloden.

Den anden og største gruppe muslimer mener, at samfundet hen ad vejen kan islamiseres fra bunden, således at sharia opnås på fredelig (demokratisk) vis. Hizb ut Tahrir må siges at høre til den første, da deres ideologiske grundlag bl.a. hviler på Sayyid Qutbs værk Milestones, som er et stærkt antivestligt islamisk manifest.

Hizb ut Tahrirs opfattelse af det vestlige demokrati er, at det demokratiske system er et produkt af menneskets begrænsede forstand og mangelfulde viden. Modsat er kilden til lovene i en islamisk stat udelukkende en åbenbaring fra Allah, – dvs. Koranen og profetens Sunna – beretningen om Muhammeds liv og levned. Et samfund indstiftet af Gud må altid være bedre end det, menneskene kan tænke sig til. Denne opfattelse indebærer, at Hizb ut Tahrir opfatter demokratiet som i modstrid til islam, og de anfører ligefrem på deres hjemmeside, at »…..Demokratiet er et kufr – et hedensk system, og derfor er det haram (dvs. forbudt) for enhver muslim at adoptere, praktisere, kalde til det og strukturere sig på basis af det«. Dette indebærer fx, at det er et religiøst forbud at deltage i folketingsvalg i Danmark!

Men hvad med vestens frihed? Her må vi da have noget, som selv Hizb ut Tahrir må sætte pris på. Men nej. Vestens frihed, hvor fx tro og styre kan vælges efter forgodtbefindende, betragtes med foragt. På Hizb ut Tahrirs hjemmeside udgydes ganske enestående angreb på demokratiet: »Denne frihed i demokratiet betyder, at man løsriver sig for enhver grænse og optræder som savlende hunde, og tilbeder sine egne lyster og begær ved at blive slave for disse, med andre ord løsrivelsen fra enhver menneskelig, åndelig eller moralsk værdi. Denne frihed resulterer blandt andet i børnesex, dyresex, sexchikane, incest, homoseksualitet, AIDS, syfilis, handel med alkohol, horehuse, gambling, handel med renter, alkohol, handel med narkotika, voldtægt, vold og kriminalitet«. I sandhed rystende læsning. Opfattelsen er, at når der indføres en islamisk stat, vil disse dårligdomme forsvinde, da disse er et resultat af et utilstrækkeligt samfund. Man fornemmer klart en parallel til marxismen, der også havde ideen om, at alle »dårligdomme« i samfundet automatisk ville forsvinde, blot marxismen blev operationaliseret. Nu skal vi i stedet have Koranen på banen for at opnå idealsamfundet.

Hizb ut Tahrirs demokratiopfattelse kan roligt siges at være en særdeles vanskelig indgang til nogensinde at blive integreret i det danske samfund. Paradokset er netop, at det skyldes denne »vestens frihed«, at Hizb ut Tahrir i det hele taget for lov at være i Danmark, når de er uønskede i de islamiske lande, men dette står ingenlunde rosende omtalt nogetsteds på deres hjemmeside.

Det er dog vigtigt at understrege, at Hizb ut Tahrir kun har mellem tre til syv hundrede medlemmer i Danmark. Men problemet er snarere de sympatier, de kan fremkalde i det mere brede muslimske miljø. Hvis det viser sig, at organisationen kun er toppen af et holdningsmæssigt isbjerg, og at der er basis for vidtstrakte sympatier, har vi et stort problem i Danmark. Det vil selvfølgelig være en overdrivelse at påstå, at Hizb ut Tahrir udgør en alvorlig fare for selve demokratiet i Danmark.

Men bevægelsen udgør klart en alvorlig trussel for, hvordan den almindelige dansker opfatter islam og dermed mange etniske danskere. Hizb ut Tahrir nærer mange danskeres ofte uberettigede, skepsis over for islam. Dette er til stor skade for integrationsprocessen, hvilket Danmarks muslimer skal være sig bevidst. En tavshed fra andre muslimer vil af mange danskere opfatte som en stiltiende accept af den islamiske radikalisme i Danmark.

Hvordan kan man både påberåbe sig demokratiske rettigheder samtidig med, at man modarbejder og foragter demokratiet? Man kan godt sige, at det er lidt af et paradoks, at Danmark er vært for personer, der har søgt mod den vestlige verden, men som samtidig værdimæssigt tager den dybeste afstand fra os.

Hizb ut Tahrirs foragt for det vestlige demokrati er i sagens natur en udfordring for demokratiet. Demokratiets paradoks har jo altid været, om man kunne indskrænke de demokratiske rettigheder for enkelte grupper, der modarbejder demokratiet. Her har Danmark altid været et meget liberalt land, der for eksempel har givet nazismen vide rammer.

Men hvordan kan man både påberåbe sig demokratiske rettigheder samtidig med, at man modarbejder og foragter demokratiet? Man kan godt sige, at det er lidt af et paradoks, at Danmark er vært for personer, der har søgt mod den vestlige verden, men som samtidig værdimæssigt tager den dybeste afstand fra os. Man kan endda anføre, at denne åndelige modstandskamp mod demokratiet er direkte finansieret af danske skattekroner!

Hvad har Bertel Haarder og PET tænkt sig at gøre ved det? At forbyde Hizb ut Tahrir vil ikke være løsningen. Dette vil i sagens natur ingenlunde fjerne denne ekstreme ideologi. Tværtimod ville en undertrykkelse af bevægelsen kunne hærde og fremme ekstremismen i Danmark. Så løbet er desværre på mange måder kørt.

Dog kan vi heldigvis konstatere, at Hizb ut Tahrir rent fysisk lever i fredelig sameksistens med det danske samfund. Men hvad nu hvis for eksempel den danske Palæstina-politik i stigende grad opfattes som antipalæstinensisk, eller bevægelsen ulovliggøres i Danmark, – vil vi så kunne se terroraktioner mod den danske »uvidenhedsstat«, som fx en bombemand i Magasin?

Det er næppe sandsynligt. For det første ville de i så fald underminere deres eneste fristed i verden. Det er helt givet, at de ikke er velkomne hos de arabiske stater og nu heller ikke længere Afghanistan. At rage uklar med vesten ville derfor være en strategisk brøler af dimensioner. I al deres kritik af vesten er de netop dybt afhængige af vesten. For det andet arbejder Hizb ut Tahrir ikke umiddelbart for en islamisk stat i fx Danmark, men primært for at re-islamisere de »falske« islamiske lande.

Men det er klart, at det antivestlige syn, der udløste begivenhederne den 11. september, ligger på linje med Hizb ut Tahrir. Man kan derfor ikke udelukke, at i hvert fald nogle personer hos Hizb ut Tahrir i Europa kan udgøre en potentiel risiko, om end det næppe vil føre til en terrorhandling i Danmark. Men hvis dette skulle ske, ville det imidlertid indvarsle en helt ny æra i det danske demokrati.

Vores frihedsidealer i vesten er smukke, men jeg er bange for, at vi selv på sigt er med til at underminere dem. Vores idealer er så »fleksible«, at individer, der er bærere af ekstreme antivestlige holdninger, kan tage ophold hos os under påberåbelse af netop vestens egne idealer.

Er det en menneskeret at komme til vesten og modarbejde demokratiet under påberåbelse af fx asyl? Hvad har »godhedsindustrien« at sige til dette? I hvert fald ser det ud som om, at den vestlige verden er fanget i sit eget spind af værdier, vi ikke kan komme fri af. En anerkendelse af demokratiet må være en præmis for at kunne komme til Danmark og nyde velfærden og friheden,

– det er vel ikke for meget at forlange?

Tilbage til artikler