Skal
vi klippe »muhamedanerpigerne« og jagte »araberdrengene«?
Af
Peter Tudvad, cand.mag. i filosofi og næstformand i VISION – den om lighed
Endnu tre uger efter terrorangrebene i New York og Washington skal man være
varsom med kritik af USA og opbakning til muslimer. Alt tolkes i skæret fra de
brændende tvillingtårne – også i Danmark, selvom ligene i ruinerne ikke tæller
danskere, men f.eks. flere hundrede pakistanere. På TV har de kaprede fly vædret
World Trade Center mange gange dagligt, mens de samme billeder af jublende
palæstinensere i Gaza og Vollsmose igen og igen har fastslået terroristernes
etniske og religiøse baggrund.
Kan nogen være i tvivl om, hvem man skal holde med? Vover nogen at
tøve, når George W. Bush deler verden op i to: USA's loyale støtter – og
terroristerne samt deres medløbere! Vil nogen mon slippe godt fra at sigte
medierne for ukritisk at fodre en rasende pøbel med stereotype billeder af
muslimer som morderiske fundamentalister, mens redaktørerne ganske som Pilatus
vasker deres hænder inden korsfæstelsen?
Selv har jeg – som de fleste andre danskere – været rystet over
terrorangrebene. Jeg har grædt i spontan medfølelse og angst. Og jeg har for
først gang nogen sinde bevæget mig op til den amerikanske ambassade på Dag
Hammerskjölds Allé for at lægge blomster – og ikke for at demonstrere mod
dødsstraf eller forurening, mod støtte til terrorregimer eller andre
uretfærdigheder, som USA har gjort sig skyldig i.
Der er absolut intet, der kan retfærdiggøre mordene på 6.500
tilfældige mennesker. Ethvert forsøg på at gøre det må betegnes som moralsk
relativisme. Men det er kun udtryk for selvretfærdigt snæversyn, når man nægter
at analysere terrorangrebene som andet og mere end grusomme forbrydelser, der
alene bør være genstand for lovens strengeste straf, militærets knusende
gengældelse – og pøbelens vilkårlige hævn.
Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste, der har lagt blomster,
tændt lys, grædt og forsikret om deres medfølelse, vitterligt har taget oprigtig
del i den gru og rædsel, som flykaprerne sendte ind i hjertet af USA og
amerikanerne. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at den umiddelbare deltagelse
efter et par dage bliver til noget andet. Når vi ikke længere er øjeblikkets
vidner til det rystende skue af mennesker, der kaster sig i døden fra 90. etage
på Manhattan, men selv bliver ofre for en pressedækning, der har gjort
katastrofen til en spektakulær mediebegivenhed – så er vores medfølelse
korrumperet og uægte.
Lad mig give et symptomatisk eksempel på den proportionsløse
følsomhed, som medierne har gejlet op: Torsdag den 13. september modtog jeg
flere mails fra venner – herunder også en muslim – med opfordring til samme
aften at sætte stearinlys i vinduet. Selv var jeg fristet til i stedet at åbne
samme vindue for at brække mig. Man skulle med en fortærsket kliché »tænde lys i
mørket«, og man skulle vise sin medfølelse. Mig forekom det, at man var komplet
ligeglad med, at ingen i New York kunne se lysene brænde, men så meget desto
mere interesseret i at vise sine naboer, at man var et godt og følende menneske.
Og ligeglad var man også med, at denne patetiske iscenesættelse af 4. maj 1945
kunne bidrage til at piske en stemning op, der snart kunne sende selvbestaltede
hævnere på gaden for at klippe 'muhamedanerpiger' og jagte 'araberdrenge'. Dét
måtte vel nærmest betragtes som politisk korrekt ...
Den sidste risiko meddelte jeg en af de venlige afsendere af
opfordringen. Han blev meget fortørnet på mig og syntes, at jeg var langt ude
med min advarsel. På omtrent samme tid blev de første amerikanske muslimer
lynchet og moskéer beskudt. I Danmark blev trusler systematisk distribueret til
muslimer, mens deres forretninger blev udsat for hærværk og en moské forsøgt
afbrændt. Inge Dahl Sørensen ville dernæst have 4.000 muslimer
sikkerhedsinterneret, mens Pia Kjærsgaard indledte sin hellige krig med
at ville udvise de palæstinensiske drenge, der jublede over terrorangrebene –
selvom de i øvrigt ikke overtrådte dansk lov. Nej, jeg sympatiserer ikke med
disse usmagelige idioter: Jeg mødte dem selv ved Nørreport hin fatale tirsdag –
med dytten, hujen og viften med det palæstinensiske flag – og jeg ilede hjem og
ringede til Politigården, da jeg mente, at de ved deres provokerende fremfærd
var til fare for sig selv og den offentlige orden.
Inge Dahl Sørensen og Pia Kjærsgaard kan dårligt overraske nogen,
men det kan til gengæld den ellers så besindige Elisabeth Arnold: På det
radikale landsmøde lørdag efter tragedien gik hun som gruppeformand på
talerstolen og krævede af partiets muslimske medlemmer, at »de skulle ranke
ryggen og erklære sig for demokrati og mod terror«. Hvad bilder
hun sig ind? Dansk-pakistaneren Mona Sheikh spurgte retorisk på TV2, om det da
ikke var udtryk for éns demokratiske holdning at have meldt sig ind i Det
Radikale Venstre. Og et andet muslimsk medlem, Sherin Khankan, forklarede, at
hun fandt det anstødeligt, at hun bestandigt – som muslim – skulle svare på
disse insinuerende spørgsmål. Ja, det tror da pokker! Hvis nogen ville afkræve
mig – som kristen – en lignende forsikring, ville jeg måske tåle spørgsmålet to
eller tre gange. Men når jeg blev spurgt for tyvende gang, så tror jeg ikke, at
jeg ville have Khankans langmodighed. I stedet ville jeg have givet
storinkvisitoren en god dag og have forladt hendes parti.
Statsministeren har været anderledes fast i sin holdning til
muslimer som ligeværdige medborgere. Han har ikke været herre over mediernes
vidvinklede fokus på muslimer som mulige terrorister. Men han har reageret
skarpt – såvel overfor visse palæstinenseres TV-transmiterede jubel den 11.
septemper som overfor TV2, da stationen uden varsel konfronterede ham med en
skotsk professors påstande om dansk asyl og bistandshjælp til terroristiske
støttegrupper. Selvfølgelig kan professoren have ret. Men er det
ansvarligt af TV2 at kaste benzin på det ulmende bål, endnu inden
statsministeren har fået mulighed for at konsultere sit efterretningsvæsen?
Kunne TV2 ikke give ham en frist på f.eks. to døgn og så stille ham til
regnskab? Nej, det kunne TV2 ikke, for det var en god historie – og så måtte man
i oplysningens hellige navn se stort på, at Dahl Sørensen, Kjærsgaard og andre
ortodokse danskere herefter vil retfærdiggøre trusler og moderat fysisk pres mod
muslimer med henvisning til TV2's indslag. På redaktionen i Odense kalder de det
vel public service – jeg kalder det fundamentalistisk informationstrang
og medvirken til forfølgelse af uskyldige.
Forfølgelsen er allerede en realitet, men TV2 risikerer næppe at
blive udskreget som terrorsympatisører, hvis hån og hærværk en dag bliver til
mord på muslimer. Imens må vi paradoksalt nok sætte vores lid til en
palæstinenser, Khalid Alsubeihu, der forleden – i Nørrebro Avis –
opfordrede »alle flygtninge og indvandrere – både ældre og unge – til at
forholde sig roligt, hvis der bliver råbt slagord efter dem. Og husk, at vold
avler vold.« Fantastisk! Vi bor i et land, der praler af sin tusindårige
kristne historie, men når det gælder, skal vi have en muslim til at
erindre os om »at vende den anden kind til« og »elske sine fjender«!
