INTERVIEWS:

   Kronikker Artikler

 

 
 

Politik og Religion


- INTERVIEW MED MONA SHEIK OG SHERIN KHANKAN
 

Af Anders Nielsen

I løbet af foråret og sommeren rasede debatten for og imod muslimske kandidater. Vi vil i dette interview forsøge at finde ind til problemets kerne: Hvordan skal forholdet egentlig være mellem politik og religion?

Kan politik og religion holdes adskilt - og skal de?

Sherin: 
Ja, det både kan og skal de. Jeg har netop været med til at stifte foreningen Kritiske muslimer, der bl.a. vil arbejde for en adskillelse af religion og politik. Det er der både religiøse og politiske grunde til:
* Profeten (Muhammed red.) beskæftigede sig ikke med politik, men var en religiøs leder, der ville forene folket gennem troen.
* Det er kun en meget lille del af Koranen, der handler om lov (Sharia den af Koranen afledte jura) som bla. vedrører temaer som ægteskab, arveret, skilsmisse og strafferet. m.v.
* Koranen er først fremmest moralske anvisninger for den enkelte om, hvordan man bør tilrettelægge sit liv.


Man hvad med det personlige engagement. Hvis man brænder for en sag, kan det så ikke være svært at skelne, om det skyldes en politisk eller en religiøs overbevisning?


Mona:
Det afhænger af definitionen af religion. Hvis man ser religion som noget institutionelt, hvor en kirke eller et præstevælde har monopol på det offentlige rum og de politiske vedtagelser, så bør religion og politik holdes adskilt. Definerer man religion som en sandhedsteologi, så mener jeg problematikken er mere nuanceret. 

For selve ideerne om demokratiet, velfærdssamfundet og menneskerettighederne baserer sig på en sandhedsteologi - ideer vi ønsker at ekspandere, fordi vi tror de er de rigtige. Religion er ikke nødvendigvis en autoritær institution, udemokratisk eller bagstræberisk. Men religion kan også ses som moralske og etiske retningslinier, der kan give politik værdi, så politik ikke reduceres til et spørgsmål om økonomisk nytte. Religion kan sagtens være moderne. Så længe en stat står som garant for de universelle menneskerettigheder og demokratiet, så kan jeg ikke se det problematiske i, at religion er referencerammen.


Sherin:
Når jeg taler for en klar adskillelse af religion og politik mener jeg ikke at der ikke skal foregå en dialog mellem religion og politik eller at politik ikke handler om værdier og skal afspejle disse. Men det er vigtigt at religionen ikke dikterer politikken og omvendt at politikken ikke dikterer religionen. Der er forskel på dialog og diktat.


Er religion en privat sag, eller er det noget, samfundet skal være fælles om?


Sherin:
Religion bliver mere individualiseret, enten vi ønsker det eller ej. Det behøver ikke at betyde, at religion får mindre betydning. Jeg tror, der er stigende religiøsitet i Danmark, selv om folk går mindre i Kirke.


Mona:
Tro er en privat sag. Religionen rolle kan diskuteres alt efter hvordan man definere den. Det, der er samfundets opgave, er at sikre lige vilkår for den individuelle religiøsitet.
Går menneskerettighederne forud for religionerne - og hvem skal bestemme, hvad menneskerettighederne består i?


Mona:
Sålænge vi er enige om, at den universelle tilknytning til menneskerettighederne, er det som blandt andet muliggør religionernes sameksistens, så kan være ligegyldigt, hvorfra man mener de universelle menneskerettigheder udspringer.


Sherin:
Det er svært at sige, hvem der skal bestemme. Der er jo f.eks. diskussion om, man skal vægte de økonomiske og sociale forhold mere i forhold til menneskerettighederne.


Mona:
Men det vigtigste er, at langt de fleste lande har tilsluttet sig dem.


Sherin:
Sagen om Salman Rushdie illustrerer pointen om at det ikke er helt uproblematisk hvem der definerer hvad der skal gælde som universelle globale principper.: Nogel Muslimer gik amok, fordi De sataniske vers taler for en relativisering af Islam, og det ville anfægte Koranens hellighed. På den anden side står ytringsfriheden, og hvad skal så vægtes højest?


Kan man tillade sig at blande sig i andres religion, hvis der er sider af den, man ikke bryder sig om?


Mona:
Alting bør være til diskussion, og særlig omkring religion er der behov for en heftig debat, da det nærmest har været tabu at diskutere siden oplysningstidens stempel. Man må bare huske, at tro er omfattet af den personlige frihed, men det behøver ikke at betyde, at man ikke kan diskutere det.


Sherin:
Jeg er meget enig. Det er vigtigt, at vi forholder os kritisk. Kritik og selvkritik er væsentlige ting, og vi må også vende kritikken indad - positivt forstået, og det synes jeg, nogle muslimer mangler lidt. Det betyder f.eks., at der ikke er en gruppe alene der har ret til at definere, hvad der er Islam, f.eks. når det gælder dødsstraf. Det er normalt nlandt muslimer at gå ind for dødsstraf, men der står også i Koranen, at Gud bedre kan lide dem, der tilgiver. Derfor er det også muligt for muslimer at være imod dødsstraf, det er alt sammen et spørgsmål om fortolkning. Mere præcist udtrykt er der kun én sandhed, og det er Koranen, og derfor kan man heller ikke fortolke sig til hvad som helst. Men det er positivt, at mange unge forholder sig kritisk til deres religion og ikke er bange for at sætte ? ved etablerede tolkninger af Koranen.


Kan ens religion give en kandidat særlig ret til at have særstandpunkter i forhold til politiske vedtagelser? 

Sherin:
Nej, det giver ikke speciel ret til særstandpunkter - men vi skal dog altid være åbne for en debat.

Mona:
En kandidat skal eksponere et partis politiske vedtagelser, og hvis ikke man er enig i partiets standpunkter, skal man ikke kandidere. Man skal selvfølgelig overveje foreneligheden, da jeg ikke mener, at en person kan adskille sit politiske og religiøse væsen.

Sherin:
Grunden til, at al balladen er opstået, er, at der er kommet troende muslimer ind i partiet. Tidligere har man holdt politik og religion mere adskilt, eller det har været kulturelle muslimer, der har meldt sig ind. Det er nyt med medlemmer, der forholder sig mere aktivt til religion. Det er folk ikke vant til, så det kan gøre nogen bange. Det er enormt vigtigt at sige, at på den ene side er det forståeligt med angsten og uvidenheden, men på den anden side må Islam ikke blive en slags gidsel eller undskyldning.


Men der er også et andet aspekt. Når man ser rundt i verden, finder man regimer, der betegner sig selv som muslimske, men som overtræder menneskerettighederne groft. Bør man ikke som muslim tage afstand fra dem?


Sherin:
Jeg tager skarpt afstand fra kvindeundertrykkelsen i Saudiarabien, Iran afghanistan og andre steder. Man har et ansvar, når man kender til brud på menneskerettighederne.


Mona:
Selvfølgelig skal man tage afstand, men det er en urimelig byrde at lægge på alle muslimer, at vi skal stå til regnskab for alle andre, der kalder sig muslimer. Jeg synes ikke det er rimeligt at kræve kollektive undskyldninger.


Sherin:
Men det er det, der er forskellen, når man vælger at gå ind i politik.


Mona:
Ja selvfølgelig. Men stadigvæk skal man være konsekvent. Man kunne lige så godt spørge kristne, om de vil stå ved det, der foregår i Nordirland.


Sherin:
Jeg føler et stort ansvar for at udbrede budskabet om næstekærlighed. Derfor savner jeg også alle de kritiske jødiske stemmer over for Israel. Det kunne virkelig skabe gennemslagskraft.


Mona:
Man skal også tænke i ressourcer. Man kan ikke forvente, at alle muslimer vil have det overblik. Det har heller ikke alle ikke-muslimer.


Men bør man ikke også stille sig kritisk over for Minhaj ul Quran og den religiøse leder Tahir ul Qadri. Der er jo kommet kedelige ting frem - som f.eks. støtten til blasfemilovene?


Mona:
Jeg er ikke enig. Tahir ul Qadri er ikke skyldig i forfølgelser i Pakistan. Jeg vil tage afstand fra al forfølgelse af religiøse mindretal i Pakistan. De love, som Tahir ul Quadri har argumenteret for, har tværtimod sikret en retfærdig rettergang, så der ikke bliver tale om selvtægt.


Sherin:
Det er et unuanceret billede, der er tegnet af Minhaj ul Quran, men det er en kendsgerning, at Ahmadi-muslimer bliver forfulgt i Pakistan og andre lande, og Tahir ul Quadri har været med til at lave blasfemiloven.


Mona:
Siden den lov blev vedtaget, er der ikke en eneste, der er blevet dømt efter rettergang.


Sherin:
Men de afspejler stadig hele den måde at tænke på, og loven er medvirkende til, at fordømmelsen lever videre.


Mona:
Hvis det var rigtigt, at han ikke går ind for menneskerettighederne, så ville jeg være den første til at afskrive den organisation.


Bør alle religioner sidestilles i forhold til dansk lovgivning?


Sherin:
Først og fremmest bør man adskille stat og kirke, ligesom man har gjort i Sverige. Vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det er meget vigtigt, at vi lærer om hinandens religioner.


Mona:
Det problematiske ligger først og fremmest i, at grundloven endnu ikke har indfriet løftet om, at de af folkekirken afvigende religioners forhold skal ordnes ved lov. Religiøse minoriteters rettigheder kan på den måde gå hen og blive genstand for træge administrative anliggender. Folkekirkens økonomiske forrang er da også i strid med lighedstanken.

Tilbage til pressen