Jeg har lavet feltarbejde i Abû Nûr-moskeen i Damaskus. Stormuftien (den højeste religiøse leder) af Syrien er tilknyttet moskeen, som danner rammen for en islamisk vækkelse.
Jeg gik dagligt i moskeen og modtog undervisning i tafsîr (Koranfortolkning) i en periode på 11 måneder. Hver fredag kunne jeg overhøre og iagttage stormuftiens tre timer lange prædiken gennem det glas, der adskilte mænd fra kvinder. Mange mandlige gæster fra hele verden besøgte moskeen og gav taler foran ca. 7000 muslimer. Jeg undrede mig altid over, hvorfor ingen kvinder besteg talerstolen.
Jeg spurgte min kvindelige underviser i moskeen, om hun kunne forestille sig en kvindelig imam eller stormufti i fremtiden. Hun svarede, at det ville blive svært at finde en mand, som kunne leve op til stormuftien, og at man måske derfor ville være nødsaget til at søge blandt kvinder! Svaret markerer en distance og ironi i forhold til spørgsmålet.
Imambetegnelsen har flere betydninger: Den refererer bl.a. til en religiøs lærd, der fungerer som den daglige leder af moskeen. En imam kan også blot være betegnelsen på en, der leder bønnen i moskeen. Alle mænd kan i sidstnævnte betydning lede bønnen.
Kvindelige imamer er ifølge den islamiske tradition en umulighed. En kvindelig imam ville ikke kunne lede bønnen, da det ville betyde, at hun skal bukke sig ned foran andre mænd. Derudover vil kvinden ikke være istand til at lede bønnen i de fem-syv dage om måneden, hvor hun menstruerer.
Kvinder kan undervise og holde prædikener om islam samt lede bønnen for andre kvinder, men ikke for mænd. Kvindelige imamer findes ikke i dag, primært fordi majoriteten af muslimer (i særdeleshed mandlige imamer) ønsker at bevare kønssegregeringen i moskeerne. Kønssegregeringen legitimeres med udgangspunkt i, at kvinder og mænd er væsensforskellige. Det handler også for nogle imamer om ønsket om at bevare monopolet på den religiøse viden i moskeerne.
Når muslimske teologer og imamer skal forklare kønsadskillelsen og det faktum, at kvinder ikke kan blive imamer, henviser de ofte til, at kvinder og mænd er lige over for Gud, men at de er væsensforskellige. Kvindens natur er følsom, og mandens natur er rationel.
Ideen om, at kvinden er af en særlig følsom og sårbar natur, der til stadighed bør beskyttes (fra mændenes øjne), kan forekomme reaktionær fra en vestlig synsvinkel, men også fra et moderne muslimsk synspunkt.
I Mekka går kvinder og mænd sammen rundt om Kabaen. Mekka er symbolet på den ultimative trostilstand. Mekka kendetegner en ophævelse af skel. Raceskel, økonomiske skel, nationale skel, kulturelle skel og kønsskel. Alle er lige foran Gud. Kun i åndelig fortrinlighed og retfærdig handlen adskiller det ene menneske sig fra det andet. Alle er lige, og alle modtager Guds velsignelse.
Hvorfor ikke forsøge at overføre den ideale tilstand på virkeligheden?
Jeg arbejder for et opgør med kønssegregeringen og det dertil hørende fokus på kønnenes væsensforskellighed. Vi bør opdrage vore drenge og piger til at være stærke i sig selv.
Kvinder kan uddanne sig på lige fod med mænd og tilegne sig den samme religiøse viden. Kvinder bør derfor have muligheden for at blive imamer. Kvinder bør kunne holde taler i moskeen for mænd såvel som for kvinder.
I Koranen er der ikke opstillet regler for, hvorvidt kvinder kan blive imamer, Der står ingen steder, at kvinder ikke kan tale for en mandlig forsamling, i modsætning til Paulus´ udtalelser i Det Nye Testamente.
Jeg mener, at der ligger et enormt potentiale i at lade kvinder og mænd kommunikere med og til hinanden i den religiøse sfære, som moskeen udgør.
Kvinder og mænd bør kunne samarbejde og drage nytte af hinandens viden - også i moskeen, Guds hus. Kvinden bør kunne føle sig sikker og værdig, selv når hun i sin bøn underkaster sig til ære for Gud.
Sherin Khankan,
