Kritiske Muslimer?

hhv. formand og næstformand for 'Forum for Kritiske Muslimer'

stud.mag., religionssociologi, Kbh.'s Universitet & lektor, cand.polit., Aalborg Universitet

 (denne tekst er en let revideret udgave af en kronik i Information, 12. september, 2001)

Den seneste tids debat i Danmark har for alvor sat spørgsmålstegn ved islams forenelighed med modernitet og demokratisk livs­førelse. Diskussionen om euro-islam - hvordan tilpasser man islam til europæiske og danske forhold - bliver ivrigt debatteret. Blandt muslimer er en anden diskussion på dagsordenen: hvem har retten til at fortolke islam? Ingen af disse dis­kussioner er nye. De har i forskellig form altid fundet sted blandt muslimer, men de har fået fornyet kraft i lyset af kulturmø­det mellem muslimer og ikke-muslimer i europæisk sammenhæng. 

De to diskussioner hænger snævert sammen. De centrale spørgsmål vedrører retten til fortolkning og betydningen af at adskille religion og politik, altså det der kaldes verdsliggørelse. Retten til fortolkning handler om magt: hvem har magten og hermed retten til at definere "sandheden"? Hvem skal definere islams og muslimers samfunds­mæssige og politiske position? Hvem skal afgøre, om islam kan og skal og forenes med verdslighed? Denne diskussion handler ikke kun om muslimernes position i europæisk sammenhæng, altså diskussionen om euro-islam. Den vedrører i realiteten muslimernes for­ståelse af islam generelt. Europæi­ske debattører - muslimske såvel som ikke-muslimske - gør her klogt i ikke kun at fokusere på diskussionen om euro-islam. Aktuelle debatter om tolkning og verdslighed i den muslimske del af verden er mere interessante, end mange er klar over. 

I Danmark har debatten om tolkning og verdslighed ikke nemme kår. Kritiske og selv­stændigt tænkende verdslige muslimer er under pres fra flere sider. På den ene side skal de uaf­ladeligt forsvare sig mod danske debattører, der har travlt med at påpege, at islam er ufor­enelig med verdslige og demokrati­ske principper, at man må vælge mellem danske og muslimske værdier osv. osv., og på den anden side kommer de tit ud for ganske til­svarende syns­punkter fra muslimsk hold: nogle muslimer synes eksempelvis at være enige med danske debat­tørers udsagn, om at islam ikke kan verdsliggøres osv. En uskøn og uhellig alliance mellem danske kritikere og konserva­tive islamister, der står sammen om en konservativ tolkning af islam. 

Vi bliver nødt til at bevæge os udover denne snævre og konserva­tive tolkning. Det er blandt andet for at styrke den åbne og frie debat blandt og med muslimer, at forfatterne til denne artikel - en prakti­serende muslim og en ikke-muslimsk samfundsforsker - har taget initiativ til etab­leringen af "Forum for Kritiske Musli­mer". Såvel muslimske som ikke-muslimske debattører har en vigtig rolle at spille. Vi opfor­drer først og fremmest danske verdsligt orien­tere­de muslimer til at træde åbent frem og markere sig. Ikke blot i forhold til den danske debats stigmati­sering, men også i forhold til danske muslimer, der hverken accep­terer mangfoldighed eller verdslighed. 

De seneste måneders debat har blandt andet været præget af, at en række nye navne med 'fremmedklingende' navne er begyndt at markere sig med selvstændige, kritiske og verdsligt orientere­de synspunkter og en fremhævelse af de muslimske kulturers mang­foldighed. Debatten er formodent­lig kun i sin begyndelse. Forum for Kritiske Muslimer ønsker, at den må blomstre frit og frodigt! 

Vi ønsker herigennem at arbejde for fremmelsen af en demokratisk og pluralistisk tilgang til islam, og vi ønsker at arbejde for en konsekvent og uforbe­holden adskillelse af religion og politik (verdslighed). Ek­sistensen af mang­foldighed med hensyn til udlægninger og opfattelser af islam må erkendes åbent, og denne mangfoldighed må synliggøres. 

Vores udgangspunkt er, at islam vedrører tro og spiritualitet og ikke politik. Den udbredte idé om, at politik og religion i islam skulle være intimt sammenvævet og hermed uadskillelige, opfatter vi som værende både forkert og ufrugtbar. At politik og religion i mange sammen­hænge rent faktisk er blevet sammenvævet - også i den muslimske verden - er et faktum, men det har mindre at gøre med teologi og religion end med politik og magtkampe. Religionen er blevet brugt politisk, og tvivl­somme magthavere har søgt at legitimere deres egne magt­positioner ved hjælp af pompøs religiøs retorik. Resultaterne har ikke været opmuntrende. Hverken for religionen eller for politikken. Ej heller for menneskene. 

Islam er imidlertid i høj grad åben for fortolkning, og verdslig­hed er ikke et fremmedelement i muslimsk tænkning. Lad os først se på muligheden for at tolke islam. 

Islam kan ikke fortolkes til hvad som helst - der er grænser. Spørgs­målene er, hvor grænserne ligger, og hvem der skal fastlægge dem. I sidste instans er det kun Gud, der kan fastlægge grænserne for fortolk­ninger. Kun Gud er alvidende og kan fastlægge grænserne med sikkerhed. Intet menneske kan med sikkerhed påberåbe sig kendskab til Guds endelige afgørelser uden at ligestille sig selv med Gud. Ingen skriftkloge, ingen teologer og ingen imamer er alvidende og i besiddelse af Guds kraft. Som mennesker er vi nødt til at tolke, og når vi tolker, er vi nødt til at begrunde vores tolkninger og argumentere for dem. De teologiske argumenter, der indgår i en sådan begrundelse og argumenta­tion, er dog ikke mere sande og/eller gud­dommelige end andre argumenter af eksempelvis historisk, politisk eller logisk art. Da intet menneske har monopol på den rette tolkning af islam, har også vi en legitim ret til at udvikle og forsvare vores egen forståelse af de guddommelige budskaber. En forståelse der som alle andre forståelser kan kritiseres som led i en åben diskussion. 

Vi er overbevist om, at muligheden for at opretholde en klar verdslig baseret forståelse af islam findes, men vi er også klar over, at meningerne om dette er delte blandt muslimer. I nogle tilfælde drejer det sig om legitim uenighed. Men som i al politik kan det også handle om magt og indflydelse. Under dække af islamisk retorik bekæmper intolerante og autoritære muslimske kræfter med næb og klør ethvert forsøg på at forene religion og verdslighed. Vi har intet ønske om at dække over ek­sistensen af magtkampe og interesse­modsætninger - heller ikke blandt muslimer - , og vi har intet ønske om at holde hånden over autoritære muslimske kræfter, som vi ikke identifi­cerer os med. 

Verdslighed indebærer først og fremmest en klar adskillelse af politik og religion. Det er fuldt ud muligt at argumentere teologisk for denne adskillelse, og vi skal gøre det i ganske kortfattet form. Men vores grundlæggende argumen­tation er ikke udelukkende teologisk. Den er også politisk, viden­skabelig og historisk. Vi er nødt til at se fordomsfrit på den muslimske verden og de muslimske bevægelsers historie, og her er der masser af nyttige erfaringer at hente, hvis man ønsker at se virkelig­heden i øjnene. 

Teologiske argumenter for adskillelse af religion og politik har en lang historisk tradition indenfor islamisk tænkning og filosofi. Et eksempel på en moderne islamisk tænker er den iranske filosof Abdolkarim Soroush, der er en centralt placeret figur blandt dem, der i aktuel iransk debat søger at ændre det iranske politiske system ved hjælp af ordets magt. Soroush har spillet en vigtig rolle i tidligere faser af Irans islamiske revolution, men har i de senere år spillet en be­tydningsfuld rolle som uafhængig muslimsk filosof og som en skarp kritiker af det islamiske styre. 

Soroush' politiske tænkning er ganske radikal. Han afviser muligheden af religiøst baserede styreformer: et styre der baserer sin egen legitimitet på islam, må nødvendigvis reducere religionen til ideologi, hvilket fører til en perver­tering af religionen. 

I forbindelse med det ofte påpegede argument om, at islam ikke kan ændres og/eller fortolkes, da Koranen er Guds egne ord, introducerer Soroush en central begrebsmæssig sondring. Der er en grundlæggende forskel mellem religion og religiøsi­tet. Religio­nen, dvs. islam, er fast og uforanderlig, men religiøsi­teten, dvs. menneskets opfattelse af religion, udvikler og forandrer sig nødvendigvis i takt med samfundsmæssige og kulturel­le foran­dringer i øvrigt. Hvordan kunne det overhovedet være anderledes? Hvis en fast og uforanderlig religion skal give mening i en verden under kraftig forandring, må den menneskelige forståelse af religionen nødvendigvis også udvikle sig. 

Religiøs viden hos mennesker er én blandt flere former for viden, og den har ikke nogen hellig status eller forrang i forhold til andre former for viden, blot fordi den beskæftiger sig med det hellige. Religiøs viden må ikke for­veksles med og har ikke samme status som religion. Hvor religionen er uforanderlig, er den religiøse viden under konstant udvikling og forandring bl.a. som en konsekvens af udviklingen af andre former for viden, der dialogerer med den religiøse viden. 

Heraf udspringer også behovet for at tænke i termer af for­tolkninger og behovet for at gøre sig klart, at det netop drejer sig om fortolkninger og ikke om endelige sandheder af guddommelig karakter. Kun Gud har retten til at udsige endelige sandheder. Resten er for­tolkning, og islam giver os intet bud på forskellige tolkningers rigtighed. Imamens svar er blot én tolkning blandt flere mulige og må bedømmes på lige fod med disse. 

Kriterierne for denne bedømmelse bliver hermed centrale, og de kan ikke kun være teologiske. Andre former for viden må indgå på lige fod med religiøs viden. Hvem skal så afveje argumenter og kriterier? Da en religiøst baseret politisk legitimitet som nævnt må afvises som værende i grundlæggende uoverensstemmelse med islam, er der i realiteten kun mulighed for verdsligt baserede styreformer. 

Demokratiet er for Soroush den eneste acceptable styreform - også for samfund hvor størsteparten af befolkningen er muslimer. Og Soroush taler vel at mærke ikke om en eller anden særlig form for islamisk 'demokrati': for ham indebærer demokrati således bl.a. respekt for menneskerettig­heder, politisk pluralis­me, ledere valgt gennem åbne og frie valg, fri presse, ytrings­frihed osv. 

Med disse synspunkter bidrager Soroush i realiteten til at undergrave selve fundamentet for den islamiske republik. Af samme grund er han i sit hjemland en såvel populær som yderst kontro­versiel tænker. Vi er ikke nødvendigvis enige med Soroush i alle hans synspunkter. På den anden side finder vi hans analyser og argumenter spændende og udfordrende, samtidig med at det i sig selv er interessant, at synspunkter som Soroush' diskuteres i nutidig islamisk politisk filosofi. 

Soroush' udgangspunkt er teologisk og filosofisk. Men vi kan også vælge at se mere direkte på de historiske og nutidige erfaringer med såkaldte islamiske styrer. Der er mange eksempler på styrer, der har søgt at legitimere sig ved hjælp af islam, og de har alle endt med en pervertering af religionen. De har forvandlet det, der burde være spiritualitet, til redskaber for despotisk magtudøvel­se, brutale diktaturer og undertrykkelse af anderledes tænkende. Eksemplerne mangler ikke: de "islamiske" styrer i Afghanistan, Sudan, Saudi Arabien, Iran m.fl. viser eksempler på misbrug af islam til legitimering af grov politisk undertrykkel­se, diskrimination af etniske og/eller religiøse mindretal, undergravelse af kvinders sociale og retmæssige stilling m.v. 

Der er ingen sammenhæng mellem politisk under­trykkende regimer og islam. Islam eller muslimsk tro indebærer ikke politisk under­trykkelse. Men der er en indirekte sammen­hæng, der imidlertid ikke skyldes religionen islam, men derimod de såkaldt rettroen­de muslimers manglende vilje til at anerkende den nødvendige kobling mellem religion og verdslig­hed. 

Verdslighed er ikke nogen mirakelløsning. Men vi ved, at den manglende sondring mellem religion og politik historisk set har fungeret som et legiti­merinsgrundlag eller undskyldning for repressive regimer. Ved at bryde koblingen mellem religion og politik kan vi bidrage til at fjerne denne mulighed, hvorved mennesker fremfor religion kan blive stillet til ansvar for egne handlinger. Det er eksempelvis misvisende, når det ofte hævdes, at 'islam kommer til magten'. Islam kommer aldrig til magten. Det er mennesker, der kommer til magten, og det er mennesker, der skal holdes ansvarlige for denne - uanset hvordan de legitimerer deres position. 

Har man som alment udgangspunkt ønsket om at gå den rette vej, dvs. "Guds vej", m.h.t. lighed og retfærdighed, har man brug for viden og færdig­heder hentet uden for den religiøse sfære, hvorved verdsligheden nødvendigvis trænger sig på. Benægter man dette, som nogle muslimer gør det, er der overhængende fare for at havne i despotisk magtmisbrug præget af højtrå­bende islamisk retorik. Her sidder religiøsiteten snarere i munden end i hjertet. Efter vores opfattelse er der ikke grundlag for flere forsøg med islamisk baserede styreformer. Der er ingen grund til at forvente, at nye eksperimenter vil give bedre resultater end tidligere, når udgangspunktet er forkert. 

Muslimer bør derfor åbent acceptere verdsligheden som den afgørende ramme for politikkens organisering. Såvel i de europæiske samfund med muslimske mindretal som i andre samfund, hvor muslimer udgør flertallet af be­folkningen. Ikke som et taktisk begrundet skridt, men som en erkendelse af at vejen fremad for islam og muslimer ligger i verdsligheden. 

Holder man fast i vores formulering om, at islam handler om tro og spiritualitet og ikke om politik, er det klart, at islam ikke stiller sig i vejen for en accept af verdslighed som samfunds­mæssigt og politisk organisationsprincip. Ser man eksempelvis på islams fem grundsøjler (pilgrimsfærden, bønnen, almisser til de fattige, fasten og trosbekendelsen) er disse i princippet forenelige med ethvert samfund, der tillader, at muslimer kan leve i over­ensstemmelse med disse grundsøjler. De fordrer ikke i sig selv et specifikt politisk system eller en specifik indretning af samfundet i øvrigt. 

Tilsvarende er der intet til hinder for at kombinere en moderne verdslig baseret lovgivning med islams oprindelige idé om sharia. Koranens egne yderst generelle retningslinier er langt fra til­strækkelige til at danne grundlag for et fungerende juridisk system. Koranens oprindelige sharia rummer ikke opskriften på noget retssystem. Den angiver blot en generel idé om den rette vej, dvs. Guds vej, og hermed et alment princip, der kan udformes på mange for­skellige måder. I denne betydning af ordet rummer sharia absolut ingen retfærdig­gørelse af eller be­grundelse for de barbariske af­straffelsesfor­mer, der så ofte forbindes med og legitimeres ved hjælp af dette udtryk, og som vi tager utvetydigt afstand fra.

Et samfund baseret på verdslige principper indebærer ideelt set en af­politisering af alle former for religiøst tilhørsforhold. Herved hindres den form for pervertering af religionen, som vi tidligere har omtalt i forbindelse med ideologiseringen af religion. Verdsligheden hindrer politikkens og magtens kidnapning og gidseltagning af religionen og tilkender herved religionen dens sande spiritu­elle substans i overensstemmelse med islams oprindelige budskab. Forstår man ikke dette fundamenta­le budskab, forstår man heller ikke, at religionen handler om religion og ikke om politik.

Tilbage til artikler