Grænser for fundamentalisme?

 

Lagt på Politiken den 26. maj 2001 

 

Af Adam Holm

Politiken 26 maj 2001: Dødsstraf: For eller imod? Dette spørgsmål har de seneste dage været genstand for en heftig polemik. I stormens øje står tre yngre muslimer af pakistansk afstamning, som foruden at være medlemmer af Det radikale Venstre, også er aktive i den islamiske bevægelse Minhaj ul-Quran, der bl.a. går ind for dødsstraf mod religiøse modstandere og udbredelse af islam på verdensplan.

Selv bedyrer de tre hovedpersoner at de tager afstand fra dødsstraf, og at de i enhver tænkelig henseende støtter deres partis humanistiske grundholdning.

Kritikerne er imidlertid ikke overbeviste. En af dem er Sherin Khankan, som er foredragsholder og studerer religionssociologi.

Vi har spurgte hende, der selv er praktiserende muslim, om der bør være en grænse for, hvor »meget muslim« man kan være for at deltage i dansk politik, og i givet fald, hvor går så grænsen?

»Principielt bør der ikke være en sådan grænse. Der er ikke tradition for at man i dansk politik blander sig i folks religion. Det hører til privatlivets fred. Når det er sagt, må man dog heller ikke være blind for at der er bestemte spørgsmål, hvor ens religiøse tilhørsforhold kan rumme en kraftig grad af intolerance, som man fører med sig over i det politiske liv. Det er naturligvis et problem«.

Er det dødsstraffen, som er det egentlige problem?

»Nej, man kan godt personligt være modstander af dødsstraf og samtidig tilhøre en sammenhæng, hvor en sådan praksis er acceptabel. Hvis de tre unge radikale politikere erklærer, at de hverken går ind for dødsstraf herhjemme eller i Pakistan, så burde denne del af diskussionen forstumme«.

Hvilken del burde man så i stedet tage fat på?

»I stedet for at fokusere så kraftigt på dødsstraf, som jo ikke er noget reelt tema herhjemme, burde medierne i stedet rette søgelyset mod nogle af de konkrete eksempler, hvor de tre politikeres tankegang er i modstrid med demokrati, lighed og tolerance«.

Mener du at der findes sådanne eksempler?

»Ja, Minhaj-ul-Quran går ind for nogle principper, som strider fundamentalt imod demokratisk tankegang. Bevægelsen tager del i forfølgelsen af religiøse mindretal i Pakistan. De accepterer heller ikke grupper inden for islam, der afviger fra deres egen sunnimuslimske praksis. Det gælder f.eks. i forhold til ahmadi-muslimer«.

Men hvilken rolle spiller det i en dansk sammenhæng?

»Når man overfører Minhaj ul-Qurans syn på anderledes tænkende til det danske samfund, så har man et problem. På medicinstudiet på Københavns Universitet er ahamdi-muslimer blevet udelukket fra det muslimske fællesskab med den begrundelse, at de ikke er rigtige muslimer.
Ophavsmanden til den forskelsbehandling er en af de tre radikale politikere, som nu er i mediernes søgelys«.

De tre radikale politikere er alle veluddannede og velformulerede. Alligevel har de tilsyneladende et anløbent forhold til visse demokratiske rettigheder. Udgør de en undtagelse?

»Der er desværre en trist tendens blandt en stadig større del af muslimerne herhjemme til at isolere sig. For ti år siden var de arabiske friskoler meget mere liberale og udadvendte. Eleverne lærte både om kristendom og jødedom, men i dag er der desværre mange friskoler, som er slået ind på en meget lidt tolerant islamiseringskurs. Det er som om, at der en angst for at konfrontere de muslimske børn med, hvad det danske samfund i grunden er for en størrelse«.

Er islam uforeneligt med demokrati?

»Nej, heldigvis ikke. Islam har faktisk særdeles gode muligheder for at trives i et så demokratisk samfund som det danske, fordi der er et fælles grundlag af lighed, respekt for næsten og tilgivelse. Derfor er det også meget afgørende for integrationsprocessen, at den ikke-muslimske del af det danske samfund er opmærksom på at islam er meget andet end dødsstraf og tørklæder«.