| |
|
Dialog – i Allahs, den Nådiges
og den Barmhjertiges navn!
Af
cand.mag. Peter Tudvad, næstformand i VISION – den om lighed
Muslimer i Danmark i magtkamp om tilhængere! Sådan annonceres og annoncerer en
artikel i Jyllands-Posten den 14. oktober. En række fremtrædende muslimer
meddeler deres opfattelse af, hvorvidt en såkaldt euro-islam er nødvendig af
hensyn til muslimers integration i et liberalt og demokratisk samfund. Islam er
vel én, må enhver troende muslim antage, hvorfor betegnelsen euro-islam næppe
fremmer dens afsætning. Der er ingen anden Gud end Gud (Allah), og Muhamed er
hans sendebud. Desuden kan muslimer tilsyneladende enes om endnu ét – nemlig at
fordømme Naser Khader: »Han er ikke en ordentlig muslim. Han sælger ud. Og han
reklamerer for øl,« lyder én fordømmelse blandt mange andre.
Men lad dog Naser Khader være – lad ham være, hvad han selv vil
være, nemlig politiker! Problemet med Khader er jo ikke, at han af sit
parti er blevet opstillet som kandidat til Folketinget og med stor sandsynlighed
bliver valgt ind ved næste valg. Problemet er derimod, at han i mange år har
været den eneste kandidat med anden etnisk baggrund end dansk, som medierne har
præsenteret befolkningen for. Han er blevet gjort til repræsentant for hele den
brogede mængde af indvandrere og flygtninge i Danmark, mens han selv alene har
ønsket at repræsentere sit parti. Ikke desto mindre er han gjort til eksponent
for en vellykket integration, men på den måde har man i stedet skadet
integrationsprocessen, da man har vænnet befolkningen til i Khader at se
modellen for den demokratiske og velintegrerede mønstermuslim. Man har i Khader
set et ikon – mens de fleste muslimer i stedet har set en kokosnød: brun uden
på, hvid inden i (cit. Bashy Quraishy).
Nu er det imidlertid blevet vanskeligere at fastholde Khader som en
gyldig repræsentant for de etniske minoriteter, og ironisk nok er dette især
sket ved, at han selv i foråret iscenesatte et opgør med sin partikolega og
trosfælle Mona Sheikh. Hun mistede ganske vist sit folketingskandidatur, men
intrigerne og konspirationen vakte med ét en ny generation af samfundsengagerede
muslimer til politisk dåd. Pludselig dukkede et væld af nye navne op i medierne
og anfægtede den behagelige forestilling om, at Khader alene i kraft af sin
baggrund havde tilstrækkelig gennemslagskraft blandt muslimer til at sikre en
integration på de givne præmisser. Mona Sheikh brød den første lanse, og nu –
blot et halvt år efter – kan medierne vælge og vrage blandt velartikulerede og
-uddannede muslimer.
En af dem er Sherin Khankan, cand.mag. i religionssociologi og
formand for det nystiftede Forum for Kritiske Muslimer, der virker for
adskillelse af religion og politik inden for islam. Dette sigte falder
imidlertid andre muslimer for brystet, der ikke vil tillade en sådan angivelig
amputation af islam. Men jeg forstår ikke, at det virker så provokerende, at hun
vil adskille religion og politik, når hun igen og igen slår fast, at hun
naturligvis ikke vil hindre dialogen mellem det religiøse og det
politiske – men blot undgå, at forholdet mellem religion og politik forfalder
til et diktat, hvorved islam ville reduceres til blot og bar ideologi.
Hvis politik og religion går restløst op i hinanden, er der så
overhovedet mening i at skelne mellem dem? Hvad er man så, når man kalder sig
rettroende muslim, andet end en hedning, der tager Koranen forfængeligt og Guds
barmhjertighed forud? »Og dette nærværende liv er kun skæmt og spøg, men det
kommendes bolig, det er visselig det sande liv, hvis de blot vidste det«. Hvad
er da »den rette tro« andet end et tomt postulat og forgabelse i denne verden,
når man ikke vil lade Gud om at prøve troen, men trodsigt hævder selv at kende
Hans vilje med denne verden? »Mener menneskene mon, at de vil blive ladt i fred,
fordi de siger: Vi tror, når de ikke er prøvede?« Den, der spørger, er ikke mig,
men Gud – ifølge Koranen, 29. sura, vers 3.
»Vi vil gerne hæve os op over den ufrugtbare diskussion om, hvem der
er de sande muslimer«, siger Sherin Khankan om sin forening, og allerede på
baggrund af det foregående synes hun – frem for sine kritikere – at holde sig
nært til Koranens ord. »Mon Allah ikke bedst ved, hvad der er skjult i alle
skabningers hjerter«, lyder det bekræftende i samme suras 13. vers. »Og det er
vigtigt at vise danskerne, at islam har mange ansigter«, fortsætter Khankan,
selvom hun ved, at andre straks vil hævde at have et så intimt kendskab til Guds
vilje, at de kun ser ét ansigt for sig – formentlig deres eget! Khankans pointe
er jo ikke, at Guds ansigt er et bekvemt spejlbillede af den troendes, men at
Gud som den almægtige taler til hver enkelt, så også han forstår det. »Vi
har i denne Koran fremstillet sandheden på varieret vis, for at de må lade sig
formane«, hedder det således i 17. sura, vers 42. Tilsvarende udtrykker Gud sig
i Koranen – ligesom i Biblen – i lignelser, der kun forstås af enkelte.
Islam har altså mange ansigter, og dem vil Khankan gerne vise
danskerne, der fejlagtigt ser den muslimske verden som en klippe af indbyrdes
konsensus og samdrægtighed. Hendes ønske er der beklageligvis en del muslimske
meningsdannere, der har forstået som en relativering af Koranens ord og et
knæfald for vesteuropæisk liberalisme, der vil lede islam ud i nihilisme. Men
der er fremdeles ikke tale om andet end en ydmyg erkendelse af, at kun Gud
forstår at udlægge den sande betydning af sit ord. Det er intet andet end hovmod
at bilde sig ind, at man med sin forstand har udgrundet Guds ord, og det bedste
middel mod dette hovmod er netop den dialog, som Khankan med sin pluralisme
inviterer til.
Imidlertid er det ikke just vilje til dialog, der præger debatten
efter terrorangrebene i USA og de indledte militæraktioner i Afghanistan. Alle
erklærer sig ganske vist villige til dialog, men i praksis vægrer man sig, når
samtalepartneren ikke behager en. »Naser Khader tænker kun på egne interesser,
og på hvordan, han kan komme i Folketinget. Han tænker ikke på, hvordan
indvandrerne kan få det bedst. Han kan ikke tale eller læse arabisk, så han kan
ikke give råd om vores kultur«, lyder det fra Souhail Ibrahim, som
Jyllands-Posten minsandten præsenterer som talsmand for
Antidiskriminationsforbundet i Danmark. Khader kunne vel føle sig fristet
til at indbringe talsmandens udtalelser for dennes eget forbund, men bør nok i
stedet glæde sig over at få endnu en lejlighed til at stille sit
radikalt-liberale sindelag til skue for et knap så kritisk publikum – nemlig i
Deadline på DR2 mindre end et døgn efter Ibrahims bredside er dumpet ind
ad brevsprækken i Gyngemosen. Er dét dialog?
Nej, men ikke desto mindre holder Souhail Ibrahim sig ikke for god
til – i øvrigt med rette – at klandre statsministeren for ukritisk at have taget
Naser Khaders advarsler til følge, da han aflyste et møde med ni af de mest
betydningsfulde og talstærke muslimske organisationer i Danmark. Jeg ville
umiddelbart have troet, at statsministeren var enig med Sherin Khankan i, at den
religiøse mangfoldighed skal respekteres ved at man indgår i dialog med alle
grupperinger. Men nu viser han i stedet, at han helst vil undgå dialog med andre
end sine egne epigoner – en dialog, der således bedre kan forstås som en
behagelig monolog, hvor temaet er egne fortræffeligheder og de andres
formastelige religionsiver.
En af de formastelige muslimer, der ikke har ladet sig kultivere af
Naser Khader – imam Abdul Wahid Pedersen – bemærker, at det er et problem, »hvis
de politiske beslutningstagere begynder at lytte til dem, der ikke repræsenterer
muslimerne i Danmark«. I sig selv er der naturligvis ikke noget problematisk i
at lytte til enkeltpersoner som Khader eller til mindre grupperinger som
Forum for Kritiske Muslimer. Men hvis man gentager fortidens synder ved at
alliere sig med »repræsentanter«, der aldeles ikke er repræsentative, så trodser
man majoriteten og negligerer dens legitime krav om at blive hørt. Konsekvensen
for denne majoritet er i bedste fald frustration eller resignation – og i værste
fald en afsondring fra et »demokratisk« apparat, der på forhånd synes at have
dømt dem uegnede til politisk indflydelse. Det signal, som statsministeren – på
trods af sin appel til os alle om ikke at lade os forlede til
religionsforfølgelse – er, at disse muslimer kan man ikke tale med. Men hvis man
ikke kan tale sig til rette med hinanden, så betyder det som regel, at nogen
ender med at tage sig selv til rette ...
Problemet med al denne forvrængning og signalforvirring er måske, at
dialogen har forladt forsamlingshuset, hvor den i sin tid blev undfanget. I
forsamlingshuset møder man vitterligt hinanden, mens man med redaktører som
regissører og avisspalten som debatforum taber hinanden af syne og slipper
afsted med sine fordomme i behold – fordi ordet ikke bliver iklædt det kød og
blod, som alene afslører mennesket bag. Medierne formidler ikke mellem
forskellighederne, men polariserer dem. Og således inviterer Deadline
Naser Khader i studiet, hvor han gør sig store anstrængelser for at stemple alle
sine muslimske modstandere som »antidemokrater« – mens DR2 som en ufrivillig
selverkendelse annoncerer interviewet under temaet »polarisering«.
Og hvad er konsekvensen så af dét? Den er, at muslimer ikke
indbyrdes finder sammen i dialog, og den er, at muslimer og kristne ikke vover
at møde hinanden uden mediernes filter. Nej, vi møder ikke hinanden, men ser
hinanden på TV – jublende palæstinensere efter terrorangrebet på USA, danske
folkepartisaner beredt til religiøs og etnisk udrensning – burkaer og hotpants –
hobbyknive og bombefly – voldtægter og druk. Vi fjernser hinanden – ser bort fra
hinanden som andet end medieskabte stereotyper.
I Guds, den Nådiges og den Barmhjertiges navn! Jøder, kristne og
muslimer, forlad TV-apparaterne og mød i stedet op i forsamlingshuse og
biblioteker, i foreninger og kulturcentre – mød udfordringen, mød hinanden!
Således opfordrer Koranen netop i 29. sura, vers 47, muslimer til dialog med
jøder og kristne: »Og strides ikke med Skriftens folk undtagen med det bedste og skønneste argument, men strides ikke med de uretfærdige blandt dem. Og sig til
dem: Vi tror på det, som er blevet åbenbaret os og åbenbaret jer, og vores Gud
og jeres Gud er een og samme Gud, og vi har underkastet os Ham«.
Tilbage til artikler
|
|
|
