3. mail til Søren Espersen, DF


Fortsat fra 2. mail

 

En Valdemarsdagshilsen

Tema: 

Om at gå i seng med fjenden
og at lege med de andre

Startet i Kristi Himmelfartsferien, fortsat i Pinseferien og afsluttet til Valdemarsdag Hornbæk

Kære Søren

1. Indledning

Der fik du mig!  Jeg er fuldstændig gået ned med dannebrogsflaget her bag mine stokroser i sommerhuset i et forsøg på at flygte fra mit ”drømmeriske og sværmeriske univers” som du kalder det. Og det mener jeg ikke spor ironisk. For jeg er virkelig gået helt i sort, hvilket jeg gerne vil forklare dybere i håb om at vi kan undgå at det sker igen. Ikke pga. din vredladne tone – som jeg faktisk glæder mig over (hvilket jeg vil vende tilbage til) – men over sandheden i alt det du skriver om mig med din gode psykologiske iagttagerevne. Og hvor blændende godt du beskriver det.

Lad mig lige forklare situationen og samtidig undskylde at det tager mig ofte to uger at svare dig mens du – dygtig som du er til at skrive – svarer mig to minutter efter at jeg har trykket på afsenderknappen. Men det tager jo en frygtelig tid at leve i det her multietniske samfund. Her i weekenden har jeg f.eks. været til ikke mindre end 5 etniske fester fordi det nu engang er sjovere at feste end at skrive til dig. Men jeg erkender at al denne festen med vores nye multikaotiske verden også godt kan blive en ”sværmerisk” flugt fra de tungere pligter i livet........ at huske at byde de tungere elementer i vort samfund med op til dansen......folk som dig måske.

Så for at undgå alle disse forstyrrende distraktioner har jeg nu gemt mig i sommerhuset, slukket telefonlinien til festinvitationerne og sat mig til at skrive til dig. Men undgår jeg forstyrrelser? Nej, for min søn er i nøjagtig samme situationen. Han skal skrive en stor afsluttende universitetsopgave, men bliver ustandseligt afbrudt af e-mails og sms’er fra hele verden. Så jeg sagde til ham: ”Kom dog hjem til Danmark og gem dig i sommerhuset uden mobiltelefon og skriv opgaven.” Og det gjorde han, men i dag tre dage før afleveringsfristen af den stadig kun halvfærdige rapport ”kom han lige til” at tænde for telefonen og ”måtte derfor lige invitere” den her franskmand og lidt efter den her litauer her til sommerhuset, når de nu var blaffet så langt for at besøge ham. Jeg skældte ham ud: ”Du spilder dit liv og bliver aldrig til noget hvis du fortsætter på den måde.” Hvortil han svarede: ”Nu prædiker du ligesom du har fortalt at farfar altid prædikede til dig i din ungdom, når du ”føjtede” rundt. Men min opgave handler om gæstfrihed i forskellige lande og er det så ikke vigtigere at UDVISE lidt gæstfrihed her i landet - efter det forfærdelige ry vi har fået rundt i verden (pga. Dansk Folkepartis indflydelse) - end bare at skrive om gæstfrihed på en akademisk måde som ikke gavner noget menneske bortset fra mig selv og min egen kortsigtede karriere? Og da jeg researchede gæstfrihed på Internettet fandt jeg for øvrigt dine egne gamle avisartikler, far, hvori du skriver: ”Der er aldrig nogen undskyldning for ikke at vise gæstfrihed. Livet er en fest og kun gulvets bærekraft bør afgrænse antallet af udlændinge vi tager ind.” ”

Indrømmet, Søren, at han ikke direkte nævnte DF i den forbindelse, men det fremgik tydeligt af hans argumentation at det var det han mente – og at det derfor delvis er din skyld at jeg selv her et stenkast fra Poul Schlüters friserede bøgehæk ikke kan feje vor multikaotiske verden ind under gulvtæppet. Dens babyloniske stemmer fylder nu sommerhuset, så jeg må lukke døren til mit værelse for at skrive disse linier.

Og derfor er jeg i dobbelt forstand gået ned i et sort hul. Dels i erkendelsen af at min søn måske aldrig vil blive til noget her i livet og dels i erkendelsen af gennem din evne til at gennemskue mig at min far fik ret i at jeg aldrig ville blive til noget på den måde jeg ”føjtede mig gennem livet på”. For hvor har du dog ret når du skriver at jeg ”stiller mig til dommer over andre mennesker, som jeg i virkeligheden kun har et overfladisk kendskab til” og at ”mine fordomme blomstrer.” Er det ikke netop sådanne kategoriserende holdninger der tit høres fra højtråbende og påståelige folk, der har lidt fiasko og følelsesmæssige knæk i livet? Jeg er jo selv inderst inde den første til at høre hulheden bag enhver af mine generaliseringer med mit kendskab til alle de mennesker der bekræfter undtagelsen hvorfor jeg uundgåeligt går rundt med en følelse af skyld hver gang jeg ”gør mig til dommer over andre” og føler mig endnu mindre og endnu mere mislykket. Så du har virkelig givet mig et skub ud over kanten til afgrunden og fået mig ned i et dybt, dybt hul med dit voldsomme, men præcise og uden tvivl berettigede angreb på hele min selvforståelse. Hvorfor gør du mig dog så ondt når jeg lige svævede på en lyserød sky – oppustetheden over at en folketingspolitiker overhovedet gad at høre på mig – når du godt ved at hele mit liv er mislykket og at jeg ikke har for mange brikker at flytte med? Du vidste hvad du gjorde, så er det ikke bevis nok for at I DF’ere står for den rene kalkulerede ondsindethed?
 

2. Selvforherligende apologi

Lad os vende tilbage til det spørgsmål senere, men følelsen som du har givet mig lige nu minder mig om en tilsvarende oplevelse jeg havde for nogle år siden og som jeg ihukom, da jeg netop i disse dage har siddet og indkaldt alle mine gamle gymnasiekammerater til 40-årsjubilæum. Med din interesse for at psykoanalysere mig støber jeg gerne et par ekstra kugler til dine angreb ved at fortælle historien om et af mine største nederlag i livet. Jeg var om natten kommet kørende i min store beboelsesvogn fra Boston mod New York og besluttede at overnatte bag Howard Johnson-hotellet i New Haven – et af mine sikre overnatningssteder. Der er nemlig modsat myten ikke meget frihed i USA – de fleste steder kommer politiet og hiver én ud af fjerene, hvis man overnatter i sin bil (hvilket har chokeret mange af mine danske medpassagerer) eller også bryder de kriminelle som her i New Haven ind og vækker en. Da jeg kører rundt med meget kostbart udstyr i bilen bor jeg sjældent på hoteller af angst for at miste det hele som det skete en nat i New York, hvor jeg mistede for 150.000 kr og følgelig måtte aflyse månedsvis af forestillinger til et endnu større beløb.

Med andre ord kan denne konstante følelse af at føle sig ude i kulden som en anden hjemløs – bogstaveligt idet jeg har overnattet i helt ned til minus 50 graders kulde i Black History Month (februar) i Minnesota – give mere end rigelig ammunition til følelsen af at hele ens liv er mislykket. På sådanne nætter har jeg ofte haft et stadigt tilbagevendende mareridt, som jeg nu igen oplevede denne nat i New Haven. I mareridtet ser jeg altid i forskellige versioner mine gymnasiekammerater glade komme ud fra eksamensbordet med deres høje karakterer og udveksle muntre bemærkninger om hvad de nu skal ud i livet og bedrive. De vandrer glade, nærmest syngende for mig, mens jeg sidder tilbage der i hullet og ikke aner hvad der skal blive af mig. Jeg blev rent faktisk strittet ud af Esbjerg Statsskole allerede efter 2.g.  Dette er der selvfølgelig mange andre der oplever uden de store knæk i livet, men jeg kom fra en akademisk familie, der hele tiden havde pacet mig frem med højtidelige taler om at jeg skulle ”gå bogens vej”. Pudsigt nok gik dette mange år efter i opfyldelse ved at jeg i bogstaveligste forstand måtte gå ud af landevejene for at skabe den eneste bog i mit liv – en bog som jeg sprogligt havde så svært ved at formulere at forlaget måtte sætte en hel hær af forfattere såsom Kirsten Thorup og Jette Drewsen til at redde mit ubehjælpsomme dansk. (Nu håber jeg så at du vil hjælpe mig med at skrive bog nr. 2 i mit liv, da du jo har skrevet en hel del og kan alt det der med at skære ind til benet).  

Nå, men denne vintermorgen vågnede jeg badet i sved og fortvivlelse efter denne tilbagevendende drøm og lå i timevis vågen med de sorteste tanker om at hele mit liv var en fiasko. Sådanne sorte morgner kender du sikkert også, Søren, hvor du ligger i et stort sort hul og føler at hele dit liv er mislykkedes eller ikke gik den vej du forventede. F.eks. fortalte du hvordan du var gået i koma i flere uger første gang nogen havde kaldt dig racist, så det er jeg glad for at jeg aldrig har kaldt dig – skønt jeg ellers rask væk smækker etiketten på alle andre. Sådanne sorte huller er forfærdelige i øjeblikket, men kan være gode vendepunkter til at rette kurs i ens liv….... så måske jeg alligevel skulle forsøge at sparke dig ned i et af dem J 

Hvorom alt er havde jeg virkelig svært ved at komme ud af den varmende gåsedunsdyne til den triste vintervirkelighed jeg befandt mig i den morgen. Jeg var i en frygtelig formørket sindstilstand over pludselig at have erkendt sandheden om mit forfejlede liv, da jeg i slud og sjap sjaskede ned ad gaden for at finde en kop kaffe. Jeg nærmest krøb langs murene, men pludselig midt i dette sjælens mørke lød en stemme: ”Hey, aren’t you Jacob Holdt?”

Jeg var blevet genkendt af en kvindelig sociologiprofessor fra Yale universitetet og efter at være kommet sig over sin overraskelse over at møde en af de forfattere hun brugte i sin undervisning - lyslevende foran sig på gaden - udbrød hun spontant: ”Vil du ikke nok komme og undervise mine elever kl. 11?” Jeg lod mig overtale og havde to timer til at forberede et eller andet, men da jeg ankom til hendes klasse viste det sig at min undervisning var flyttet til Yales største auditorium i The Art Center, som jeg bedst huskede fordi skuespilleren Jodi Foster havde bedt mig om at signere min bog sidst jeg havde vist mit lysbilledshow i den sal. Da denne professor var kommet tilbage til skolen efter sit morgenrendezvous med mig, havde hun fortalt de andre sociologiprofessorer om det, hvorefter de havde spurgt om ikke også deres elever måtte være med. Derefter var rygtet gået til the American Studies Department, som også brugte min bog i undervisningen, og til et par professorer i Ethic Studies. Med alle disse professorers og elevers hjælp i det universitet, som har leveret flest amerikanske præsidenter, lykkedes det at trække mig op af det sorte hul jeg havde befundet mig i kun to timer tidligere. Pudsigt nok skete dette i netop det Ivy League universitet, som jeg normalt oplever som det tungeste at danse med – f.eks. kommer Bush derfra - og endnu mere underligt forekommer det mig i dag at jeg var røget i dette hyppige sorte hul på tilbagevejen til New York fra et af mine mange foredrag i Harvard kun to dage forinden..

I Harvard oplever jeg nemlig en hel andet frisindet stemning. 18 gange har Harvard inviteret mig tilbage til ”standingroom only” shows. Typisk for dem var den forevisning, som min far var med til på sin første turne med mig i USA. Netop fordi han hele min barndom havde set mig som den store fiasko, betød den meget for ham. Efter at Harvards største auditorium i The Science Center allerede en time før forestillingen kl. 19 var fyldt til bristepunktet, hvorfor politiet måtte tilkaldes, så jeg at der stadig stod ligeså mange i kø udendørs. For at imponere min far råbte jeg derfor spontant og kådt ud til dem i sneen: ”Kom tilbage ved midnatstid, så laver jeg en ekstraforevisning!” Min far sagde: ”Du er da godt tosset at tro at så hårdt pressede Harvard-studenter vil se dine billeder midt om natten. Se hellere at få noget nattesøvn inden din opfølgende workshop i morgen tidlig.” Min far var altid så fornuftig, men fra mine mange tidligere foredrag i Harvard vidste jeg præcis hvordan eleverne ville reagere og allerede ved 23-tiden - en time før min første forestilling var slut - stod hele den lange kø igen udenfor og ventede på at se 2. forestilling, der endte med at køre fra kl. 24 til 5 morgen. Hvad der især imponerede min stolte far var at se hvor mange af eleverne fra det sene morgenhold, der var til stede ved min efterfølgende workshop næste morgen kl. 8 og hvor mange der pjækkede fra deres egen undervisning for at være med hele den efterfølgende dag.

Jeg har lyst til lige at nævne at min far selv fik en hel del ud af min succes. Jeg havde inviteret ham til Amerika, da han var i sorg efter sin 2. kones pludselige kræftdød, men allerede ved denne – hans første forestilling i USA – skaffede jeg ham en ny kone. Da eleverne i disse eliteuniversiteter altid køber hundredvis af mine bøger i pausen og ønsker dem signerede, bad jeg min far om at hjælpe mig med at sælge bøgerne for at forestillingen ikke skulle trække for længe ud. Alle vil normalt gerne lige udveksle et par ord med mig i den forbindelse og da en ældre dame kom ned og begyndte at sige nogle gebrokne sætninger på dansk til mig, sagde jeg: ”Jeg har ikke tid lige nu. Gå hen og snak med min far. Han er også dansker.”

Og således blev denne datter af en dansk indvandrer min fars tredje kone og kunne - som forskningsassistent for en Harvardprofessor - fortælle ham yderligere et par ting om hans håbløse søns succes. ”Disse Harvard-elever er normalt så forkælede at de aldrig møder op til foredragsholdere udefra. Alverdens præsidenter og konger ser en stor ære i at blive inviterede til Harvard, men normalt møder kun en håndfuld elever op for at høre dem. I denne uge har vi f.eks. haft Canadas statsminister Trudeau, USA’s forsvarsminister Kaspar Weinberger og den kendte prædikant Jerry Fallwell, men til ingen af dem mødte mere end 20 elever op. Men hver gang din søn kommer her i Science Centret eller i Ames Court Room – vore to største sale – må politiet og brandvæsnet altid tilkaldes for at holde antallet nede på det tilladte.”
Min far svarede beskedent for ikke at vise sin stolthed: ”Ja, jeg må jo nok konstatere at han i hvert fald ikke er kommet sovende til succesen her i dag.” Men i sit indre mente han faktisk det modsatte om sin fordums ugidelige og håbløse søn.

Jeg vil med dette sige to ting, Søren. Som du sikkert selv kender det med dit politiske arbejde kan man have nok så meget succes, men alligevel inde i sig selv føle at man er en fiasko og falde i et sort hul som jeg gjorde det den dag i Yale kun to dage efter en sådan publikumssucces i Harvard. Måske folk med succes gør det mere end andre fordi kontrasten mellem det ene øjeblik at stå i ”the limelight” med ubegrænset opmærksomhed og det næste øjeblik at stå ude i kulden, hvor man er nul og niks og bliver spyttet efter som ”dirty hippie bum” etc., er så uoverkommeligt stor. Det er sikkert denne voldsomme kløft, der driver så mange optrædende kunstnere ud i narkomani og alkoholisme.

Nå, men nu har jeg i al fald givet dig masser af gratis ammunition til at psykologisere videre om de sandsynlige ”stærke faderbindinger,” der ligger bag denne fortabte søns sorgløse udvandring fra det Blicherske hjem på heden for at feste med hele den brogede verden. Om lidt skal vi nemlig prøve at psykologisere lidt over dig for at finde ud af HVORFOR et godt menneske som dig kunne blive så ondsindet, at du forsøgte at skubbe mig ned i et sort hul.

Hvorfor det lykkedes så godt for dig er den anden lille ting, jeg ville fortælle med denne historie, nemlig at du prøvede at ramme mig på hele min identitet og selvforståelse med angreb som: ”du, som ellers, selv i fuld offentlighed, ikke holder dig tilbage med at psykoanalysere selv folk, som du kun kender overfladisk.” For, jo, jeg ved godt at jeg ingen uddannelse har og at alle mine generaliseringer om folk sandsynligvis hviler på et skrøbeligt grundlag, når jeg aldrig får tid til at læse en bog og kun har vagabonderet mig igennem livet. Så jeg er da den første til at indrømme at jeg er kommet lidt for letkøbt til min lommefilosofi og derfor er let at jorde for enhver akademiker med henvisningerne og fodnoterne i orden. Men når min bog er blevet fast tekstbog i USA’s førende universiteter og ingen i hele USA’s historie har holdt flere foredrag end mig i amerikanske universiteter, må du omvendt også erkende at enten er amerikanerne meget dumme eller også kan man måske tilegne sig en vis viden og et lille indblik i sandheden om vores multikaotiske verden ved, som jeg, konsekvent at sige ja til at kaste sig i armene på hvert eneste menneske, man møder på sin vej. Så lad os lidt senere vende tilbage til spørgsmålet om hvor vidt den viden jeg har gjort mig om Dansk Folkepartis vælgere på denne måde og de generaliseringer, som jeg kom med i den sidste drillende mail, holder blot en lille smule vand.
 

3. Dialog med fjenden

Her kan vi dog hurtigt konkludere at den måde at føre dialog på, som vi hver for sig udviste i de to foregående mails, hvor du trynede mig ned i et sort hul (og af hvilken årsag mon?) på ingen måde er konstruktiv, da den ikke ”rykker i modparten” og får os til at åbne op. Den bliver ligeså meningsløs som din demonstration i din udmærkede kronik ”Dialog med hvem?” i Politiken i denne uge (23.5.06) hvori du anråber dine regeringspartnere om at ”holde op med at være naive i Det Arabiske Initiativ” med fascistiske diktatorers talsmænd.”
For den kronik fik mig virkelig til at le – dels fordi du tidligere har sagt at du ikke vil sidde til bords med fascistiske pampere og så alligevel gør det ved førstgivne lejlighed for at messe dine egne holdninger af – og dels fordi du lader som om at du selv kommer med en forventning om dialog og om at de arabiske udsendinge var kommet for at lære noget om Danmark. Men det lyser jo ud af hele kronikken at du netop forventede at få bekræftet alle dine fordomme om de arabiske lande og med denne, din indre holdning om at alt fra Danmark er godt, får du jo øjeblikkeligt modstanderen til at søge ned i et tilsvarende sort hul.

Men hvad andet havde du egentlig forventet af en paneldiskussion, som enhver politiker jo ved altid handler om at messe nogle dræbende kedelige synspunkter af overfor et publikum. Var det måske ikke det vi selv gjorde i vores paneldebat med hinanden i samme lokale, Søren? Nej, selve dialogen, ved da enhver dreven politiker, kommer først bagefter – i reglen i de sene nattetimer, når man så at sige går i seng med fjenden. Så først ”rykker det”.

Det kan jeg give mange gode eksempler på. Gang på gang oplever jeg f.eks. at Hizb-ut-Tahrir møder op til vores debatarrangementer i Kritiske Muslimer – ikke mindst fordi vores paneler i reglen består af de smukkeste fribårne muslimske kvinder – hovedårsagen til at også jeg så ivrigt kommer i foreningen. Og gang på gang står så først den ene og så den anden H-u-T'er op for at remse deres enslydende monologer af om at de ikke tror på demokratiet fordi det har svigtet ditten og datten, hvorefter vore kvinder forsøger at overbevise dem om at islam og demokrati absolut hører sammen osv. ”Men lad os snakke videre om det bagefter,” tilføjer vi altid klogt.
Og sandelig om ikke disse H-u-T-folk altid tålmodigt venter gennem tre timers panelopremsninger på at den virkelige dialog bagefter starter ude i nattelivet eller rundt om i vore privathjem. For det er der, det virkelig begynder at rykke, når de føler at man viser oprigtig interesse for dem og så at sige gør knæfald – ikke for dem, men sammen med dem - som jeg ofte gør det under mine fællesbønner med dem på mit dagligstuegulv. Det er der, jeg kan se at de begynder at åbne sig så meget op, at jeg med sikkerhed kan sige at de om 15-20 år vil have indtaget din plads i folketinget som ligeså ivrige fortalere for demokrati og dialog som dig - hvilket dog som antydet ikke betyder at de behøver at rykke sig ret meget, Søren J

Ja, ja, det er jo blot nogle unge forvildede mennesker, vil du rigtigt indvende, men hvad med de virkelige pampere fra fascistiske diktaturer, som ikke har samme frihed til at ”rykke sig”?  Ja, men det er jo netop i disse situationer, hvor tingene nødvendigvis må foregå i det dulgte, at udtrykket ”at gå i seng med fjenden” kommer til sin ret. Og husk at halvdelen af fjenden jo netop består af de skønneste kvinder, som jeg oplevede det da min kone, som organiserede Images of the World, havde sendt mig i lufthavnen med sin chauffør for at hente en arabisk delegation. For at ens gæster straks føler sig hjemme er det i en sådan situation vigtigt at udvise lidt respekt for deres kultur, hvori kvinder ofte ikke giver hånd. Heldigvis vidste jeg dette fra mine mange besøg hos den sorte muslimske familie, som i 25 år har været mine foredragsagenter i USA. I alle de år har jeg aldrig givet moderen Aleah hånden, da hun som så mange konvertitter i sin nyfrelsthed havde pålagt sig selv visse kulturelle arabiske skikke i den misforståede tro at de havde noget med islam at gøre.
 

Men min klodsede danske chauffør var ikke så multikulturelt opdraget og kom til at stikke poten ud til disse arabiske kvinder. ”No, I can’t shake hands with you, but I can sit in your lap!” grinede den dejligste af dem og hoppede så lige op i skødet på mig, da alle hurtigt indså at bilen var for lille til ellers at rumme de af damerne, som var ret så fyldige. Se, Søren, når man gør sig blot de mindste anstrengelser for at vise sig imødekommende overfor andres kultur ,kommer man straks i den skønnest tænkelige udgangsposition for inderlig dialog. Jovist, jeg mistede øjeblikkeligt udsynet til min regntriste danske virkelighed og troen på at den skulle være spor bedre mens jeg sad der og indåndede eksotiske parfumer med armene rundt om de dejligste arabiske konturer. Det Arabiske Initiativ skal nemlig ikke dikteres ovenfra, men komme indefra, lærte jeg her "the soft way", for med min positive tænkning og respekt overfor deres kultur er muslimske kvinder lige siden fortsat med at tage initiativet og dumpe ned i mit skød…....der hvor al god dialog begynder.

Ja, ja, vil du måske så indvende – skønt også du nu begynder at kunne fornemme andet end blot bagdele ved arabiske initiativer – men du glemmer, Jacob, at dette drejer sig om "pampernes børn" – og tilmed den halvdel som er undertrykt til netop at være skødehunde. Hvad nytter al dit pjat om at gå i seng med fjenden overfor de virkelige fascistiske pampere?
Jo, Søren, det netop dem det er allersjovest at afprøve mine teorier på i min vidunderlige leg med jordens mennesker, og det er netop hos dem jeg kan fremvise resultater så det basker. Jeg har allerede nævnt hvad jeg fik ud af min leg med totalitære regimers hemmelige væsner, men det er netop hos sådanne lukkede systemers pampere man skal bag om Kremlparadedialogdebatterne og i seng med fjenden for at se rigtige resultater. Lad mig blot give dig ét eksempel fra min egen lille andedam.
 

4. Om at gå i seng med fascistiske pampere

Mit danske forlag havde uden min viden solgt min bog til det kommunistiske Polen i 1978, men det polske forlag ville gerne have mig til at lave nogle ændringer ang. visse seksuelle afsnit, som de hævdede ville støde den katolske kirke. Jeg nægtede, så de sendte to højtstående forlæggere herop, som inviterede mig på dyre middage og drak mig fuld for i de sene nattetimer pludselig at hive en kontrakt op af lommen, som jeg skulle skrive under på. Jeg nægtede stadig. Jeg ønskede at støtte præsident Carters menneskeretskampagne og hvis jeg meget mod min vilje nu af mit danske forlag absolut var tvunget til at levere billig propaganda for de kommunistiske lande om hvor dårligt menneskerettighederne havde det i USA, ville jeg have noget til gengæld og gøre noget for de homoseksuelles menneskerettigheder under kommunismen.

Mit danske forlag stillede mig i udsigt at da jeg ikke kunne få min royalty ud til Vesten, ville den kunne konverteres til at jeg kom til at eje et helt slot i Polen – et slot jeg senere forsøgte at få konverteret til hospitalsudstyr og læger til mit planlagte hospital i Angola.
Så jeg var naturligvis ikke uinteresseret og sagde derfor ja til en invitation fra selve kommunistpartiet til et besøg i Polen. Jeg havde lige fået en billedskøn ny kæreste, Maibritt, så det var også en god chance for en romantisk telttur med hende i mit gamle folkevognsrugbrød.

Men den tur blev alt andet end romantisk for Maibritt, for forhandlingerne med kommunistpartiet kom ingen vegne skønt pamperne lovede mig og min elskede både slotte og guld og grønne skove. Dette førte dog til endnu finere middage og endnu mere sprut med endnu højere pampere. Hvor højt rangerende gik op for mig den sidste aften, hvor vi langt ud på natten var havnet hjemme hos en eller anden partichef, der stolt viste os billederne af ham selv og konen på besøg hos Carter i det hvide hus. Vi var på det tidspunkt så plørefulde at vi svømmede rundt i de ulækre polske hornfiskegeleer og pludselig skubbede pamperen sin kone og Maibritt ind i deres soveværelse og låste døren, mens han trak mig ud i det flotte Hollywood-indrettede badeværelse. Indtil da havde jeg ingen anelse haft om at han var homoseksuel, da det hele jo netop handlede om at få de homoseksuelle udryddet både fra min tekst og fra kommunisternes almindelige skønmaleri af vor multikaotiske virkelighed i Vesten.

Jeg skal her undlade at komme med yderligere udpenslinger af hvad der foregik der i badeværelset – jeg har jo altid syntes at det der gør livet morsomt er at sige ja til "de andre", men er lidt bange for at en DF’er som dig er lidt mere sart bare ved tanken om det. Og i den forstand var min elskede Maibritt nok lidt af en DF’er – dog var hun ude af stand til at løbe skrigende bort, da konen forsøgte at gå i seng også med hende, idet vi jo befandt os i et land som var gennemkontrolleret af magtmennesker som denne kommunistboss. Hun er den eneste af mine gamle kærester, jeg totalt har mistet forbindelsen med. Fra samme dag vi vendte hjem, spredte hun rygtet blandt alle sine venner: ”Hvis man er forelsket i Jacob Holdt skal man bare tage på honningmåne med ham bag jerntæppet. Så er man kureret for evigt.”

Tabet var nu ikke så stort, for allerede dagen efter hjemkomsten – den 2. september – mødte jeg min senere kone, Vibeke, som jeg derfor omvendt postulerede overfor: ”Jeg har svært ved at tro på kærligheden efter alle de forhold jeg har været igennem. Jeg vil derfor invitere dig med på en meget, meget hård rejse gennem Polen. Hvis du kan holde til den, er du min for evigt.” Og den rejse holdt hun til, men om vort forhold holdt for evigt…..ja, det vil du finde ud af senere i min næste mail.

Det var i øvrigt på den rejse jeg tabte den halve verden, men fik en dejlig kone og et familieliv i bytte. For en regnfuld nat i Warzawa underskrev vi med hinanden – i fuldt ædruelig tilstand ved denne gang at holde os fri af de ”fascistiske pampere” og alle deres fordrukne forsøg på at få mig til at underskrive en Warzawapagt – vores egen lille ”Warzawa-pagt”, som vi kaldte den, om at få et barn sammen - dog med en masse kedelige paragraffer fra Vibekes side om lige dele bleskift, rengøring og lignende frihedsbegrænsende krav, som jeg frygtede ville vanslægte min rejsemuligheder ligesom den ydre Warzawapagt, vi befandt os i. Vores pagt holdt dog og derfor sidder jeg nu med min 26-årige søn i sommerhuset og funderer over om denne pagt mon fik ham til at vanslægte ved at gøre ham næsten genetisk disponeret for i dag ustandseligt ”som en besat” at blaffe rundt og finde kærester og kærlighed lige netop i disse nu befriede polsk-ukrainsk-baltiske områder – der hvor 60% af mine egne tidligere amerikanske kærester oprindelig stammede fra.
 

5. Om at forme mennesker gennem leg frem for magt ovenfra

Hvorom alt er, havde min første Polensrejse fået mig til at indse – sammen med mine insideinformationer fra KGB – at jeg ikke ville sælge ud af min kærlighed til USA ved at tjene store penge på at levere billig propaganda til USA's fjender. Jeg satte derfor min sagfører – Dansk Handel og Service's direktør i dag, Søren B. Henriksen – til at føre krig mod Informations forlag for at få min bog standset over alt i verden – en krig der var så psykisk opslidende for mig at føre over for alle dem, der var blevet mine venner på Information, at jeg måtte flygte udenlands mens den stod på. Som jeg grædende råbte til direktør Finn Kern under deres endeløse overtalelsesforsøg med "Er du klar over hvor skør, du er, Jacob?"-understregninger af  at jeg dermed ville afskrive mig både kæmpe-verdensindtægter og berømmelse: "Magt og indflydelse er ikke alt. Der skal også være tid til at lege!"
Året efter forsøgte Hollywood ligeledes at få mig til at skrive under på en kæmpekontrakt, men "jeg må lige først rundt og snakke om det med alle dem, som jeg har fotograferet til den film, I vil lave", undskyldte jeg mig og tog i stedet på landevejen for at lege med "mine filmstjerner" og vendte aldrig tilbage til Hollywood.
6 år senere brændte jeg på samme måde USA's to største forlag af, for på det tidspunkt havde jeg lært at sige konsekvent nej til folk som ville slå plat på min filosofi om konsekvent at sige ja til hvert menneske på min vej. "Det er let nok for enhver landsbytosse at få succes på at udnytte udstødte menneskers smerte. Det, det hele handler om, er at gøre deres liv til en succes. Og det gør man kun ved at lege med dem!" sagde jeg igen og igen i de år, hvor alle danskere endnu havde forstand til at se at jeg havde ret, ligesom jeg siger det til DF-politikere i dag.
 

Også denne - min første og mest opslidende - uafhængighedskrig mod Information vandt jeg - og den var ingen sjov leg! Men nok så stolt var jeg over at vinde krigen mod de fascistiske pampere i Polen om den polske bogudgivelse som jeg ikke kunne nå at standse. For i årene efter fik jeg en lind strøm af taknemmelige breve fra polske homoseksuelle, der takkede mig for som den første i Polens historie, sagde de, at have skrevet noget positivt om homoseksuelle og overhovedet at have anerkendt selve deres eksistens.

En sådan sejr opnår man ikke ved som dig, Søren, blot at sidde ”til bords med fascistiske pampere” og lire hver jeres trættende remser af overfor hinanden i paneldebatter. Nej, der må lidt mere ”give and take” til bag kulisserne. Man må være villig til at ofre noget af det kæreste man har – f.eks. sin kæreste – og åbne sig lidt op for modpartens kultur – f.eks. homokulturens dybere drifter.  Først når man er parat til at gå i seng med fjenden kan man i bogstaveligste forstand lægge selv de værste fascistiske pampere ned og opnå resultater, der vil noget. Husk det næste gang du går i dialog med arabiske sheiker, Søren, og giv gerne rådet videre til Anders Fogh for at støtte hans vigtige Arabiske Initiativ!

Jeg kom til at tænke på alt dette fordi jeg netop har haft TVP, Polens store offentlige Tv-station, på besøg i to dage for at lave en portrætudsendelse om mig. Da jeg viste dem den polske udgave af min bog fra den gang ”Amerykanskie obrazki” var de mildt sagt rystede: ”Hvordan i al verden lykkedes det dig dog under kommunismen at få så udpenslede beskrivelser af dine homoseksuelle forhold udgivet?  Selv i dag ville det være næsten umuligt.”
”Alt hvad jeg behøvede at gøre var blot at gå til de højeste i partiet og tage dem med bukserne nede,” svarede jeg stolt .....uden dog at gå i detaljer.

Men der er en særlig grund til at jeg fortæller dig det, Søren. For da TVP bad mig om at låne billedet, jeg har af mig og Lech Walesa – taget efter at han blev præsident – kom jeg pludselig til at tænke på at i denne, Walesas frihedskamp, havde din mor, Inger, og jeg jo stået på barrikaderne sammen. ”Nå, har Jacob nu også været i seng med min stakkels mor?” frygter du chokeret. Og jeg vil da give dig ret i at du aldrig skal føle dig for sikker med en motherfucker som mig.

Men nej, vi var såmænd bare sengekammerater mens vi gjorde det, som du selv slår til lyd for man bør gøre, at gå i seng med fjendens fjende. Dog gjorde vi det på en mere intelligent måde end dig – ikke gennem tomme ord, men gennem en leg, der gav resultater. Vi legede nemlig begge Robin Hood, hvor vi blot erstattede svendene fra Sherwood med røverne fra Rold, som jeg red hyppigt igennem på det tidspunkt, fire år efter at jeg havde udkæmpet mine første slag med prins John og hans sherif, som havde tilranet sig magten i Warszawa. Jeg havde bl.a. foredrag i Støvring højskole 3-12-80, Østhimmerlands forberedelseskursus 18-12-80, Arden bibliotek 24-1-81 og talrige gange i Ålborg, men husker ikke lige hvor jeg krydsede klinger ved nattetide med min Marion.

Da hverken din mor eller jeg havde for mange penge til kampen, besluttede vi os til at stjæle fra de rige. Jeg gjorde det ved at snige mig igennem skoven med store brune kuverter med penge, som jeg havde hugget fra fjenden, KGB, og give dem direkte til Solidaritet. Det var i øvrigt det eneste tidspunkt hvor jeg mindes at have været i skænderi med mine KGB-chefer, da de ikke brød sig om Solidaritet mens jeg ikke kunne skjule min begejstring. Den store diplomat har jeg nemlig aldrig været. Men jeg fortalte ikke KGB hvad pengene skulle bruges til og da jorden begyndte at brænde under mig efter Arne Herløv Petersens anholdelse som spion i 1981 og jeg i forvejen vidste at PET havde mig under opsyn, sagde jeg til KGB at de skulle indbetale på mit Afrika-fonds girokort. Men så syntes de ikke at legen var så sjov mere, for sådan gør rigtige spioner ikke og ”så går pengene jo bare til dine hospitaler i Afrika”, fnyste min (for)føringsofficer Nikolaj Gribin racistisk.

Jeg fandt dog en løsning ved igen at gå i seng med min fjendes fjende - dog et helt andet sted, som jeg vil berette om lidt senere. For min bror, Niels Jørgen, som var lige så ivrig Solidaritetsmand som jeg og havde en masse sportskontakter i Polen, kunne nemlig heller ikke komme i direkte kontakt med Solidaritet. Han fyldte på en af sine ture derned bilen op med kød og kaffe fra Amerikanske Billeder. Kaffen havde de brug for, men da han så hvordan kødet bugnede overalt på de polske middagsborde, endte han med at tage det hele med hjem til alle vore frivillige i Amerikanske Billeder, som han syntes havde mere brug for det.

Nej, den smarteste af os alle var nok din mor, Søren, som i lige så høj grad havde kastet sit hjerte til Richard Lionheart – altså Walesa – at hun lavede en hel klub for ham der i Rold…..skal vi kalde den Lions Heart Club. I al fald lånte hun eller fik de rige til at betale gildet for sig ved at anskaffe en skurvogn fra den lokale Lions Club, hvorfra hun lavede bagholdsangreb på enlige velhavere, der kom ridende forbi. Og da jorden brændte knapt så meget under hende derude i skovenes tryghed, havde hun mindre besvær end mig med at få pengene afleveret rette sted. Sådan gik det faktisk til at vi i fællesskab fik bragt Richardt Løvehjerte til magten 9 år senere – jo, hun havde hjertet på rette stede, din mor, ved at vise ægte Solidarność med de svage. Så hvordan kunne min Marion dog få så skrækkelig en søn?  J
 

6. Om indvendiggjort undertrykkelse

For noget du kunne lære af din mor og mig er, at når man ”ligger i” med sine fjenders fjende må man lære at vælge dem med omhu. Dette vigtige forarbejde har du helt tydeligt ikke gjort, for hvad er det dog for nogle ”strange bedfellows” I har fået jer i Dansk Folkeparti ved at alliere jer med Mujahedin-e Khalgh? Dog kan jeg ikke helt bebrejde dig din uvidenhed, thi jeg delte den faktisk selv for nogle år siden, hvor jeg hyppigt demonstrerede sammen med denne modstandsgruppe og ville have været stolt over at se dig ved min side i vores kamp. Men man ligger jo som man har redt og det var netop på den måde jeg fik mine inside-oplysninger om at det er en terrororganisation. Jeg kan desværre ikke nævne navne her, da det drejer sig om en ret kendt iransk kvinde – blændende smuk som så mange iranere, hvorfor jeg var let at forføre – men samtidig en der kunne bruge sit hoved efter selv tidligere at have været med i gruppens modstandsarbejde. Det er nemlig bydende nødvendigt altid først at gå i seng med sine fjenders fjendes fjender inden man indleder et så intimt samarbejde. Du har faktisk selv været inde på det i din ellers skrækkelige artikel i Jyllands-Posten om alle de ubehageligheder, som NATO har fået i sit samarbejde med UCK. Og USA oplever det samme nu i Irak ligesom palæstinenserne gør det internt og ligesom nazisternes fjender, kommunisterne, oplevede det i Østeuropa efter krigen. Ja, jeg oplevede det selv i 70’erne, da jeg i USA støttede de mange flygtede iraneres modstandskamp mod shahen og allerede der så kimen til hvad der ville komme bagefter.

Det jeg taler om er det fænomen jeg hele mit liv har arbejdet med blandt de sorte og som inspirerede Lars von Trier til at lave ”Manderlay” – nemlig indvendiggjort undertrykkelse. For ude i den store vide verden er erkendelsen af hvordan vi alle i vore forskellige og dog ens samfund bliver tvunget til at operere i rollerne som både undertrykkere og undertrykte på samme tid enten ukendt eller ikke tilstrækkeligt set i øjnene. Derfor er det ikke så underligt at du og jeg det ene øjeblik står i hver sin lejr for det næste øjeblik at stå arm i arm og kæmpe for den samme sag. Men indtil vi forstår undertrykkelsens dybere natur vil vores kamp altid være forgæves. Vi vil fortsætte med at spejde efter ”fjenden derude” – frem for i os selv – og derfor fortsætte den lange triste historie med desperate, desorienterede mennesker som erstatter en zar med en Stalin, en Hitler med en Honnecker, en shah med en ayatollah eller en Saddam Hussein med en undertrykkende shia-fundamentalisme osv.

Jeg var f.eks. i min ungdom en stor beundrer af Fidel Castros revolution mod Batistas diktatur – indtil jeg en dag læste Che Guevaras erindringer fra den revolutionære krig om en nat, hvor Fidel havde delt sengetæppe omkring lejrbålet med en spion, der så at sige var gået i seng med fjenden. Med sin gode næse for den slags overraskelser tog Fidel sin pistol og henrettede næste morgen sin sengekammerat frem for – som Che Guevara var så god til det ved som læge at give lige meget pleje til fjendens slagne soldater som oprørernes – at vinde stikkeren over på sin side. Da vidste jeg hvordan Castros revolution ville udarte.
På samme måde ved vi i dag tilstrækkeligt om hvor forråede de danske frihedskæmpere blev af modstandskampen til at vide at hvis vores danske tornerosebesættelse var fortsat ikke i 5 år, men i 40 år som Palæstinas, ja, så var vi også herhjemme endt med et styre som Hamas. For mennesker der livet igennem har internaliseret undertrykkelsen vil altid føre den videre i en anden form.
Så når du nu, Søren, vælger at gå i seng med denne cocktail af islamisme og marxisme i Majahedin-e Khalgh, - ja, så kan jeg love dig for at du vil blive drukket under bordet værre end jeg blev det af fascistiske pampere – dog med den forskel at din cocktail vil bestå af blod og ikke udvise de samme befriende resultater som mine – på kort sigt – trods alt langt mere ”opløftende” og sjove. Leg gerne med Folkets Mujahedin som jeg gør det med folkepartisterne, men lad aldrig nogen af dem få magt!
 

Og dog, stir dig så i øvrigt ikke blind på DF’s vanvittige besættelse om at undertrykkelse kun findes i muslimske diktaturer i dag. Polens nyvalgte præsident Lech Kaczynski forbød i alle sine år som Warzawas borgmester gaypride paraderne, som han kaldte ”propaganda for homoseksualitet, der er en krænkelse af samfundets normer” ligesom Polens premierminister Kazimierz Marcinkiewicz undertrykker borgerne med at ”homoseksualitet er unaturligt”.

Men er I selv spor bedre i DF? Jeg bemærkede mig i al fald at du stemte imod under afstemningen forleden (24. maj) om at give lesbiske samme ret som andre til kunstig insemination og dermed at opleve lykken ved at blive forældre – en lykke som det meste af menneskeheden føler, er selve ideen med livet. Du som er familiemenneske, hvordan kan du dog "gøre dig selv til dommer over andre" og røve denne glæde bort fra to mennesker i kærlighed for ikke at tale om glæden hos 4 mennesker ved at blive bedsteforældre?

Tilmed i en sag hvor I stod frit, men hvor I åbenbart ikke ville give nogle af jeres medborgere samme frihed – og derved ender med at stemple disse som så ”anderledes” at argumenterne i jeres modstand bliver en selvopfyldende profeti. Louise Frevert holdt sig klogelig væk fra afstemningen, men fortæl hende gerne at det netop er DF’s polske pendant, den højreekstreme nationalistgruppe Młodzież Wszechpolska, der overdængede 3000 homoseksuelle med sten, flasker, æg, vandballoner og snotklatter og slagord som ”Koncentrationslejre til de lesbiske”…….det sted hvor mennesker jo let havner hvis man vælger som du gjorde det den 24. maj at definere dem som anderledes!  
Jo, det er da nogle pæne ”sengekammerater” I igen har valgt jer med deres homologe himlen op om ”Gud og Fædreland” i dagens demokratiske Polen – selv om man nu har et frit valg dernede om hvem man vil ligge i med.

Og mens vi nu er ved emnet koncentrationslejre kan jeg da ikke dy mig for at slå ned på dit lille selvmål af en morsom bemærkning om hvorfor jeg er webmaster for Ku Klux Klan:

”For så bliver hjemmesiden i hvert fald ikke så slem, som hvis jeg ikke redigerer den…” En fantastisk logik! Man ser for sig SS-officeren, som gør sin pligt i Auschwitz – med den begrundelse, at så bliver det nok ikke så slemt, som hvis han ikke var der…i hvert fald ikke så slem, som hvis jeg ikke redigerer den…”  

For glem ikke hvordan SS-officerne helt naturligt var havnet i Auschwitz fra de relativt demokratiske år før 1933, hvor man endnu havde et frit valg, til man til sidst stod ved dødens afgrund, hvor alle vidste hvad der foregik, men resignerende følte at de havde mistet valget om at deltage i myrderierne. Det skete ved at en lille gruppe mennesker konstant optrappede retorikken om den tids ”muslimer”, som de ligesom jer kaldte for rotter og pestbylder, helt til det punkt hvor befolkningen – ligesom i dag – blev mere og mere ufølsomme, resignerede og til sidst intet gjorde - eller kunne gøre - når rygterne fra øst nåede dem.

Men selv i dette sidste mørke har mennesket altid et valg, hvorfor din sætning er en hån overfor alle de tusinder af jødiske efterkommere, der i dag går lyslevende rundt i Israel fordi én SS-officer havde mod til at redigere ikke en hjemmeside for SS, men en maskinskrevet liste således at deres forældre undgik at blive sendt i krematoriet. Schindlers utrolige mod og frækhed er velkendt, men hvor ville jeg ønske at du ville udvise et tilsvarende mod til at rense ud i eller rettere opbremse den akkumulerende liste over DF’s retoriske udsagn om muslimer, som næsten ord for ord ligner "Der Stürmer’s." Misforstå mig ikke – jeg tror naturligvis ikke at I rummer den tids ondskab (eller rettere, det gør vi nok alle hvis vi bliver gjort immune nok under en fortsat optrapning). Jeg vælger altid at tro på det bedste i mennesket – at tro at I blot som resten af befolkningen er blevet tonedøve. Derfor skingrer tonen kun i ørerne på de af vore danske jøder såsom Maria Marcus, der husker tonen de flygtede fra i 30’ernes Tyskland…..eller folk der som jeg er vant til at færdes i USA …..eller f.eks. hos Ku Klux Klan.
 

Thi her scorer du virkeligt et selvmål af dimensioner med din morskab om at parallelisere Klanen med SS og dermed – som jeg også oplever det hos narkomaner, der har et stort behov for at se ned på nogen, der stikker sig på mere ”ulækre” steder end dem selv - at distancere dig selv og DF fra Ku Klux Klan i dine egne øjne. Inden du bliver tosset på mig over denne bemærkning skal jeg lige tilføje at jeg egentlig også synes at den er uretfærdig al den stund at I er danske og fra en velfærdstat og at det derfor ikke er helt let at sammenligne med nogen, der som KKK er formet af ekstrem fattigdom, utryghed og vold. Alligevel var der en grund til at jeg inviterede Louise Frevert med netop til mine klanvenner i min rejseinvitation til hende. Som jeg skrev i Politiken:

”Når du kommer til at bo hos dem – thi ægte gæstfrihed kan vi jo også lære lidt af i USA – vil du opleve at næsten ingen af klanmedlemmerne i deres privatliv eller omgangskreds hverken tænker eller taler hadsk på den konstant bebrejdende, afstandtagende måde, der overalt høres ved danske middagsborde om indvandrere og muslimer. Ligeså vil du opleve, at flere af dem har sorte venner end danskerne har indvandrervenner.”

Og selvmål, ja, for hidtil har jeg kun syntes det var nødvendigt at fjerne en eneste ting fra klanens hjemmeside, som jeg fandt stødende. Den kan jeg godt vise dig så du ved selvsyn kan se at Ku Klux Klan bruger et mindre ”undertrykkende” sprog end de sætninger DF’s medlemmer såsom Louise Frevert, Martin Henriksen etc. hele tiden bliver tvunget til at fjerne fra deres hjemmesider. Som jeg sagde til Louise Frevert:

 ”Når USA's "største, farligste og mest hadske klangruppe" (ifølge SPLC og FBI) er blevet så stueren at den i dag bruger mig som officiel webmaster, kunne jeg måske hjælpe din hjemmeside med at blive ligeså stueren som Ku Klux Klans.”
 

7. Om faren ved at bruge voldelig kommunikation

Jo, jeg tilbyder at gøre DF’s hjemmesider ligeså stuerene som Ku Klux Klans, men i så fald vil det faktisk netop være for at redde menneskeheden, tro det om du vil. Dette er nemlig ikke tilfældet når jeg gør det for Ku Klux Klan, som du ironiserer over med din bemærkning om hvordan du ”andægtigt lyttede til din lange, filosofiske udredning om, hvor vigtigt det var for Kloden og menneskeheden, at du redigerede Ku-Klux-Klans hjemmeside.” Dette er dine ord, thi hvilke julelege ligegyldige, magtesløse mennesker som jeg og klanen finder på at lege med hinanden i det skjulte har ingen som helst betydning for menneskeheden. Det har derimod det voldelige sprog mennesker, der som dig har magt, fører ufordækt ude i det åbne.

Hvis du synes at det er for banalt når jeg sammenligner med 30’ernes langsomme sproglige optrapning mod et holocaust, så tænk på hvor hurtigt tingene går med nutidens massemedier. For det, som ganske almindelige jævne kristne borgere i dag står frem og fortæller os er jo hvordan det var netop denne hurtige voldelige, nationalistiske optrapning af sproget under Milosevic, der gjorde det både muligt og logisk for dem pludselig at optræde som SS-bødler overfor deres muslimske landsbynaboer – dem som de altid havde siddet og spillet kort sammen med, festet med, drukket øl med, var stærkt indgiftede med og delte både kultur og sprog med – stik modsat situationen for de langt mere udsatte, ghettoiserede og forhadte muslimer i Danmark. Men i en pludselig nationalistisk rus om ”fædrelandet og flaget” og en endeløs sproglig optrapning om ideen om ”muslimerne” som et ”fremmedelement” …. ligesom velintegrerede jøder tidligere måtte høre at de var det ….samt lidt gratis sprut fra deres officerer …….ja, så kunne disse gode mennesker pludselig optræde som SS-bødler og i Jesu navn give nakkeskud til……tja…..lidt tøvende……. først et af naboens børn – om end med store kvaler og lidt gruppepres, siger de i dag – så et mere - hvorefter de pludselig kom i en sand blodrus og ingen problemer havde med resten. ”Ingen forstår det uden selv at have været der…..vi har det alle i os…svaret er er frygt….vi dræbte i Sbrenica fordi vi frygtede at de ville slå os ihjel hvis de fik våben,” siger de, men glemmer at de aldrig tidligere havde frygtet deres naboer og at frygten var resultatet af de fjendebilleder, de selv havde skabt med deres voldelige retorik, som pludselig trak dem ind i en dødelig logik af en ”os eller dem.”

Til sidst lå der 8000 af deres tidligere naboer i massegrave……nøjagtig ligesom en belgier i denne uge, efter at have lyttet i flere år til en tilsvarende voldelig optrapning af sproget i Belgien, gik ud og købte sig et gevær for at skyde lige så mange indvandrere ned, men heldigvis blev standset efter at have myrdet blot et par stykker. For når svage mennesker i et samfund hele tiden skal tortureres med vold mod mennesker a la Martin Henriksens ”muslimer skal sendes tilbage til tortur” - blot for at nævne DF’s seneste optrapning i denne uge – modnes de og hele samfundet, som allerede er gennemsyret af denne vold og frygt, til langsomt at gå fra ord til handling.
Jo, Søren, du er jo ikke dum og jeg ser derfor allerede sveden pible frem på din pande ved denne rystende erkendelse af hvor kort distancen er fra at I ønsker tortur og ødelæggelse over jeres medborgere til at disse havner i massegrave. Nej, frem for at tage stilling til sit eget ansvar er det da så rigtignok lettere at prøve at benægte eksistensen af massegravene i både Jyllands-Posten og Berlingske – hvilket gjorde mig rigtig bekymret over en god vens psykiske tilstand, da jeg som tidligere nævnt selv måtte en tur på hospitalet efter et fald ned i ”de gode kristne” massegrave under min fotografering af de søgende pårørende med al deres frygt for at finde flere forsvundne slægtninge deri.
Hvad man ikke har i hovedet, må vi andre føle os frem til med benene.

Men det er aldrig for sent at sige stop, Søren, selv på den yderste afgrunds og massegravenes rand, som Schindler viste det.  Men det er ikke mig, der sidder på magtapparatet, men dig som burde udvise mod og hjerte som en Oscar Schindler. Hjertet har du, ved jeg – ligesom de fleste DF’ere og for øvrigt også de fleste serbere i Sbrenica og Kosovo – men hvor er modet? Det er ikke dig, men mig der skal ironisere over din tunge opgave med at redde menneskeheden – nemlig den utaknemmelige situation DF er kommet i netop pga. jeres store succes med at indføre ”Lukkede døre”. For når jeres politik i dag er blevet så effektivt og grundigt virkeliggjort, som den er, hvad skal I så længere stå for i DF? Så har I jo kun samme råderum tilbage som de tre personer i Jean-Paul Sartres ditto, der er samlet i et smukt værelse efter deres død, hvor de skal være sammen i al evighed uden nogen mulighed for at undslippe og derfor ræsonnerer ”helvede, det er de andre.”

Men dette er netop ikke helvede, som jeg ustandseligt prøver at påpege det med mine små beskrivelser af min leg med de andre i dette rum og min opdagelse af at I – selv en Krarup og Langballe - nyder så meget at lege med at I rent ud sagt glemmer at selv et gravkammer lige så godt kan ses som og defineres som paradis, som jeg prøvede at vise det i min sidste mail til dig. Problemet I nu har i DF er blot at hvis I ikke hele tiden kan råbe op ligesom en anden Milosevic – højere og højere og mere overbydende – om at ”helvede, det er de andre”, - ja, så frygter I at miste al eksistensberettigelse. Men for helvede, Søren, - thi det er jo hvad I netop på denne måde skaber omkring jer med en så undertrykkende sprogbrug at Sartre næsten får ret - kan I da ikke bare i stedet erklære sejr, ja, rent ud sagt blot sige ”Vi har sejret ad helvede til” og derefter komme ud og lege med alle os andre og således gøre den multikulturelle danske virkelighed til et lille paradis på jord frem for genstand for omverdenens foragt?

Ja, jeg siger det så enkelt at selv et legebarn må kunne se at der intet er at frygte under kejserens nye klæder – da du nu selv bragte eventyret på bane i din mail - bortset fra hans frygtindgydende klæder og den kunstige virkelighed disse forsøger at skabe for at han kan opretholde hele sin eksistens. Denne irrationelle frygt, som I hele tiden fremmaner, vil jeg vende frygtelig tilbage til da den nok er det der skiller os to mest i vores livssyn – og dette siger jeg til dit store forsvar – for hvis ikke den gør det, fremstår du så meget værre i mine øjne…..nemlig som en der kynisk manipulerer med andres frygt for at opnå magt. Så lad mig nøjes med i stedet at sige at du er naiv ved at være så bange, idet jeg selv – under min lange vandring blandt mennesker – endnu ikke har mødt mennesker som jeg syntes der var nogen som helst grund til at frygte eller definere som ”dem vi ikke må lege med.”
 

8. Om at integrere selv de mest klassiske fjendebilleder

Men nu begynder jeg derimod at frygte for dig – nemlig at vi er ved at nærme os noget væsentligt i vores debat – og at det vil gøre dig rigtig bange. Så lad os skynde os at skifte kanal væk fra virkeligheden til noget mere underholdende – ligesom jeg ser så mange af dine vælgere flygte til kanaler med fest og ballade og sæbeoperaer. Lad os tage en lille leg med dem der ligesom jer puster sig op i kejserens nye klæder for at opnå lidt magt, da du jo nu bragte Ku Klux Klan på bane på en meget fordomsfuld måde. Sådanne fordomme havde jeg selvfølgelig også selv overfor KKK, men heldigvis er hjælpen altid nær for os der lider af fordomme. Og den hjælpende hånd kommer altid fra de mennesker selv, som vi nærer fordomme overfor fordi vi ikke kender dem. Folk spørger mig altid hvordan en antiracist som jeg kunne blive medlem af Ku Klux Klan og svaret er – ja, nu kender du det efterhånden – man går da bare i seng med fjenden!
 

For fjender var de, troede jeg, efter at Ku Klux Klan i 1978 myrdede min vigtigste medarbejder, Tony Harris’ gamle kæreste, Sandi Smith, som jeg sammen med ham datede i Bennett College, der lå lige over for ”The grill” – det værste sted i Greensboros ghetto, hvor jeg altid spiste gratis, da det var ejet af Tony’s far. Så rystet var Tony, da han i aftennyhederne på norsk TV så KKK med maskinpistoler myrde Sandi og 4 andre, at jeg måtte flyve ham hjem fra hans turne med mine billeder i Norge. Først senere fandt jeg ud af at min egen tidligere sorte kæreste, Willina Cannon, også var blevet beskudt, men havde overlevet massakren. Og siden hen truede Ku Klux Klan ofte med at invadere mine forestillinger rundt om i USA. Sidst skete det i Butler University og var lige ved at ødelægge den Tv-udsendelse DR1 var ved at lave om mig i USA på det tidspunkt i 1992.

Så, jo, det er klart at med sådanne fjender kan man næsten undskyldes for at udvikle fordomme…..for ikke at snakke om hvordan min sorte ekskones liv blev terroriseret af de klanmordere, som senere blev dømt i ”Mississippi Burning” og som hun havde leget med i sin barndom og fortalte om i Amerikanske Billeder. På den anden side bliver ingen jo lykkeligere af at tænke dårligt om andre – og derved blive ligesom fjenden – så da jeg fik en gunstig lejlighed til det…..thi det var ikke noget jeg selv havde planlagt….ja, så havde jeg jo ikke andet valg end at følge mit princip om at flytte ind hos fjenden.

Mere havde jeg skam ikke tænkt mig, men da klanlederen, jeg ville opsøge, i mellemtiden var røget i fængsel, - ja, så havde jeg egentlig ikke andet valg – overbeviste jeg mig ved et kig rundt efter andre mulige sovesteder i deres fattige rønne – end at gå i seng med fjenden. Thi nu var klanlederens kone den fungerende leder. ”Jamen, derfra til at blive medlem, Jacob?” vil du måske hovedrystende spørge. Jo, det er der også en logisk forklaring på. Jeg var i lang tid i tvivl om der overhovedet fandtes et soveværelse idet det lille pulterkammer ved siden af stuen mere lignede en overfyldt garage med al sit rod og vand og fugt drivende ned ad vægge og gulv. Så for at der overhovedet skulle være plads i sengen var jeg nødt til at hjælpe konen med at rydde op. Alt lå spredt over det hele som du kan se på det vedlagte billede.

Da jeg følgelig lå der i sengen og samlede alle klanens medlemskort op og derved opdagede at de overhovedet ingen betydning havde, kunne jeg jo som dig godt se det komiske i situationen og tænkte: ”Hvorfor ikke skrive sig selv på et af dem…..bare for sjov?” Og klanlederens kone morede sig endnu mere over at få en antiracist som medlem, ja, faktisk var vi lige stolte over denne hemmelige forbrødring. For derved havde jeg i mit eget sind opdaget det som jeg nu igennem årene har opdaget motiverer mindst halvdelen af klanens medlemmer til at melde sig ind, nemlig for at de bagefter kan prale til deres kæreste og venner med at de er ”in the Klan” …..hvorefter klanen efter et stævne eller to aldrig ser dem mere.

Denne konstante udsivning betyder dog intet for klanlederen, for nu hvor jeg siden er blevet venner med ham, har jeg for længst indset at han udelukkende er en ”con artist” (som de sorte siger), der blot havde fundet ud af at det var en indbringende forretning som uuddannet og for det meste arbejdsløs fattig hvid at sælge medlemskort til en mystisk og forhadt, men stort set ikke-eksisterende organisation…..nøjagtig ligesom det er en god indbringende forretning for mig i dag at blive fløjet rundt i verden – som jeg sagde i sidste mail til bl.a. Fortællerfestivalen i Norge – for at fortælle en god historie om mit medlemskab af Ku Klux Klan. Som jeg altid siger: ”Alt hvad I behøver at gøre for at bliver medlemmer er at flytte ind hos klanlederens kone mens han er i fængsel”
Tilmed får man så sit medlemskab gratis og med i købet på det gamle mølædte, frynsede sengetæppe ”lavet af slaverne” mange andre mulige frynsegoder. Det hele kan lyde som lidt af en sammensværgelse imod alt hvad klanen står for når jeg samtidig fortæller at det var min ven gennem mange år, den landskendte jurist Morris Dees fra The Southern Poverty Law Center, der har 100 mand ansat til at forfølge klanen og andre såkaldte ”hadgrupper”, som fik idømt min klanlederven 130 år i fængsel.

Ok, vil du så som DF’er medfølende tænke - efter hele det gavebord I lige i folketinget har foreslået uddelt til sådanne glemte svage og ensomme fattige hvide - når du hører min beretning om deres trøsteløse forarmethed, ”men hvad så med klanens racisme?”

Racisme? Ja, det kørte også i mit hoved da jeg lå søvnløs den første nat under pinden med klanlederens to papegøjer, som gjorde det umuligt for mig at lukke et øje hele natten med deres skingre ”White power, White power” lige ind i øret på mig fordi de hele deres liv havde indvendiggjort telefonsvarerens undertrykkende budskab. Men netop når man ligger i dette usle rod, som jeg kender så godt fra andre fattige hvide, hvor mus og rotter roder rundt under sengen på én og kakerlakker på næsten samme størrelse morer sig med at pile hen over ens nøgne maveskind natten lang, - ja, så begynder man snart for sit indre øre at høre denne endeløse hjernevask som ”poor white trash power, poor white trash power” og forstå at dette intet har med racisme at gøre – al den stund racisme defineres som magten til at skade andre med sine fordomme. Nej, dette skrig i lånte farverige papegøjefjer eller skrækindjagende nye kejserklæder handler om en udsat og dybt skadet gruppe af det hvide samfund som aldrig har fået nogen som helst andel af de hvides magt og som blot skriger for at blive hørt på så skinger en måde at det giver én mareridt.

Dette magtesløse skrig, som vi kender i alle samfund, bør du aldrig latterliggøre ved at sammenligne det med SS-officerer, der netop besad magten til at kunne give endeløse rækker af jøder nakkeskuddet. For sådan en nazistisk bøddel kender jeg faktisk også, som jeg med hans datter muligvis skal ned og besøge i Ungarn i denne måned efter at have hjulpet hende ud af hendes helt anderledes alvorlige mareridt og søvnløse nætter, da hun opdagede sandheden om hendes far .....og selv har et jødisk barn!

Nej, de smerteskrig jeg hører fra klanmedlemmerne – og her tænker jeg især på mine endeløse videointerviews med dem om deres mishandlede barndom – minder jo meget om dem, jeg kender fra en lille delmængde af dine vælgere. Så netop dem bør du tage yderst alvorligt - selv om du nok vælger sjældent at komme i berøring med dem inde på de bonede gulve i Christiansborg.

Jeg kunne sige meget mere om klanen – og vil sikkert gøre det igen, da det er en fremragende gruppe at bruge til sine studier af hvad der foregår i menneskers sind på samfundets bund – og samtidig en taknemmelig gruppe at arbejde med fordi stort set hele deres identitet er bundet til netop at tiltrække vores opmærksomhed – der pga. den klodsede måde de gør det på ender med at blive vendt imod dem i form af vores had - som de bevidst søger som erstatning for den kærlighed de aldrig selv fik.

Ikke mindst det sidste lærte jeg allerede den første nat i klanlederens seng, thi hvis jeg ikke selv havde angst da jeg ankom, fik jeg det hurtigt ved at internalisere hendes angst. Det var nemlig hende der bad mig om at køre min store bil ind på græsset for at den kunne dække for soveværelsesvinduet. Hvorfor, spurgte jeg? ”Ja, men er du da ikke klar over hvor mange gange folk har kørt forbi os og har skudt ind gennem vinduerne ligesom de smed brandbomber ind i vores gamle hus oppe på hjørnet?”

Så meget kan man få afkræftet sine fordomme allerede den første nat man går i seng med fjenden for at lære sandheden om den….. at man hurtigt erkender at man selv er fjenden….at det er en selv der lider af had og fordomme snarere end de tabere, som man rent faktisk selv har formet med sin ubevidste klasseundertrykkelse (især i USA) samt ved at gøre dem til syndebuk for sin egen racisme.

Og nu skal du høre om hvilke utrolige resultater man – som tidligere nævnt – kan opnå ved at gå i seng med fjenden. En af de dage jeg boede der overhørte jeg tilfældigvis en samtale mellem klanlederens kone og hendes nu afdøde nabo. Kun fordi jeg på det tidspunkt var gået i ét med det fugtige tapet, så hun ikke længere tænkte over min tilstedeværelse, glemte hun sit løfte til sin mand om aldrig at sige det til nogen som jeg nu hørte i den samtale. De få ord jeg kunne høre var imidlertid nok til at jeg kunne konkludere at klanlederen var havnet uskyldigt i fængsel efter at have modtaget en dom på 130 års fængsel. Denne urimelige dom modtog han uden at kny simpelthen for at redde sin vrede søn fra en mindre dom, da han havde haft adskillige narkodomme og checkbedragerier bag sig, men nu ventede barn og skulle giftes med en pige med lige så mange domme bag sig. Det er en lang kompliceret historie, som du kan læse på mine hjemmesider. Derfor måtte jeg nu gå i krig med min egen gamle ven, Morris Dees, som har fået millioner af dollars fra sorte og jødiske organisationer og Clinton-regeringen til sit virke og derfor har en dyb interesse i at få spærret så mange ledere af ”hadgrupper” inde som muligt for at vise resultater.

Det kan nok være at han – ligesom dig, Søren – sagde ”Er du da blevet helt skør, Jacob?” da jeg begyndte at kontakte Amnesty International og førende advokater for at få hjælp til en ”sentence modification.” Jeg skrev lange forsvarstaler om klanlederen og bestormede forsvarere, dommere og anklagere sammen med min sorte danske veninde, Rikke Marrott, som jeg inviterede med hos klanen netop for ikke selv at blive opfattet som skør. For skønt hun hele sin barndom havde løbet rundt med en t-shirt med ”Bomb the Ku Klux Klan” blev hun straks hjertevenner med klanen og rejser i dag selv rundt og forsvarer dem – ja, er blevet min værste konkurrent i danske skoler. Og sammen med klanlederens egen sorte sagfører lykkedes det os nu – især med mine skriverier – at få klanlederen ud af fængsel efter kun 3 år – altså 127 år før udløbet af den sammenlagte dom for sammensværgelse, han i første omgang havde fået.

Men klanlederen kan du se mere om i Tv-udsendelsen, der snart kommer om vores triumftur rundt i USA for at besøge alle mine sorte venner. Kun et sted blev vi smidt ud, nemlig da jeg troppede op med ham hos min gamle ven, klanens fjende nr. et, Morris Dees. Som jeg sagde, at gå i seng med fjenden er et ”give and take” – man mister nogle gamle venner, men får nogle nye ….samt en langt dybere indsigt……gennem hvilken man bliver i stand til at udrette rene mirakler ….og at ændre fjenden til ven og allieret i processen.

Nu håber jeg at du begynder at se værdien i at ”integrere sig med fjenden” – for at bruge et mindre seksuelt ladet udtryk om det samme fænomen, nemlig at gå i dialog med dem man tror, er ”de andre.” Jeg var lidt bange for at du straks ville stejle, hvis jeg talte om integration og prøvede derfor at gøre det lidt mere tillokkende og spændende for dig med udtrykket at gå i seng med fjenden – eller som mine iranske venner kalder det, da de jo bruger det så flittigt og dygtigt - ”integration via sex”. 

Så langt så godt…..thi jeg håber at du kan følge mig og stadig hænger på. Inden jeg nu begynder at svare på dine spørgsmål og små angreb fra sidste mail, bliver jeg dog nødt til at lave et sidste eksperiment for at bevise at mine teorier virker. For som du nu kan se er det den letteste ting i verden at integrere ikke blot indvandrere, men endog folk fra de mest lukkede systemer såsom fascistiske pampere, Folkets Mujahedin, Hizb-ut-Tahrir og Ku Klux Klan hvis bare man åbner sig selv lidt op for dem med lidt ”give and take”.

Men derfra og til at integrere dem, der overhovedet ikke ønsker at blive integrerede og som åbenlyst smækker ”Lukkede døre” skilte op overalt, er der dog et stykke, vil man mene. Så er der mon noget håb om nogensinde at få DF’erne integrerede og få dem ud og lege med os andre i det fri? De fleste af mine læsere vil nok kalde mig ”lidt for langhåret” og ”halunk-hippie” og ”Er du klar over hvor skør du lyder, Jacob?” hvis jeg overhovedet kaster mig ud i så tåbelige eksperimenter.
Men, som jeg sagde før, hvorfor ikke tro på mirakler og gennem sin fasthed i troen få dem til at ske? Hvorfor overhovedet skrive med en DF’er hvis man ikke som jeg fuldt og fast tror på det gode i mennesket? J

9. Om at nå indsigt i smertens stemmer

Jo, jo, Søren, jeg skal nok prøve at være sød ved dig, men en af grundene til at jeg kan være det – modsat nogle af mine hadske æggekastende yngre venner på venstrefløjen – er at jeg modsat dem har været på en lang rejse, som startede med at gå i seng med fjenden blandt DF’ere. Thi også jeg var jo hadsk engang i min tidlige ungdoms naivitet. Men heldigvis er der altid en hjælpende udstrakt hånd parat - ja, nu har du efterhånden lært det - altså igen fra dem, man blindt fordømmer.
Jeg kom i foråret 1972 blaffende ind i Detroit en aften og havnede ”downtown” hvor der kun var ét trygt sted at gå hen, busstationen, thi herfra bredte den sorte ghetto sig i alle retninger. Jeg var stadig racist dengang og derfor lammet af frygt over tanken om hvordan jeg skulle komme ud til de sikre hvide forstæder 15-18 km derfra, da jeg allerede adskillige gange var blevet slået ned af sorte. Men inde i busstationen kom jeg i snak med nogle unge hvide, der stod og bemandede et rekrutteringsbord for at få folk til at stemme på demokraternes anti-krigspræsidentkandidat, George McGovern. De tilbød mig at skaffe mig et sted at bo hvis jeg meldte mig som frivillig i McGoverns valgkampagne. Jeg blev indkvarteret hos en ung sød frivillig, Cathy Angelica, og skulle de næste dage sidde i et travlt kontor og skrive navneetiketter på en gammel skrivemaskine. Men allerede der startede mine fordomme mod de DF-agtige vælgere jeg skulle i dialog med, idet jeg fik udleveret alle de polske navne med begynderbogstavet S og derefter en lang række på mindst 7-8 konsonanter i underlig rækkefølge, som jeg møjsommeligt skulle taste ind på hakkebrættet med min ene skrivefinger, langefingeren. (Du må jo ikke glemme, Søren, hvor ulige en David og Goliath kamp jeg fører med dig her…….du som den professionelle hurtige journalist med fingrene på alle tangenterne…….og jeg som byrdefuldt forsøger at give dig fingeren fordi jeg i ”snegletempo” må taste mine snail mails ind til dig - altså som mennesker flest, kan du høre, forsøger at projicere de sider af mig selv, som jeg ikke bryder mig om, ud på andre).

Så efter et par dage krævede jeg at se nogle levende polakker for at slippe fri fra de døde på papiret. Men det var som at komme fra asken i ilden, for nu blev jeg sendt ud for at stemme dørklokker og hverve stemmer i et af de fattige hvide områder af Detroit, som grænser lige op til ghettoen – derude i ingenmandsland hvor folk kun befinder sig fordi de ikke har råd til at flytte væk. Og var der noget disse mennesker ikke ønskede at høre om var det McGovern, som var integrationens mand, der førte valgkamp på at ”der er færre læger i vore sorte ghettoer end i hele Centralafrika” o. lign. Så overalt havde beboerne sat ”Lukkede døre” skilte op i vinduerne i form af valgplakater for ærkeracisten George Wallace, der som guvernør i Alabama var blevet verdenskendt ved at beordre politiet til at lukke dørene til universiteter og skoler for de sorte.

Og det mente disse Wallace-vælgere så bogstaveligt at hvis de overhovedet i deres angst åbnede døren på klem for mig, smækkede de den fornærmede og vrede i igen, når de hørte hvad jeg ville og tilkaldte i enkelte tilfælde politiet. De slet og ret udstrålede had, som jeg dengang naivt kaldte det, for når man får en sådan modtagelse fra morgen til aften - dag efter dag - bliver man let selv hadefuld og fordømmende (som vi jo faktisk har set det ske på samme vis med nogle af vore indvandrere i Danmark, når de mødte lukkede døre over alt).
Godt nok havde jeg fået skældud af min mor i min barndom, men aldrig havde jeg oplevet at få en sådan gang grønt stinkende exorcist-slim væltet i hovedet dag efter dag. Hver aften løb jeg skrigende hjem – ja, grædende, for disse mennesker levede ikke op til mit billede af ”den indre godhed” jeg hidtil havde mødt i mennesker (bortset som sagt fra enkelte sorte voldsmænd) og det er aldeles ikke morsomt at få ødelagt hele sin barnetro og sine illusioner om mennesket.

Men som altid når man angribes af andres lidelsesmønstre er hjælpen altid lige ved hånden, nemlig i det menneske, som er låst fast i lidelsesmønstret. At jeg overhovedet bruger dette positivt ladede udtryk om had skyldes at Cathy Angelica hver aften tog mig i sine arme og trøstede mig, kælede for mig, badede mig i sit bølgende røde irsk/polske hår og prøvede at få mig til at åbne mig op for disse mennesker. For dette var nemlig hendes egne mennesker og hele den sociale arv som havde formet hende i barndommen…..indtil hendes bror blev dræbt i Vietnam og hun derfor havde meldt sig under McGoverns frisindede faner for at få standset krigen – en krig, som allerede havde formet og åbnet hendes sind så hun var kommet til at se mere kritisk på sin raceadskilte baggrund og sit land som millioner af andre på det tidspunkt. ”Du må ikke hade min familie og mine venner,” hviskede hun igen og igen ind i mine ører, ”for de hader ikke, de lider. Du søgte tilflugt hos mig fordi du var angst for de sorte. Døm og fordøm ikke dem, der lider af samme angst!”

Gennem hendes kærlighed lærte jeg den befrielse det blev for mig at kunne tænke kærligt om disse mennesker og siden hen altid at se had som smerte – altså som noget vi ikke skal ”tage afstand til” hvorved vi uundgåeligt gør os selv lige så hadefulde, men tvært imod ligesom en læge, en psykolog, en socialarbejder eller slet og ret et medmenneske ville forholde sig til smerte, må ”komme i møde” med hjælp, trøst og kærlige tanker.

Denne hjælp gav Cathy mig nu ved at tage mig hjem til sin egen familie og sine venner, der godt nok syntes hun var skør ved at slæbe en sådan ”hippie” hjem (thi vi turde slet ikke sige vi var McGovern-forrædere), men som alligevel fandt det spændende at få sådan en ”anderledes” type inden døre og begyndte at åbne sig op.

Lad mig i øvrigt tilføje, når jeg nu kalder det ”at gå i seng med fjenden”, at denne befriende og gensidigt kærlige åbningsproces naturligvis også åbnede Cathy op overfor mig på andre områder, for som de fleste andre jeg oplevede med rødder i denne polsk/irske katolske ”blue collar” baggrund - i denne ellers så seksuelt løsslupne periode lige efter p-pillens opfindelse - var hun til min overraskelse stadig jomfru og ét stort knudebundt af forbudte, tilknappede ”skyld og skam” følelser overfor sex. Denne side beskrives bedst i en af de bøger jeg siden har brugt mest i min undervisning i amerikanske universiteter om disse ”smertens vælgere”, bogen ”Worlds of Pain” af Lillian Breslow Rubin. Da flertallet af mine kærester på det tidspunkt ligesom omtalte forfatter havde været frigjorte jødiske piger var det alene af den grund noget af en udfordring for mig for første gang at skulle åbne et menneske op på dette mest intime plan – uden at dette i sig selv skulle forvolde smerte – hverken på kort eller lang sigt. At det sidste lykkedes har jeg forvisset mig om ved at alle mine kærester fra den periode stadig er mine venner i dag og det blev min hjælp nøjagtig 10 år senere. For nu var den idealistiske Angelica nemlig blevet aktiv i de polske eksilgruppers solidaritetsarbejde med at støtte Leck Walesa, hvorfor jeg kunne bruge hende til at kanalisere mine forbudte KGB-penge til Solidaritet, da jorden blev for varm i Danmark. Sådan går det hele op og livet bliver en stor festlig leg – ligesom det var for din egen mor på det tidspunkt……..jeg mener, efter at du var rejst hjemmefra, Søren. J

Som du kan se er det med store personlige ”omkostninger”, ja, med livet som indsats, at jeg har tilegnet mig lidt viden om menneskene bag de ”lukkede døres politik” – dem som i så høj grad udgør de 10-15% ”smertens stemmer” vi ser i ethvert samfund. Et godt argument jeg bruger i mit hoved for fortsat at kunne tænke kærligt og positivt om dem er at de trods alt ikke som flertallet stemmer efter pengepung og egne egoistiske interesser. Nej, de stemmer vredt imod alt og alle, imod at lege med deres medborgere, imod at få ”de andre” for tæt på sig, imod ”big government” i Washington og Bruxelles og WTO, imod globalisering og fælles metermål (eller var det fælles mønt sidst, jeg husker det snart ikke?)
Selvfølgelig er der forskelle på George Wallaces, Le Pens, Carl Hagens og dine vælgere og deres ydre rammer i form af velfærdsstatstryghed – ikke mindst når en Muhammedkrise kunstigt får en langt større gruppe mennesker til i angst og vrede at kaste sig i armene på jer. Men kender man først nogle af kernevælgerne, som jeg gjorde det med fremskridtsfolkene i min barndomsby, ja, så genkender jeg straks hovedingredienserne af det min frelsende engel Cathy Angelica fik mig til at tænke kærligt om i min egen hadske og lidt for hurtigt fordømmende ungdom. For uden hendes hjælp ville jeg nok ikke i dag tænke så kærligt om DF’s vælgere, at disse næsten dagligt under mine forestillinger med Amerikanske Billeder kommer op til mig og bekender kulør – disse mine mest begejstrede tilhørere på den yderste højrefløj i dag…..ligesom venstrefløjen var det i gamle dage….dengang mange af smertens stemmer var at finde og hente der. For smertens stemmer blafrer som vinden blæser og derfor skal vi også snakke lidt om hvordan du bedst holder fast i dem på langt sigt, Søren.
 

10. Et lille eksperiment med at undertrykke dig.

Her er vi dog igen ved et skillepunkt, for naturligvis kan du som politiker ikke tillade dig at tale om dine vælgere på samme måde, som jeg kan det, ved sorgløst og uforpligtende at løbe rundt og lege med dem. Og det er en af grundene til at du reagerede så vredt på min sidste mail – at du er i en spændetrøje. Men denne spændetrøje handler ikke kun om forholdet til dine vælgere, den handler først og fremmest om din egen identitet og selvforståelse. Og nu – hvor vi har haft nok af seksuelle sidespring med fjenden - er tiden kommet til at fortælle dig om HVORFOR jeg var så kalkuleret og bevidst ondsindet overfor dig i sidste mail. Jeg prøvede såmænd blot at lege lidt med dig – ligesom jeg gør det med alle de andre sjove mennesker Vorherre har sendt os. Dog havde jeg i dit tilfælde lyst til at lege din egen leg – ved at lege djævelens advokat for et af de stærkeste principper, der forbinder alle mennesker i alle religioner om hvordan vi skal lege med hinanden for ikke at falde og komme til skade. Lad mig blot opremse nogle af dem:

Bahá'í (som jeg i øvrigt selv føler mig mest knyttet til) i Epistle to the Son of the Wolf

Brahmanismen i Mahabharata, 5:1517

Buddhismen i  Samyutta Nikaya v. 353  og Udana-Varga 5:18

Konfucianismen i Analects 15:23 og Doctrine of the Mean 13.3

Hinduismen i Mencius Vii.A.4 

Islam i den 13. af imam Al-Nawawi's hadither

Jainismen i  Acarangasutra 5.101-2 og Lord Mahavira, 24th Tirthankara og Sutrakritanga 1.11.33

Jødedommen i Leviticus 19:18 og Talmud, Shabbat 31a og Tobit 4:15

Sikhismen i Japji Sahib og Guru Arjan Devji 259 og Guru Arjan Dev: AG 1299

Sufismen i Dr. Javad Nurbakhsh, Master of the Nimatullahi Sufi Order

Taoismen i Tao Teh Ching, kapitel 49

Zoroastrianismen i Dadistan-i-dinik 94:5 og Shayast-na-Shayast 13:29

Du kan jo selv, Søren, slå dem alle sammen efter for at se hvorfor mennesker i alle samfund i bund og grund er så søde og nærer et dybt almenmenneskeligt ønske om at lære deres børn også at blive det. Men da du har studeret teologi behøver du i og for sig blot at huske på at også kristendommens grundprincip for al god leg er udtrykt med næsten de samme ord i Mattæus 7:12 og Lukas 6:31.

Spørgsmålet er så, når jeg selv holder disse høje idealer mindst lige så kært som jeg er sikker på at du gør det – uden at jeg af den grund kan leve op til dem hele tiden – hvorfor opfører jeg mig så som den rene djævel ved at ” smide lort i hovedet på dig – for bagefter at kunne fortælle omverdenen at du lugter…”, som du udtrykker det?

Det har jeg rent faktisk heller ikke gjort, men du glemmer her et øjeblik hvorfor jeg kommunikerer med dig og ikke med et medlem af de andre partier i folketinget. Du glemmer at et flertal af danskerne - også i de borgerlige partier - føler at dit parti lugter og ikke er stuerent, at det lugter fordi det gennem urent trav sparker hestelort i hovedet på andre. Du glemmer også at i intet andet land i Vesten har en regering valgt at bygge hele sit regeringsgrundlag på det, jeg her kalder ”smertens stemmer” (et mildt udtryk som jeg bruger for at vi skal få medfølelse og ikke had og afsky for folk som smider omkring sig med lort), og at I derfor også har fået Danmark – et land jeg elsker over alt – til at lugte derude i verden hvor jeg hyppigt færdes.
Og det sårer, kan jeg fortælle dig, når mine elever i USA ustandseligt bringer emnet op i ægte afsky og forfærdelse og nærmest tvinger mig til at forsvare mit ”lorteland”, som Buster kaldte det for netop at ironisere over et af de udtryk ”smertens stemmer” hyppigt brugte i årene før de begyndte at kaste med lort efter ”de fremmede” og i stedet på disses bekostning - overdimensioneret og nationalistisk - at romantisere det selv samme land. For husk, smertens stemmer har til alle tider været i stand til at finde nogen eller noget at kaste lort på, hvad enten vi har sorte i USA eller ej, indvandrere i Danmark eller ej, homoseksuelle i Polen eller ej, jøder i Tyskland eller ej.

Med andre ord prøvede jeg nu at vende denne proces om for at se hvordan du selv ville reagere, hvis nogen ligesom DF valgte at bryde med det smukke gyldne fællesmenneskelige og fællesreligiøse ideal som alle de religiøse citater foroven udtrykker i deres ønske om at vi skal lære ikke selv at få smidt lort i hovedet. Ville du mon reagere ligesom de sorte gør det i USA, ligesom jøderne gjorde det i Østeuropa og ligesom muslimerne gør det i Danmark i dag? Det gik mit lille eksperiment med dig ud på at udforske.

Ja, det gjorde du til min store glæde, hvilket jeg ikke mener hoverende, men i begejstring over at se at du reagerer som andre mennesker på undertrykkelse, altså menneskeligt. Og det på trods af at du var advaret om at jeg rent faktisk var i gang med en lille juleleg med dig. For hvordan kunne du dog overse min advarende sætning i parentes som kom lige efter:

”….hvordan jeg bliver lammet af danskernes jantelovsterror og begynder selv at nedgøre mine børn frem for at rose dem og alt det jeg udmærket ved at jeg ikke bør gøre mod andre, for ingen bliver jo lykkelige af at nedgøre og undertrykke andre.

(Som du vil se af ”tonen” i det følgende er det nøjagtig denne drillende, nedgørende tilbøjelighed jeg bruger overfor dig som modstander her i begyndelsen. Den giver ar langt ind i sjælen og er, som du vil føle, lidet konstruktiv til enhver form for konfliktløsning. Men den er velegnet til her i begyndelsen at ridse vore divergerende opfattelser op. Derefter kan vi altid blive klogere og senere forsøge at kæmpe os ud af grøftegraveriets pløre gennem en mere empatisk tilgang til hinanden.)”

Jo, fortæl mig ikke at du ikke var advaret. Men lad os nu analysere hvordan du reagerede på denne, min overlagte nedgøring af hele din verden og se om den giver ar i sjælen ……eller skal vi sige det lige ud…..på at blive behandlet og omtalt ligesom muslimer og indvandrere hele tiden bliver det af Dansk Folkeparti. Her er din første reaktion:

”Den måde, du beskriver os – nogle af dine medmennesker på, er ganske forfærdelig nedsættende og mytebefængt.”

Se, her kan man allerede mærke på dig at det gør ondt i sjælen, når nogen bryder verdenshistoriens smukke fællesreligiøse principper som også Jesus så smukt udtrykte i Mattæus 7:12 og Lukas 6:31 – altså når I i DF bruger ukristelige metoder overfor jeres medmennesker. Og hvis du ikke er overbevist om at I gør det, skal jeg gerne sende dig en alenlang liste med sjove udsagn og prøve at lege en lille gættekonkurrence med dig om hvorvidt de stammer fra Goebbels, ”Die Stürmer” eller Dansk Folkeparti – thi ofrene for en sådan voldelig retorik kan ikke mærke forskel i deres sjæl.

Og hvordan mærkes det så i sjælen? Det svarer du stort set selv på ved at den eneste sætning, hvori du siger ”os” netop er den ovenstående. For skønt alle mine angreb uden undtagelse var på partiet Dansk Folkeparti fordi I kaster lort i hovedet på folk – drillende udtrykt af mig som f.eks. ”grønt stinkende slim” – ja, så oplever du alligevel det hele som et stort personligt angreb på dig og din familie. Hør bare et par af dine sætninger:

”Du er ganske enkelt, Jacob, ved at gå fuldstændig i selvsving, når det gælder myter og fordomme om mig og min familie.”

”du bliver nødt til at børste alle dine fordomme væk fra dine skuldre. At du, når det gælder mig – og sådan set også Dansk Folkeparti - bliver nødt til så at sige at starte forfra.” (min kursivering)

”Du dasker mig i hovedet med Andersen, og fortæller om skræpperne, der aldrig havde været udenfor.”

”Du skal bare have mig trykket derind i sprækken, hvor du har besluttet dig til, at jeg skal sidde.”

”Så spar mig venligst, Jacob, for yderligere at smaske provins-stemplet i panden på mig, som du i virkeligheden kun har et meget sparsomt kendskab til.”

”Du taler hånligt og nedsættende om mine stokroser – som om jeg havde nogen! (Jeg vil for resten gerne have et par stiklinger, hvis du kan hjælpe med det – måske fra din oldefars have i Køng…)”

 
Den sidste var sjov fordi den jo så decideret var ment på ”den danske stokroseidyl” som DF fører sig så meget frem med at den er blevet en parodi blandt os modstandere, hvorfor kolonihavefolket konstant truer os med sagsanlæg. Den har bevisligt intet havde med dig personligt at gøre, idet du endnu ikke har inviteret mig hjem for at se din have. Men nu har jeg jo så fået en invitation til at komme med et par stiklinger, kan jeg forstå, og min kone leverer gerne. For da jeg sagde til hende:
”Nu tror jeg minsandten at Søren er blevet mobset fordi jeg kom til at angribe hans stokroser og jeg aner ikke engang hvordan stokroser ser ud.” svarede hun straks:
”Ham Søren lyder lige som den mand jeg skulle have været gift med, for hvor tit har jeg ikke bedt dig om at binde stokroserne op ude på muren. Men alt hvad du tænker på er bare at føjte rundt og lege dig igennem hele livet.”
”Stokroser”, svarede jeg, ”mener du de der skræppeblade udenfor vinduet?”
”Det er aldeles ikke skræpper, men stokroser. Og nu vil jeg snart have en ny mand. Og Søren lyder som den helt rigtige.”
”Ja, men jeg vil hellere bruge tid på at se mennesker blomstre end at se dem visne fordi nogen glemmer at vande dem,” forsvarede jeg mig.
”Ja, men hvorfor glemmer du så altid at vande din egen familie?” råbte hun anklagende for en gang for alle at lukke munden på mig med kvindens stærkeste våben, ”skyld og skam.”
”Gid Søren havde dig!” tænkte jeg i mit stille sind og så hende lykkelig ride ad helvede til på en sort ganger med omridset af en djævleskikkelse på ryggen.

Altså Søren, her tilbyder jeg dig nærmest min kone hvis blot jeg kan slippe for at sætte de stokroser op. Så kan du vel ikke tro at jeg mener, at du er så slemt et menneske som du her gør det til - bare fordi jeg angriber dit parti.
Men her er vi netop ved sagens kærne. Når en gruppe – og især en i forvejen udsat gruppe – såsom de sorte i USA, jøderne i Østeuropa, muslimerne og DF’erne i Danmark – angribes og trues på deres identitet, så opleves det af det enkelte gruppemedlem som et personligt angreb lige netop på dem selv. Og det giver ar og gør ondt langt ind i sjælen. Når sorte angribes som gruppe i Los Angeles pga. én sorts tåbelige handling, så slår enhver sort, der møder en hvid i elevatoren 5000 km derfra i New York, straks øjnene ned i skam og knytter hånden i lommen i vrede - som om det var ham selv, der personligt var under angreb. Når jøderne er under angreb i Israel føler hver en jøde i USA sig under angreb skønt de måske personligt synes at Israels politik er både undertrykkende og tåbelig. Og når en imam i Danmark kaldes for landsforræder af dig fordi han under vedvarende beskydning i medierne er kommet til at sige eller gøre noget forkert, så føler hver eneste muslim sig personligt angrebet – skønt de aldrig før havde hørt noget om den imam osv.

Derfor er det ganske menneskeligt at du, Søren, bliver vredladen og mobset, når jeg angriber dit parti på samme utilgivelige måde som I selv angriber andre. Tja, inderst inde er du sikkert blevet stiktosset, men turde ikke helt at vise det af frygt for at få samme rødglødende anstrøg som bålene, der brændte rundt i verden da muslimerne under Muhammedkrisen følte sig angrebet på deres identitet – ikke pga. tegningerne, som det overhovedet ikke handlede om, men i smerte og vrede over i den triste danske DF-kontekst at føle sig udsat for endnu et hadefuldt angreb.

Og dog er der en lille forskel mellem mig og jer deri at jeg er aldeles mild og sød imod jer i sammenligning med hvordan I er mod andre. For jeg gør jer jo faktisk helt spiselige, - ja, til de rene kulinariske delikatesser i mine muslimske venners øjne ved at fremstille jer som de lækreste danske folkesnegle. Thi hvem ville dog bryder sig om vice versa at få serveret et stykke dyrlægens helt-godnat-mad med uappetitlige afskårne ”kræftsvulster” eller ”pestbefængte rotter” på?
Ja, jeg gør jer bevidst tilmed helt menneskelige ved at sammenligne jer med min egen kære afdøde mor…..stakkels kvinde, hvad må hun dog ikke lægge ryg til!

Og alligevel lyder ”tonen” i dit brev som 100 franske ghettoer, der står i buldrende flammer under Le Pens istemning af ”Marseillaisen.”
Men som sagt, Søren, det viser at du er helt menneskelig og reagerer nøjagtigt ligesom muslimerne under angreb ….og før dem de sorte …..og før dem jøderne….

Hvad for noget, jøderne? Må jeg lige be’?

Jo, prøv lige at tænke på en af dine sætninger:

”Men jeg er nødt til at sige dig – at på denne måde kommer vi altså ikke ud af stedet.”

Se, her er du jo lige ved at opgive ævret i vores dialog og hvis jeg i stedet var gået lidt hårdere til værks ved så at sige at bruge dine egne undertrykkende metoder – (undskyld, der var det lige ved at blive et personligt angreb) – altså hvis jeg i stedet havde brugt jeres egne metoder og sprogbrug a la dyrlægens helt-godnat-mad, ja, så tyder noget på at du snart helt ville have afbrudt vores dialog. Med andre ord ville du have vendt samtalen og demokratiet ryggen og snart som mange muslimer være bortflyet ud i nationalistiske flugtdrømmerier som Hizb ut-Tahrir og islamisterne eller som før dem de sorte i ”sort separatisme og nationalisme” og ”sorte pantere” eller som jøderne før dem i form af zionister og hasidim, der ligeledes vendte sig mod integration og hele vores samfund og drømte om en teokratisk, jødelovsbaseret stat (à la Hizb ut-Tahrir, sharia etc.)

Jo, som du rigtigt siger om jødernes ghettoer ”kendte de nok i virkeligheden kun vejen mellem hjemmet og synagogen, som de i øvrigt tilbagelagde næsten løbende.” For det er jo ikke frie jøder du her snakker om, thi frie jøder som jeg kender dem i USA løber ikke mere end andre mennesker. Nej, det var jøder i løb fra den tids undertrykkende virkelighed af pogromer og eskalerende voldelig retorik - i løb mod det eneste sted de kunne få lov til at dyrke – og følgelig voldsomt og ivrigt forstærke – deres egen identitet, nemlig i det hinsides.

Men igen er jeg glad for også at se dig i begyndende løb væk fra mine undertrykkende angreb, for det viser at du er ligeså menneskelig som disse langskæggede jøder, disse langskæggede islamister og disse langskæggede sorte kulturnationalister…..såvel som denne langskæggede multi-kulturradikale, der lige nu får så meget sjov ud af at lege din personlige undertrykker ved blot at true dig lidt på din ydre DF-identitet.
Jeg siger selvfølgelig dette for at du kan føle at du nu er fanget af vores fortsatte dialog, thi du vil vel nødig have at jeg kan sige ”Søren Espersen tog flugten som Hizb-ut-Tahrir da han mødte lidt modstand!”
 

Men der er jo heller ingen grund til at løbe fra mig, for glem ikke at den eneste forskel på os to er den at vi multi-kulturradikale ikke kan få nok af at lege med andre kulturer i vores naive og spinkle håb om måske en dag at kunne finde nogen som ikke på bunden viser sig at være ligesom os selv – hvorefter legen først bliver rigtig sjov, spændende og udfordrende - mens I mono-kulturgale er rent ud sagt gale fordi I naivt tror at I i længden vil kunne holde andre kulturer ude - midt i en integreret globaliseret verden - uden netop at gøre brug af fascistoide metoder og et eskalerende voldeligt sprog, som tvinger andre mennesker til enten at søge ind i sig selv og tidligere afskrevne kulturer eller til at løbe mod et paradis i det hinsidige fordi de føler sig truede på deres identitet her på jord.
Og dette medfører automatisk en anden pudsig lille forskel imellem os. Nemlig at vi multi-kulturradikale, som leger os igennem tilværelsen med dem som I kalder ”de andre” gennem vor leg får disse andre til at åbne sig op for os og vore værdier, til at blive som os og til at blive ved med kærligt at lukke deres egne døre op for os fordi alle mennesker elsker at føle sig elskede – jeg er i al fald aldrig blevet afvist et eneste sted når jeg vendte tilbage – mens I mono-kulturgale rent ud sagt gør ”de andre” gale ved at true dem til netop at føle sig som ”de gale”, ”de forkerte”, ”de andre”, ”de fremmede”, ”de urene” hvorfor de bliver vrede på jer, voldelige og kriminelle således at det nu bliver jer selv der skal til at løbe mod tryghed hinsides og jer selv der som alle andre undertrykkere ender med at miste jeres frihed – f.eks. som Pia Kjærsgård, der ikke kan færdes frit på Nørrebro. Både undertrykkeren og den undertrykte ender altså med i længden af miste deres frihed, hvilket mange danskere netop følte de gjorde ude i verden lige efter Muhammedkrisen.

For som jeg advarede om i mit lille forvarsel angående det lille undertrykkelses-eksperiment jeg ville udsætte dig selv for, ”giver dette ar langt ind i sjælen og er, som du vil føle, lidet konstruktivt for enhver form for dialog og konfliktløsning.”

Denne triste grøftegravning eller skyttegravskrig opnåede jeg med dig, modsat hvad du påstår, uden at jeg et eneste sted angreb dig og din familie personligt. Dog var der én eneste undtagelse, hvor jeg brugte jantelovens uskrevne 11. bud, som Sandemose selv beskriver som det værste. Budet, som vi netop bruger til at holde hinanden nede med og som lyder: ”Du skal ikke tro at vi ikke ved noget om dig.” Det brugte jeg da jeg efter at referere Langballe sagde at ”du skal ikke vide dig sikker, for jeg har spioner overalt i folketinget.” Men det kan du dog ikke have opfattet som andet end drillende og pjattet – i hvert fald ikke som et personligt angreb på dig – selv om det muligvis i konteksten har virket lidt psykologisk nedbrydende.

Du skal i øvrigt ikke føle dig personligt ramt over at jeg her har leget lidt med dine følelser. Jeg står faktisk hver eneste dag ude i skolerne og leger med mine publikum på samme måde ved at ”undertrykke” dem i 5 timer. Og ideen er her den samme, at bibringe dem følelserne, som sorte går rundt med i USA og som jeg og min mentor, Dr. Charles King, har efterprøvet igen og igen i undertrykkelsesworkshops for ansatte i CIA, militæret, byråd og mange af USA’s største firmaer og universiteter.  For efter undertrykkelse føler man sig altid fuld af skyldfølelse, paranoid, frustreret, udmattet, uligevægtig, følelsesløs, anspændt, vred, led ved det, mundlam, dum, forvirret, uværdig, varsom, mindreværdig, magtesløs, frygtsom, sagtmodig, passiv, beskyttende, uopmærksom, fjendtlig, ligeglad, dreven, bluffende, svigefuld, intrigant, manipulerende, hævnagtig, overlegen, uengageret, mistænksom, iagttagende (overfor undertrykkeren), listig, destruktiv....

……og til slut VOLDELIG !!!

Sådan et fortvivlet knudebundt af følelser vil du naturligvis aldrig kunne danne efter et lille undertrykkende bombardement fra mig her på papiret, som du jo hele tiden blot kan lægge fra dig når ”jeg bliver for meget” – modsat det intense følelsesbombardement jeg dagligt udsætter mine publikums for.
Men det er nogle følelser, du selv hele tiden skaber i andre med DF’s undertrykkende voldelige retorik og som disse ”andre” ikke bare kan lægge fra sig, som jeg vil vise om lidt, men allerhøjest dukke sig for (hvorefter I yderligere angriber dem). Du husker at jeg brugte dem under vores debat i Politiken og det var vist en af de første gange en indvandrer kom op til mig bagefter og sagde at det var nøjagtig de følelser han selv identificerer i danske muslimer i sit konsulentarbejde blandt dem, hvor han netop kæmper med deres opgivenhed. Han hedder Fahmy Almajid og er senere blev en af mine gode venner. Og siden er mange andre indvandrere kommet op efter mine shows for at fortælle mig at det er nøjagtig de følelser, de selv går rundt med i det danske samfund. Og det er interessant, for aldrig i mine 28 års showvirksomhed i USA har jeg hørt dette fra amerikanske muslimer. Derovre hører jeg det kun fra de ghettoiserede sorte, som jeg jo netop også lærte det hele af når de beskrev deres følelser i mine workshops.


Mao. har danskerne og især DF’s retorik (som jo også stortrivedes i dit tidligere Fremskridtsparti) på kun 30 år udvirket det samme som det tog århundreder for amerikanerne at skabe i de medborgere, som de heller ikke ville lege med. Men som min egen lille morsomme undertrykkelse af dig tydeligt viser det, kommer der intet konstruktivt ud af at undertrykke andre. Derfor advarer jeg dig også om at regeringen med tiden vil føle sig tvunget til at droppe samarbejdet med DF, når den indser at man IKKE kan integrere mennesker, som man hele tiden skaber disse følelser af opgivenhed i. Så gå straks til Pia og fortæl hende at du lige har smagt sandheden, Søren, ved at få en lille smagsprøve på undertrykkelse af en god ven og beundrer af Pia, og at den ikke lover godt for integrationen og sammenhængskraften (mellem dig og mig!)

Og her er vi så tilbage ved de generaliseringer, som jeg startede denne mail med fordi du ikke mente at jeg havde belæg for at danne mine konklusioner f.eks. om DF. Egentlig var der ikke så mange generaliseringer – udover min gennemløbende ironisering over jeres fremmedangst og Morten Korck’ske stokroseidyl (som I i øvrigt nu selv vil til at ironisere over i jeres biografreklamer, hvorfor I ikke er spor bedre selv…..eller har du måske direkte hugget ideen til at skaffe nye vælgere fra min sidste mail?) – idet meget af det var i en spørgende stil til dig i håb om at få be- eller afkræftet om det nu forholdt sig sådan og sådan.

Men en af mine hypoteser har du i dit svar sandelig bekræftet for mig angående dig selv – skønt det egentlig var dine vælgere jeg snakkede om. Jeg skrev nemlig at ”mens mange af DF’s vælgere kan forholde sig meget stærkt og kærligt til det enkelte menneske, men frygter ideen om det ukendte, elsker folk som jeg selv jo selve ideen om det ukendte fællesskab, men glemmer tit at forholde os til det enkelte menneske.”
For det var slående hvordan du - frem for at besvare mine påstande om DF’ere som gruppe – udelukkende fokuserede på hvad du syntes om enkeltindivider som mig, Mona Sheikh eller Sherin Khankan – ikke vore ideer. Jeg vil heraf udlede at mine generaliseringer var ”rigtige” – med alle de fejl og forbehold vi ved både store akademiske analyser og min egen vagabond-lommefilosofi (der som nævnt også flittigt bruges i de højere læreanstalter) naturligvis kan rumme. For hvis det ikke var tilfældet, er jeg sikker på at du øjeblikkeligt ville have slået ned på nogle af mine fejlkonklusioner – sådan som du rent faktisk gjorde med statistikker under vores debat i Politiken, hvor jeg påstod at DF’s vælgere først og fremmest boede i områder uden indvandrere. Derfor kan meget af din åbenlyse irritation - udover den spændetrøje du befinder dig i som politiker ved ikke offentligt at kunne beskrive vælgernes dybere psykologi sådan som jeg kan tillade mig det – jo godt skyldes at du ikke kunne afvise mine påstandes rigtighed.  Den røde tråd er i al fald at du begynder at psykologisere over mig som person – skønt det meste af det jeg siger jo er sagt før af jeres kulturradikale modstandere. Så hvorfor ikke ironisere over os og vores underlige psykiske tilstand? Nej, du gør det til et personangreb hvilket jeg ikke gjorde mod dig. Og i den forstand har jeg jo så vist at du er en rigtig DF’er J
 

11. Et lille lærestykke om at angribe forkerte næser

Helt galt går det for dig da du tydeligvis har lyst til at tryne mig:

”Fordommene blomstrer – og du er desværre så gennemsyret af dem, at du ikke er i stand til at se ud over din egen – i øvrigt betragteligt store - næse.”

Den sætning er jo lidt sjov og jeg er da glad for at du vurderer at min psykiske tilstand er så sund at jeg kan klare at få en på tuden. For lagt sammen med den vredladne tone kan jeg jo her næsten mærke slaget du er lige ved at lange mig på den tud, der pludselig forekommer irriterende og alt ”for stor” i din æstetiske ideosynkrasi, og at hvis jeg havde fortsat med at undertrykke dig på din identitet i længere tid, - ja, så var det sikkert gået som i ovennævnte følelsesreaktioner hos andre undertrykte ved at ende i vold :-)
Gudskelov, at du så i stedet blot slog mig psykisk i jorden – ned i det sorte hul jeg beskrev i begyndelsen – for det er jo netop det, som sårede mennesker gør, når de føler sig truet på deres identitet. De forsøger at ramme modparten på samme måde – altså for mit vedkommende ved at bringe min (i visse kredse) anerkendte vagabondsociologi i miskredit.

Eller skulle jeg tillade mig at psykologisere lidt over din egen tilstand og tolke ovenstående citat som et freudiansk udtryk for din næsegruse beundring for mine evner som filosof, som du jo gjorde gældende engang? Men der har jeg jo fortalt dig at du aldrig må forveksle sand filosofi med vagabondens lommefilosofi baseret på dyneløfterier. Nej, du prøver nok at sige at venstresnoede snudeskafter som jeg og jeres ærkefjende Georg Metz er irriterende storsnudede fordi vi i ét væk stikker snablen i jeres gesjæft med at tryne indvandrerne. Eller forsøger du måske at rekruttere mig til DF med din viden om at nogle af de mest storsnudede mennesker er dem som har den mindste selvværdsfølelse?

Men hvis du nu tager essensen af det jeg siger bag fjollerierne i de tre sidste sætninger og kombinerer dem, får du et lille uhyggeligt lærestykke fra den store multi-kulturelle verden udenfor din næsetip - og dog indenfor din lugtevidde hver nat – som siger lidt om hvor farlige ”voldelige” angreb som det, du kom med på min næse, kan være. Min beretning om det er ganske vidst baseret på dyneløfterier – men på grundlag af så mange netop med folk som Georg Metz (som af samme grund er mine vigtigste allierede i kampen mod racisme i USA) at jeg har tilstrækkeligt statistisk materiale til at vide at jeg taler sandt.

Som du allerede har gættet drejer det sig om en minoritet, som i århundreder var udsat for voldelig propaganda om at den var helt gal med deres næser. Og det kom til at koste dem dyrt. Forrige sommer havde jeg f.eks. her i sommerhuset besøg af de to kendte børnepsykologer, Ed og Eva Bloomfield fra New York, og en hel aften fortalte de den rystende historie om hvordan deres søskende, forældre og bedsteforældre på begge sider var blevet myrdet i Ungarn og Østrig fordi nogle mennesker ikke kunne lide deres ”anderledes” næser. Men endnu mere rystede var de over her i Danmark – netop med deres stærke psykologiske næse for den slags ting – at fornemme den samme ”tone” som de huskede så tydeligt som børn inden det hele gik så galt.

Mindre kendt er det imidlertid hvordan de overlevende den dag i dag lider under de voldelige angreb, der har været på deres næser lige siden de blev indvandrere i Europa. Lad mig blot her nævne de lidelser Ed og Evas to børn har på trods af deres betydelige ydre succes. Datteren Sarah har været min halvkæreste lige siden hun var Phi Beta Kappa æresstudent i Harvard, hvor jeg tit overnattede hos hende efter mine foredrag. Phi Beta Kappa betyder at hun var blandt de 5% bedste på Harvard. Derpå fik hun et Fulbright Fellowship til Kina og Sovjet og et andet stort Fellowship til Columbia University. Siden har hun været en så anerkendt historieprofessor at en rig familie gav $100,000 til at oprette et scholarship opkaldt efter hende.

For hvad betyder al den ydre succes hvis man i sit indre lider fordi nogen engang kom med endeløse voldelige angreb på ens næse og identitet? Det oplevede jeg meget stærkt da jeg for et par år siden rejste sammen med Sarah i Peru i forlængelse af min rejse med prins Joachim. Ham lå hun i næsegrus beundring for som barnebarn af den konge, som så mange mennesker med forkerte næser romantiserer på et falsk historisk grundlag, hvilket jeg nu prøvede at fortælle denne historielærer.
Sarah var taget herned for at studere inkaernes historie mens jeg selv studerede racismen mellem disses efterkommere, quechuaerne og de oprindelige beboere, aymaraerne. Men næsten hver nat lå Sarah og græd over sin egen indvendiggjorte racisme, som hun led under som følge af sin næse. Jeg kendte den udmærket fra mine andre forhold og fra mine workshops, hvor den udgør en væsentlig del af omtalen om hvordan mennesker internaliserer deres undertrykkelse. Så jeg lå i de små junglehoteller og kælede og pudsede hendes næse i et væk og kyssede den blidt som det første om morgenen for at den skulle føle sig elsket i et forsøg på at give hende lidt stolthed over den og selv at værdsætte den. Men det er ikke let at elske de skader væk som historien så grusomt har forvoldt – selv med en af de fineste historikere i USA, der vidste alt fra sine forældre om psykologi og internalisering. For hendes store problem var jo at hun ikke følte sig elsket og ikke igennem alle de år, jeg havde kendt hende, kunne finde en mand.
”Ja, men JEG vil da gifte mig med dig, ved du! For jeg elsker sådanne næser,” trøstede jeg.
”Jamen, du er jo allerede gift……og tilmed med en, der har den rigtige næse, din dumme narrefisse! Mine forældre bliver ved med at snakke om hvor fantastisk din kone er,” snøftede hun endnu voldsommere.
Men jeg mente det faktisk helt ærligt da jeg var blevet fuldstændig forskånet fra at indvendiggøre dette negative skønhedsbegreb i barndommen i en tid hvor vi ikke havde fremmedhad mod de ”forkerte” i Danmark. Sarahs problem var nemlig at pga. den udslettelse hendes familie havde været udsat for som følge af et sådant fremmedhad, følte hun sig nu moralsk ansporet til kun at ville gifte sig med en fra samme forfulgte gruppe. At hun ikke kunne finde en på trods af sin – synes jeg – ydre skønhed, viste med al tydelighed at disse mænd led under nøjagtig de samme komplekser som hende selv og derfor ikke havde næsen ud efter hendes slags.

 

Beviset fik jeg året efter, da jeg vendte tilbage til New York på et tidspunkt, hvor hun ikke ønskede at møde mig. ”Ja, men du bliver da nødt til at lukke mig ind så jeg kan få mit ugentlige bad,” sagde jeg. Det kunne hun godt se ikke var så godt, da de skrækkelige rygter om ”the dirty Danes” under den nye danske regering i 2001 var begyndt at cirkulere blandt de krumnæsede i New York. Hun havde selv dybt chokeret sendt mig en artikel fra The Guardian om hvordan fortidens ”brune fare” nu var dukket op i Danmark. ”Ok, da, så lader jeg dørmanden ringe dig ind så du kan få lidt af dit brune skidt vasket af. Men du må ikke komme ind i mit værelse, for jeg har ikke tid til at se dig.”
Da jeg kom ind, fik jeg hende alligevel at se - godt gemt under et håndklæde - og blev rystet derved at opdage at det var hende selv, der havde forsøgt at vaske fortidens brune skidt af. Hendes forældre havde nemlig efter mange år endt med at give hende ret i at ingen psykologisk indsats kunne hjælpe hende ud af hendes komplekser og havde givet hende et kæmpebeløb til en dyr operation, der gav hende en lige næse. Jeg var den eneste af hendes venner der fik hende at se i den måned hun skjulte sig med sin blodtud - for at sige det lige ud om de voldelige overgreb hun havde været udsat for på den lang tid før sin fødsel. 

Og hvad blev resultatet? Allerede om sommeren fik hun sig en kæreste og året efter blev hun gift med Elias – begge fra samme krumnæsede gruppe, der nu pludselig kunne se hendes skønhed. Jeg selv kunne – helt ærligt – ingen forskel se, men kunne netop derved se at de alle led af et indre problem forårsaget af i århundreder at have internaliseret deres undertrykkelse.
Men hele den historie kender du jo, Søren - ved selv at have haft næsen lidt for langt ude efter denne dybt skadede gruppe - bl.a. fra Eliass tipoldefar, som var Mattieu Dreyfus. For han var bror til den berømte Alfred Dreyfus, og det var netop ham - Sarahs sviger-tipoldefar – som den 15. november 1897 afslørede og anklagede Esterhazy for det forræderi Alfred var anklaget for og derigennem sammen med Emile Zola fik ham sat fri.

Dette kunne Elias sidde og underholde mig og min ligenæsede kone om i timevis sidste år, da vi boede hos dem, for han er ligesom Sarah professor i historie. Men kun fordi Sarah fik sin næse rettet ud fik disse to succesfulde mennesker med al deres indre smerte lov til at møde hinanden så de nu kan leve lykkeligt til deres dages ende.

Moralen er selvfølgelig: angrib aldrig mennesker med forkerte næser - såsom mig - uden at vide hvad disse rummer i sig af dybere smerte og skyld og skam og selvhad. Men først og fremmest: angrib aldrig nogen menneskegruppe i et samfund ved at fortælle dem at de har forkerte næser eller andre afskyelige karakteristika eller anderledes uønsket identitet. Som alle de ovennævnte religioner sagde: ”Gør ikke mod andre hvad du ikke ønsker gjort mod din egen kone.”
Undskyld at jeg så alligevel gik efter dig personligt her til sidst, men det var netop ikke i form af et angreb på din familie, men i form af et forsvar – det stærkeste forsvar af dem alle, som også er så smukt udtrykt i Thomasevangeliet kapitel 6. Men da du selv så godt kan lide krumnæsede filosoffer, kunne du jo også bruge Kant som ledestjerne for dit politiske arbejde i DF: ”Opfør dig altid som om dine handlingers grundtanke med din kraft alene skulle ophøjes til at blive en universel naturlov.”

Det burde da være mindstekravet man bør stille til alle politikere for at man kan kalde jer stuerene. Vi storsnuede vagabonder derimod har lidt mere frihed til at føre os frem med ægte krumnæset chutzpah uden at det skader dem vi leger med, så slå ikke MIG i hovedet med Kant!
Her kunne jeg så passende afrunde med at minde om at den eneste af Muhammed-tegningerne, som vakte anstød ude i verden, var den med bomben på hovedet af en mand med en næse lige så krum som dem vi altid udstyrede ”de onde arabere” med i de år, hvor vi undertrykte og koloniserede det meste af den arabiske verden. Muhammed-fremstillinger har de fleste muslimer nemlig set masser af før – især i den shiitiske verden – uden at reagere på dem.
 

12. Om at løbe ind i DF-muren i maraton

Hvis du føler at jeg i det foregående løber lidt om hjørner med dig er der lidt sandhed i det, da jeg flere gange forleden løb gennem Christiansborg i det store Adeccoløb, som min bror arrangerer som formand som Sparta. Derfor sendte jeg dig ikke blot flere venlige tanker, men fik faktisk ideerne til de mest skøre tanker, jeg her har nedskrevet. Det er jo svært at sige noget nyt om DF som ikke allerede er sagt, men når man løber, kommer adrenalinen rigtigt i gang og befrier ens bundne tanker. Det er på mine 10 kms løb hver morgen at jeg får ideerne til mine skøreste kronikker, bl.a. den om at gøre Naser Khader til statsminister eller den om at invitere Louise Frevert på en dannelsesrejse med mig i USA…..jo du hørte rigtigt….på dannelsesrejse med et syndigt menneske som mig! Men det siger lidt om hvor fantasifuld man kan blive af at løbe, så det skulle du prøve når du løber tør for ideer om hvor I skal løbe hen i DF nu hvor alle verdens flygtninge har løbet panden mod jeres mur osv. i den dur, thi jeg siger på ingen måde at sådanne tanker alle holder vand når man bagefter skal hjem og skrive dem ned.

Alligevel har jeg lyst til lige at fortælle dig om de tankefaser man løber igennem når man løber maraton, som jeg gjorde det for 9. gang forrige søndag. De første 20-25 km føles som jeg sagde næsten befriende, man kommer i et ekstatisk velvære, alt ser vidunderligt ud, man tænker positivt og kærligt om alle - selv om en person jeg normalt ikke er så vild med, men løb hen og omfavnede, da jeg så ham blandt tilskuerne. Denne periode minder om engang, da jeg tog rusmidlet MDA, som gør én forelsket i alle man møder. Jeg blev den dag som blaffer samlet op af en 82-årig dame nord for Chicago og da hun mærkede min forelskelse i hende, begyndte hun at løsne op og var ustyrligt amourøs og flirtende – indtil min rus forsvandt og vi begge sad pinligt slukørede og tavse. Det er denne del af maratonløbet, hvor de radikale og de mere frisindede venstrefløjspartier burde sætte rekrutteringsboder op, da alle straks ville melde sig ind.

Men derefter løber man ind i muren – livets virkelige maratonløb fra 26-38 km. Det er her vi alle møder modgang, smerte og afsavn og det begynder at gøre rigtig ondt. Man trækker sig ind i sig selv og oplever hver en lille kantsten, hver en bakke som en uoverkommelig forhindring. Man begynder at hade alt og alle, hvæse og spytte efter sidemanden som synes at have det legende let og at få virkelig ondt af sig selv. På turen gennem Nørrebro mødte jeg flere muslimske kvinder med tørklæde og slet og ret hadede dem med tanker som ”skik følge eller land fly”. Denne frygtelige del af løbet, hvor man udelukkende tænker negativt og bebrejdende om andre og sig selv, kunne jeg skrive en hel bog om, men nu er det kommet lidt på afstand hvorfor jeg blot kort vil konkludere ligesom jeg gjorde det under løbet: Hvorfor i alverden har DF aldrig tænkt på at sætte rekrutteringsboder op her i den fase af livsløbet, hvor vi alle straks ville melde os ind i partiet ? Havde du stået her, Søren, ville jeg øjeblikkeligt være faldet dig i armene og været ”yours forever!”
Da jeg var gået helt i stå omkring 38 km og blot traskede målløst frem gennem livet, kom dog pludselig min redningsmand bagfra. Det var manden med den orange 4 timers-fartsætter-ballon, som med en lille flok omkring sig genkendte mig og råbte: ”Kom så Jacob, kom så, der er kun 4 km til målet. Giv ikke op. Tænk positivt, tænkt kærligt om de andre. Husk at din sidemand har det værre end dig selv. Han smerter, han lider. Men hvis du smiler opmuntrende til ham er verden er din. Leg med i den. Kom med, Jacob!”
Det slog mig at han sætning for sætning næsten brugte de samme ord jeg dagligt bruger i min undervisning om racisme, negativ tænkning og selvmedlidenhed. Og lige pludselig fik jeg helt uanede kræfter og kom i løb igen, ja blev slet og ret trukket i mål af al den positive energi.
Sådan en positiv pacesetter eller pacemaker (da det burde være en hjertesag for os alle) kunne jeg godt tænke mig at blive for dig, Søren, for at få dig ud af mudderhullerne ved gadekærets bred – for nu at holde os til ironien i jeres egen nye biografreklame. Jeg ved at jeg er det for mange af DF’s vælgere til mine foredrag, da de ustandseligt fortæller mig hvor lidt opmuntring, der skulle til for at få dem videre for en stund - ud af deres bebrejdende selvmedlidenhed. Omvendt er maratonløbet for mig selv et godt lærestykke i hvor lidt der skal til for at slå folk omkuld, der som jeg fra fødselen har fået gode løbeevner med sig ud på livets løbebane. Vi rummer alle en potentiel DF’er i os og en potentiel multi-kulturadikal!

Men DF’eren, når vi møder denne bremseklods i os selv, skal have opmuntring og hjælp, ikke nedgøres. Det ved du jo selv fra min sidste drillende mail om folkesnegle, der er ude af stand til at komme ud af deres huse for at løbe og lege med os andre. Nu scorer I så nogle billige point på venstrefløjen ved at fremstille jeres egne vælgere - som om de ALLE udgøres af denne undergruppe - som det rene Morten Korch, kakkelborde og stuebirk: Fred være med det. Disse mennesker FINDES jo i Danmark…..vi kender dem….er i familie med dem… men nu gør DF grin med dem. Som vælger ville jeg føle mig trådt på….løbet over ende som i livets maratonløb…..nøjagtig som du selv blev det i min sidste mail…..men denne gang løbet over ende af dig selv og din egen valgstrategi!
Som en klog mand vredt sagde det i sin sidste e-mail til mig: ”Så spar mig venligst, Jacob, for yderligere at smaske provins-stemplet i panden på mig, som du i virkeligheden kun har et meget sparsomt kendskab til.”
Men lidt efter tilføjede han: ”Helt ærligt, Jacob: Hvad vil du dog i selskab med sådan nogle humorforladte mennesker?”

For du indeholder jo ikke selv den store ironi – tager dig selv alt for seriøst fordi du nu har nået toppen og magten og ikke vil ned - mens jeg selv for længst har toppet og ikke fandt det spor morsommere deroppe end at være på bunden – dengang jeg havde bedre tid til at lege med de andre folk på bunden. Du tager derfor også verden for seriøst ligesom jeg gjorde det da jeg først nåede toppen. Ingen af mine venner kunne holde mig ud i den periode. Min kone kan i dag grine over at ”det ikke andet end kunne begynde at gå op for dig da det begyndte at gå ned ad bakke for dig.”
For pludselig magt er ikke let at håndtere. Prikkede man dig på skulderen, ville du få et chok og ikke vide hvad du skulle stille op. Du trænger til at blive væltet gevaldigt omkuld som jeg blev det undervejs …..uden at det dog gjorde mig RET meget bedre…..dog kan jeg i dag grine lidt af mig selv. Lige på dét punkt er du slet ikke som Pia – fred være med hende. Hun ville netop grine hvis man prikkede hende på skulderen – og gribe situationen helt anderledes an, hvis hun blev væltet omkuld. Jo, jo, hun kan også se mopset ud – det er jo sådan vi alle elsker hende – men straks bagefter kommer hendes søde, afvæbnende smil frem.

Nu er jeg for første gang ved at blive lidt personlig, kan du høre – modsat alt det du ”hørte” i den sidste mail. Så tiden er kommet til at vende tilbage til din sætning:

”Ofte i ironiske, noget hånende vendinger, fordi jeg har tilladt mig at søge at trænge ind dit drømmeriske og sværmeriske univers – du, som ellers, selv i fuld offentlighed, ikke holder dig tilbage med at psykoanalysere selv folk, som du kun kender overfladisk.”

Så lad os da prøve at analysere hvem af os der lever i et drømmerisk og sværmerisk univers. Jeg har taget dig på en længere rejse i denne mail for at vise dig hvordan jeg arbejder – drillende overfor dig, men også ironiserende overfor mig selv fordi jeg kender mennesker godt nok til at kunne forarges og more mig med dem med ”Er du selv klar over, hvor skør du lyder, Jacob?” når jeg beretter om mine oplevelser med KKK, KGB, fascistiske pampere etc. Jeg håber at du forstår at jeg netop må forholde mig til de mennesker og den ofte grusomme, men også sjove virkelighed, jeg møder på min vej, med en vis legende ironisk distance for selv at kunne overleve i deres verden. Alligevel er mine konklusioner ikke letkøbte, men ofte ”hårdt tilkæmpede” gennem f.eks. ”dyneløfteri” og anden leg – også med mennesker der som f.eks. Sarah har deres viden fra bøger. Hun var blandt de næsten 20 sociologer, historikere, psykologer, socialarbejdere, etikprofessorer, raceforskere mm. som jeg satte til at redigere min seneste millenium-udgave af mit lysbilledshow for at vurdere om jeg havde begået fejl med at ”psykoanalysere selv folk, som du kun kender overfladisk.” Da de mest var fra Harvard blev mine seneste generaliseringer døbt "Harvardudgaven af Am. Bill.".

Lad mig i øvrigt tilføje at hvis der er noget sted jeg selv er blevet grundigt psykoanalyseret i et væk, er det i USA af psykologer, journalister, psykiatere, astrologer, lommefilosoffer mm. af én meget vigtig grund, som hører hjemme her i vores dialog. Nemlig at amerikanerne simpelt hen ikke kan begribe hvordan jeg har kunnet gøre det jeg har gjort og derfor danner sig et billede af mig som nærmest overmenneskelig og ”Jesus-agtig”, hvilket enhver dansker let kan se at jeg ikke er. Hør bare hvad jeg aften efter aften må lægge ører til i USA: ”Hvordan fik du dog modet til at gøre det?” Og hør så hvordan danskerne reagerer på nøjagtig det samme show: ”Pokkers også, hvorfor fik jeg ikke ideen til at gøre det” hvorefter de hyppigt selv tager til USA for at fotografere i ghettoerne – som den unge fotograf der kom forleden for at vise mig sine egne billeder af sorte kriminelle i Brooklyn.

Parallakseforskydningen i måden at opfatte det, jeg har lavet, skyldes selvfølgelig at danskerne ikke som amerikanerne fra barnsben er opdraget i et konstrueret racistisk univers hvori de lærte irrationelt at frygte de sorte.  Omvendt forholder det sig når amerikanerne kommer til Danmark f.eks. som udvekslingstuderende og sender mig deres fordømmende chokreaktioner over racismen herhjemme, som de kan se lammer danskerne med fuldstændig irrationel frygt overfor indvandrere og muslimer – mennesker, som de ikke selv er opdraget til at frygte i USA. Her beskriver de igen et kunstigt konstrueret univers skabt af især hadske politikere og medier i Danmark.
I begge tilfælde er det således let for den udenforstående at se at menneskene i sådanne undertrykkende samfund er blevet ofre for kræfter, som forsøger at tvinge dem ud af virkeligheden og ind i demagogers og frygt-sælgende/skabende mediers kunstige ”drømmeriske univers”.


Så lad os et øjeblik knibe os selv i armen som Jeppe i baronens himmelseng for at se hvem af os to, der lever i virkelighedens verden, Søren. Er det mig, som konstant konfronteres med, lever med og iagttager menneskers smerte eller dig på Christiansborgs bonede gulve, som bruger den meget bevidst i din valgstrategi? Er det mig, som får voldsomme smerter i benet og ryger på hospitalet fordi jeg falder ned i de massegrave i Kosovo, som du benægter eksistensen af for at passe dem ind i ”dit drømmeriske og sværmeriske univers” af nationalisme og misforstået kristendom? Hvis jeg havde stillet spørgsmålet lidt anderledes ved jeg godt hvad du ville have svaret: ”Er det mig eller Mahmoud Ahmadinejad der lever i et ”drømmerisk og sværmerisk univers” når jeg må ligge og slikke sårene og kærtegne krumnæserne på de overlevende ofre for en virkelighed han benægter?”
Er det mig eller dig der lever i virkelighedens verden, når du bliver ved med at hævde som Uffe Ellemann-Jensen i 1994: ”Jeg tror ikke, at der er mange – om nogen overhovedet – som kunne tænke sig at omdanne Danmark til et multietnisk samfund. Jeg ønsker det ikke.” ?
Nu i 2006 siger han: ”Danmark er i dag et multietnisk samfund, hvor forskellige religioner og kulturer skal leve sammen.”
Men Danmark var naturligvis ligeså multietnisk i 1994, da jeg måtte slikke sårene på min søn efter et overfald fra en pakistansk indvandrerbande på Nørrebro. Forskellen er blot at Uffe Ellemann modsat dig er kommet ud af det ”drømmeriske og sværmeriske univers” han dengang kynisk prøvede at sælge til danskerne for at få magt  mens jeg måtte forholde mig til den barske virkelighed, smerte og vrede, som den form nationalistiske drømmerier skaber ved at skubbe mennesker udenfor fællesskabet og ikke anerkende dem.
Vi lader spøgsmålet ligge om HVORFOR du ikke har samme mod som Uffe til at ”springe ud” og leve med os andre i virkelighedens verden, men jeg vender tilbage til det i vores senere debat.
 

13. En afsluttende drøm om dig og mig .......og Danmark

For lad os lege lidt igen og prøve at antage at det er mig, der drømmer hernede blandt de almindelige mennesker, som jeg går rundt og måler og vejer gennem lidt ”dyneløfterier” for at forsikre mig selv om at de er rigtig levende og sparkende og spyttende og sværgende osv. Men inden man falder i søvn og drømmer er det jo vigtigt, har du engang fortalt mig, at tage Dansk Folkeparti med i sin aftenbøn. Ja, det må jo så være din mere stuerene måde at udtrykke ideen om at ”gå i seng med fjenden” på, så lad os prøve det med hinanden for at se om vi kan bruge det til lidt virkelighedserkendelse f.eks. til at forstå hvorfor vi endte med at gå hver sin vej i livet. Du ligger som du har redt med mig, for jeg havde faktisk sådan en drøm om dig forleden. For når man i længere tid går og tænker kærligt på et menneske, som du ved jeg gør på dig, er det jo svært ikke at slæbe personen med sig i seng og der drømme videre om ham.

I drømmen oplevede jeg noget sjovt. Vi havde nemlig begge nøjagtig den samme opvækst. Jeg så dig boende i et langt gult hus ligesom mit barndomshjem - begge bygget lige på det tidspunkt i 1864, hvor det udad tabte skulle indad vindes i Jylland. Mit lå faktisk kun 29 km fra alt det tabte bag Kongeåen. Men her 100 år efter byggede hele vores barndoms udsyn stadig på dette nationale fundament, hvilket viser - ligesom Sarahs historie – hvor længe efter at føle sig angrebet på sin identitet man må slikke sårene.
 

For at komme op til vore barndomsværelser i denne gule bygning skulle vi gå op af en trappe og derefter hen gennem et uendeligt langt mørkt loftsrum. For enden var vores gavlværelse med døren lidt til højre måske for at symbolisere den lidt højredrejede pakning en sådan nationalisme altid har. Oven over mit værelse husker jeg i øvrigt at vi gemte julepyntet, hvori flethjerterne, som vi lavede til ungdomsforeningens julekomsammen i præstegården, altid var spist op af musene fordi vi havde glemt selv at spise pebernødderne deri. Når vi kom ind i vore værelser var de begge møblerede med gamle, mest mørke møbler, som var nedarvede fra familien. Mit skrivebord havde tidligere stået i min tipoldefars præstegård i Løgumkloster tæt ved vores stamgård i Løgumgårde, som i dag bebos af den del af min familie, som blev tysksindet under vort store nationale tab, min gode ven og fjerne slægtning, Franz Holdt, som selv led et stort smerteligt tab, da han førte ulykkesbussen forrige sommer i Tyskland, hvori to danske studenter blev dræbt. Han førte dog også Polensbussen i hvilken min far fandt sin fjerde og sidste kone.

Det er derfor ikke så underligt at jeg i dette, vores gavlværelse, i min drøm ser et dannebrogsflag sat op på væggen mellem de to vinduer, som førte ud til den store vide verden i vores barndom. Den slags vinduer hedder netop dannebrogsvinduer og viser i deres oprejste stilling vores forankring i et kristent livssyn. Flaget, som jeg fejrer ved at sende denne mail til dig som fødselsdagsgave på dets 787 års fødselsdag i dag den 15. juni, kommer derfor til i begge vore sind at stå som "den lidende" midt mellem de to "syndige" røvere på korsene. 

Dette var hele fundamentet i vores fælles barndom, hvor vi sikkert begge tit har ligget der i vore senge og lyttet til de danske sange og salmer, som trængte op gennem gulvbrædderne fra stuerne nedenunder nøjagtig som Bertil Haarder oplevede det med sin vugge placeret lige oven over fællessalen i Rønshoved Højskole – den højskole som jeg stadig efter 7 foredrag der med udsigten over til det truende Tyskland oplever som den med den stærkeste danske sang – så stærk at den efter få uger kan få selv københavnske elever til at synge ivrigt med. Nu hvor min far er død er det nok det stærkeste billede jeg har af ham, når han stod der i åbningen mellem vore to største stuer fyldt med sognets beboere ved kaffebordene og istemte den helt særlige danske sangskat. Derfor ser jeg os også begge i min drøm meget tidligt sidde ved klaveret og spille disse sange, - ja, så ivrigt at vi endog kunne finde på at pjække fra skolen for at gøre det. Når jeg i dag kommer ud i foredragssale og kirker over hele verden, sidder jeg stadig og spiller dem efter gehør på klaverer og orgler – særligt i USA hvor ingen kender dem og kan høre når jeg spiller falsk.
 

En anden måde, hvorpå jeg fik Mor Danmark ind meget tidligt, var i ugerne op til grundlovsdag, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn fordi der var havde fælleslæsning, som det hed når ungdomsforeningen indøvede sine amatørskuespil lige neden under mine to åbne vinduer. Aften efter aften fik jeg listet alle de kendte replikker og sange fra Der var engang, Jeppe på Bjerget, Molboerne, Elverhøj, Røverne fra Rold, Et folkesagn, Eventyr på fodrejsen med ind i søvnen. Jeg havde kendt Ivar Hansen, folketingets senere formand, lige fra jeg var 3 år gammel, men det var her jeg sommer efter sommer fik hans smukke stemme vævet så stærkt ind i mine drømme at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg mange år efter holdt tale til hans begravelse på Hovborg kro, hvor vi sammen altid var endt til morgenkaffe efter vore nattergaleture i ungdomsforeningen.
 

I min drøm ser jeg også os begge krampagtigt holde fast i og dyrke tabet af det historiske Danmark. Jeg ved ikke om du har haft noget med Skåne at gøre, men jeg drømmer at vi kæmper side om side i en eller anden sjov Don Quixote kamp om at få Skåne-Blekinge og Slesvig-Holsten tilbage. Det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om fra dig, hvis der er lidt sandhed i det. Jeg selv besluttede mig for til fods i år 2000 at genvinde det tabte med mit ”historiske” Danmarksløb fra Vesterhav til Østersø – fra Blåvand til Kalmar - og fra Skagen til Elben. Jeg gennemførte de i alt 1237 km på 83 timer og havde meget sjov undervejs, legebarn har jeg jo altid været. Bl.a. mindes jeg forbløffet at standse op da jeg kom til ”Marathonvej” i Svenstrup, hvorved jeg kom i hyggelig snak med en indvandrer. Du kan læse om det i min løbsdagbog, men deraf må jeg jo konkludere at selv din barndomsby nu er blevet multietnisk. (Eller er det mig der drømmer?)

Ligeledes konkluderede jeg at vore tabte danskere har fået det psykisk bedre i deres nye hjemlande, for hyppigt hilste folk nysgerrigt og venligt på mig når jeg løb gennem de lange tyske og svenske strækninger, mens dette aldrig skete i Danmark, hvor folk tvært imod hyppigt steg ud eller vendte om i deres biler for vredt at skælde mig ud for at løbe på "deres veje". Er det mon så uvenligt vi modtager vore indvandrere, tænkte jeg?

Vore veje skiltes også, da jeg opdagede hvor let det er blevet at ”indvinde det udad tabte” i kroner og ører ved nu at kunne ”løbe” frit over grænsen for at hente øl. Så mit løb blev i høj grad en hyldest til EU og det større grænseløse fællesskab, hvorfor jeg nu pønser på at fortsætte det helt til Rom for at fejre Rom-traktaten og EU. Følgelig endte jeg da også med at slutte fred med mine indre nationalistiske stormagtsdrømme ved vores gamle grænsestation i Brömsebro, hvor freden jo blev underskrevet 252 år tidligere. På dette sidste lange løb gennem skovene op til Kalmar havde jeg taget min kone med, da dette symbol på nordisk enhed blev bygget af hendes 22. tipoldefar, Kong Knut Eriksson.
Men fortæl mig lidt om hvad dit forhold er til Skåne!

Jo, Søren, der er sikkert forskelle i detaljerne, men i min drøm om dig ser jeg først og fremmest lighederne hos os. Vi har sikkert begge drømt os ud i den store verden gennem disse to vinduer i vort barndomsværelse – symboliserende valgmulighederne vi havde - solidt forankrede i flaget mellem dannebrogsvinduerne. Hvorfor endte vi så i hver sin grøft? Og hvorfor, som jeg vil prøve at vise det, ender vi alligevel med tiden i den samme danskhed? Er det den store røde klump vi begge to så at sige falder over lige udenfor vore vinduer? Jeg ser os i al fald begge stirrende ud på en stor rød bygning udenfor vore vinduer. Hvad den røde bygning skal symbolisere ved jeg dog ikke helt idet kvinden, jeg normalt bruger til drømmetydning, aldrig kommer udenfor sin egen dør og derfor er blevet islamofob - skræmt af mediernes og DF's sludder. Så hun gider ikke at snakke med mig mere - endnu et sørgeligt resultat af jeres politik med at splitte frem for at samle. I mit tilfælde havde den røde bygning uden for mit gavlvindue dog lidt at gøre med danskhed idet det var her vi opbevarede de brunkul vi måtte ty til i de hårde tider, f.eks. når Danmark var besat. Jeg er dog sikker på at min kyndige drømmetyder vil kunne give bygningen en dybere betydning.

Måske forskellen imellem os skyldes at vi begge fik vore drengedrømme ødelagt fordi vi slæbte piger ind i dette drengeværelse. Lad os kigge to af de piger, som vi på det tidspunkt var kærester med, lidt efter under skørterne. Var det ikke allerede mens du boede på dit værelse at du slæbte Mette derind og I kort tid efter fik barn sammen? Ja, undskyld, men jeg er jo lidt dyneløfter, ved du, og som jeg ser det blev du derfor tvunget til meget tidligt at tage ansvar for en familie, hvorfor du ikke havde samme frihed som jeg til at føjte omkring og føre drømmene i ”Ole sad på en knold og sang” ud i livet....ud i verden.

Men forholdet til Mette, som jeg ved du holder meget af, kom vist også til at forme dit udsyn på andre måder. Jeg har aldrig helt fundet ud af om hun var jøde eller halvjøde, men på en eller anden måde fører dette forhold dig gennem jeres datter Ditte til Israel. Dette mener jeg har en vis betydning for måden vi hver især ser tingene på, for i Israels apartheidvirkelig føler man sig let tvunget op mod muren og ser virkeligheden gennem stærkt farvede ”vi mod dem” briller. Der får man også let en grundholdning præget af frygt samt – hvis man enøjet vælger kun at slå sig ned på den ene side - samt også let en god portion islamofobi. Jeg siger ikke at de sort-hvide-holdninger, jeg i mine mails beskylder dig for at have, stammer derfra, blot at det er pudsigt at en mand med sådanne kompromisløse holdninger ender med at føle en stærk tilknytning til en konflikt, hvori det store flertal af både jøder og palæstinensere netop har sådanne enøjede holdninger stik modsat de jøder og palæstinensere jeg normalt omgås i USA, hvor de er de stærkeste forkæmpere og fortalere for det multikulturelle og multireligiøse samfund og derfor er dem der organiserer flest af mine shows.

Nå, man ligger jo som man har redt og det oplevede jeg også da jeg i min ungdom tog en pige hjem i mit barndomsværelse. Det var den canadiske Kristen Godfrey, som jeg tidligere fortalte dig om. På det tidspunkt var jeg blevet politisk vakt og sammen malede vi i mit værelse store bannere natten før påskemorgen mens mine forældre var til fest. Jeg var rystet over sulten og krigen i Biafra og over at danskerne ikke sendte nok penge til ofrene. Især var jeg forarget over at min far og menighedsrådet kunne finde på midt i den tids Darfur-konflikt at bruge et kæmpebeløb på at bygge et tårn på vor landsbykirke. Derfor brugte jeg citater fra alle de førnævnte danske salmer, hvori bl.a. Grundtvig siger at man ikke skal bygge tårne til Gud når mennesket lider her på jord, og malede på lange hvide bordpapirruller fra de herlige jyske fællesborde. I nattens mulm og mørke listede Kristen og jeg så rundt på kirkegården med store stiger og klistrede hele vores hvide kirke over inden ”den gyldne sol frembrød gennem den kulsorte sky.”
Således fik jeg nærmest et konkret fysisk spark af min far ud af mit barndomsværelse, ud af al min danskhed og lige ind i det multikulturelle Canada, for næste morgen kørte han os uden et ord ud til landevejen hvor vi måtte blaffe af sted. Men mens jeg i det næste år arbejdede på Kristens farm i Canada blev jeg ved med at længes hjem, - ja, kunne næsten græde mig hjem om natten til mine danske rødder, som betyder så meget for mig. Jeg boede i en lille træhytte lidt væk fra gården i en ødemark og da jeg havde købt rygsæk med dannebrogsflag til den store blaffetur gennem Latinamerika, som jeg havde tænkt mig at foretage året efter, satte jeg også i dette mit nye værelse flaget op mellem mine to vinduer, som nu vendte mod øst - hjem mod det gamle Danmark, jeg savnede, og den far, jeg følte jeg havde mistet. Og her sad jeg og skrev de længste breve i mit liv – et af dem på 160 tætskrevne sider – hjem til min familie og mine venner fra landsbyen - breve som er blevet en fortsat tradition lige siden i form af årlige julebreve til dem alle. Som jeg sagde, ingen af os to er født ind i det multikulturelle samfund og netop i dette svære overgangsår fik jeg alle mulige ”danske” ting og minder sendt over til mig i Canada, alt fra prædikener til bånd med hver eneste af Giro 413’s udsendelser - vel nok noget af det mest danske vi har - som min far altid havde sovet middagssøvn til om søndagen inden sin anden gudstjeneste.

Jeg ved ikke hvordan din Mette så ud, men som hippie klædte min Kristen i Canada sig ligeså farvestrålende som det ydre multikulturelle samfund, jeg nu var plantet i, hvorfor jeg nu langsomt og kærligt blev listet ind i dette uden at jeg tænkte over det – altså alt det som du ”ikke vil trækkes ind i”. Begge vore to barndomskærester synes altså at have haft en stor indflydelse på vore senere divergerende livssyn, som vi nu så ivrigt diskuterer her i vores korrespondance. Jeg kom til at tænke på dette da jeg under Muhammedkrisen igen var taget op til Kristen Godfrey på farmen i Canada. Hun har ligesom mig ikke bestilt andet end at lege sig igennem livet - i hendes tilfælde fortsat i farvestrålende hippieklæder og leg med guruer og vismænd i mange forskellige lande – men nu 36 år efter var mit dannebrogsflag fjernet fra min gamle hytte. Og det var sikkert meget godt, for her i det multikulturelle Canada var det meget upopulært på det tidspunkt, hvor jeg på computeren nu så det stå i brand over hele verden fordi nogle danske landsbytosser omkring et gadekær ikke havde indset at de nu var en del af denne verden.
Men i al fald, når vi oplevede også denne krise så forskelligt på trods af vor fælles rodfæstethed i det danske, tyder meget på at vore to livssyn i dag begge har rod i at vi tidligt lod os forføre af to kærester, som slap ind i vore dannebrogssmykkede værelser. Hvilken magt de kvinder har!

Noget, der i øvrigt overraskede mig dengang, jeg selv udvandrede, var hvor mange danske indvandrere, der var i Canada og hvor uforholdsmæssigt mange af dem der kom fra netop min fattige vestjyske hjemegn. Min barndoms legekammerater fra vore to nærmeste nabohuse genså jeg senere som udvandrere i Canada. Så måske en lille del af vore indbyrdes forskelle skal søges i at jeg stammer fra det sandede indremissionske Vestjylland mens du, Søren, er rundet af den fede og dovne himmerlandske muld. Tænk f.eks. på hvordan Johs. V. Jensens Himmerlandshistorier umiddelbart fungerer som en kontrast til rejsernes internationalisme og som en beskrivelse af tabt traditionalisme og rodfæstethed med skæbnehengivne og refleksionsløse mennesker. F.eks. sagde de ikke den kulturradikale, krumnæsede Georg Brandes ret meget, da han jo netop så dem som et sindbillede på alt det han selv prøvede at ændre ved at sætte det fyrre år forsinkede, alt for søvnige Danmark til vægs. Men kan man andet end med os multi-kulturradikale more sig over at der stadig findes sådanne mennesker i dette land, der som Søren tidligt besluttede sig for at rulle gardinerne ned over sine to vinduer ud mod verden for der i skjul at hygge sig med Mette. For som der står skrevet:

”…… her slog de sig sandelig løs, og det var tydeligt, at det smagte dem saligt. Ikke at det klædte dem, for de havde jo aldrig prøvet det før, og derfor løb de avet om og hoppede forkert i det som Bolde, der ikke er runde. Bakkonen (Inger) var ikke glad. Det anede hende, at Magten her stod paa Spil. Saa maa man jo tie og lære af Ukvemmet for siden i det daglige lidt efter lidt at lempe sig ovenpaa igen.”

Jo, historien om Syvsoverne på Bakgården levede videre i både Fremskridtspartiets ”landsbytosser” og DF - nøjagtig som I selv siger det i jeres biografreklamer - for Bakgårdsfolkene blev, da det ”nymodens” Kjeldby med de ”flyvegale” multikulturelle ideer opstod, ”siddende paa den ældgamle Boplads og førte de gamle Skikke videre ned i en Tid, der ikke mere kendte dem.”

Men her ender Johs. V. Jensens (og min) nytårsspas ikke – den spas, der som bekendt gik ud på at tilklistre alle gårdens vinduer, så at tiden syntes at stå stille og alle indenfor efter den anden nat følte sig ret så udsovede, at sønnerne begyndte ”uden nogensomhelst Grund” at more sig og døtrene ”spjattede i Dynerne og gnæggede som unge Kvier”.

For verden har ændret sig, Søren, og hvis du nu vender tilbage til vore to barndomsværelser i min drøm – thi det kan i dag kun forblive ved en drøm idet begge vore gule barndomshjem for længst er revet ned om end fundamentet tydeligvis består – prøv så nu at trække de to rullegardiner op, som du fordums mørklagde dit udsyn fra værelset med (jeg mener….. inden du blev syvsover :-)
 

Her ser du nu pludselig lyset strømme ind i værelset fra de to valgmuligheder vi begge tidligt havde i vore liv. Men ligegyldigt hvilket vindue du vælger vil du opdage at de fører det samme sted hen. Begge fører ud til Danmark i dag, sådan som jeg har skildret det med mit kamera med et døgns mellemrum forrige weekend. Klik på det venstre og du vil møde nogle mennesker, som umiddelbart ligner den gamle Bakgårdsidyl, du forsøger at fastholde. Det er nogle af mine gamle vestjyske venner, der fejrer deres 120 års fødselsdag - nøjagtig midtvejs mellem dit og mit barndomshjem - ved Dallerup omkring Silkeborg, hvor min farfar var præst og ligger begravet – ham som blev født 1,9 km fra dit nutidshjem i Køng. Jeg holder enormt meget af disse mine barndomsvenner, men jeg har hyppigt voldsomme diskussioner med dem da de bekender sig til de samme DF-ideer om ”skik følge eller land fly” som du selv gør. Men skønt mange af dem til festen netop var DF-vælgere er spørgsmålet om de mon selv følger vore gamle skikke og holder vore gamle danske traditioner i hævd?

Nej, disse syntes bedre at blive holdt i live af mine nye venner, som du vil møde ved klik på højre vindue. For hvis du savner dannebrogsflaget fra vores barndomsdrøm er det nemlig her du vil se et syn som du troede, du kun kunne opleve det til Dansk Folkepartis landsmøder. Prøv at løbe alle billederne igennem og tæl alle de flag, som jeg oplevede til en typisk fødselsdagsfest hos mine pakistanske venner aftenen efter festen ved Gudenåen. Jo, de klæder sig så farverigt, de pakistanere, at du ikke synes de hører med til dronnings gallafester, men deres danskhed bør du ikke betvivle. For langt ud på natten hørte jeg dem istemme alle de samme danske sange, som vi selv sang i vores barndom. Men til mine gammeldanske venners jyske fest aftenen før havde jeg ikke hørt én dansk sang og så ikke et eneste dannebrogsflag. Som jeg drillende sagde næste dag, da jeg sendte dem billederne – thi mine gamle skolekammerater elsker jeg at drille endnu mere end dig – hvorfor har I jyder dog ikke lært ligesom mine pakistanske venner at ”skik følge eller land fly”?

Dette er vores nye danske virkelighed som ingen himmerlænding længere kan trække gardinet ned for og feste sig fra. Men også jeg bliver i min høje alder efter mange år i udlandet overrasket over hvor hurtigt mange af vore indvandrere har tilegnet sig alt det jeg selv lærte at elske i min barndom så at de i dag synger ”Jeg ved en lærkerede” endnu bedre en rødderne i Politikens sjove biografreklame. Vi gammeldanskere kan deraf lære at ligegyldigt hvilket ”vinduesudsyn” vi havde valgt i min drøm var vi havnet samme sted i det nye multikulturelle Danmark. Vi lærer også at en masse danskere, som de lyshårede drenge vi ser på mine billeder fra den pakistanske fest, må have leget med disse pakistanere for at de i så klokkerene toner kunne overtage de danske værdier, som du og jeg fik af Mor Danmark. Og det giver håb for fremtiden!

Derimod giver det mindre håb at vi stadig har så mange syvsovere, som nægter at lege med alle de andre indvandrere og sikre at disse gennem leg og spil og sang i lige så høj grad kan lære at holde af alt de vi to havde kært, Søren.  Det er gennem leg og sjov og fest og ballade med hinanden vi atter kan få flaget på fuld stang i alle danske hjem, så folk i andre lande igen kan se op til os. For en ting må du og jeg kunne blive enige om. Hvis nogle af vore nydanskere ikke synger den danske sang og vort modersmål så rent og smukt som disse paki-danere, så må det være fordi nogen af os, de gamle, ikke har leget nok med dem og derved gjort dem til "de andre." Og for dig og mig, som holder så meget af de gamle danske værdier og ønsker vore traditioner fortsat, så bør sådanne gammeldanskere, som truer disse værdier og måske slet og ret får den danske sang til at forstumme ved at stille sig udenfor legen, af eftertiden kaldes for "landsforrædere" - for at bruge et af dine egne populære udtryk. 
Sådanne "landsforrædere" truer og forsinker også min dialog med dig, for da der er så mange danskere, der undlader aktivt at deltage i denne fædrelandskærlige fest med ”de andre,” tvinges jeg og nogle få andre gammeldanskere efterhånden til bruge al vores tid på fest og leg - samt desværre også i stigende grad at slikke sår på eller kærligt kysse vore nye skadede krumnæser "velkommen". Blot i sidste weekend var jeg til 5 fester. Det er sjovt – og jeg forstår ikke hvorfor det er så mange dybt imod at gå til så farverige fester eller at byde nydanskerne med til middage og egne fester - for det er faktisk bydende nødvendigt hvis vi vil føre vores kulturarv videre og hvis vi skal undgå at slikke sårede ”krumme næser” i mange år fremover.
 

De kærligste hilsner her på Dannebrogs fødselsdag
fra din kampfælle i denne vor fælles kamp for at bevare alt det danske

Jacob