1. mail til Søren Espersen, DF


 

Introduktion om hvordan vi endte med at blive det vi blev 
 

(Vi skylder eventuelle læsere at fortælle hvordan vi blev venner). Den første gang jeg mødte dig, Søren, vandt du øjeblikkeligt mit hjerte. Jeg er af natur ret reserveret og kølig i det ydre og har derfor altid følt mig tiltrukket af varme mennesker. Straks du så mig på Christiansborg slotsplads på en blæsende martsdag i 2001 kom du hen og lagde armen kærligt om mine skuldre. Jeg overgav mig næsten øjeblikkeligt. Ja, næsten, for jeg var jo ankommet med en god portion fordomme overfor dig. Sagen var at Politiken havde fået den skøre ide at lave et debatarrangement med os to som gladiatorer i arenaen og for at reklamere for mødet skulle vi først ”hidse publikum op” i et dobbeltinterview i Politiken. Jeg må tilstå at da Politiken nævnte dit navn for mig, anede jeg ikke hvem du var, da jeg har levet så meget af mit liv i Amerika at jeg stort set kun vidste at Danmark bestod af på den ene side Pia Kjærsgård og på den anden side alle de ”rigtige” danskere, som jeg kunne romantisere og være stolt af i USA. Nu skulle jeg så her på slotspladsen fotograferes sammen med en såkaldt informationschef for hende – i mangel af hende selv – og fattede derfor ikke hvorfor jeg faldt pladask for dig. Jeg husker at jeg et kort øjeblik tænkte, ”det er bare et beskidt trick djævlen bruger til at friste mig ved at tage sig menneskelig ud”. Men lige lidt hjalp det, da jeg jo altid har befundet mig fint sammen med djævle og forsvaret de værste af slagsen. Så jeg var solgt på stedet selv med disse, mine indre modargumenter.  

Helt svag i knæene blev jeg da vi skulle fotograferes foran et kæmpe Dannebrogsflag, som ustandseligt blæste mig omkuld mens du stod rank og stolt foran med hænderne i lommen som var det den mest naturlige ting for dig at læne dig op af danskheden og finde hvile i den. Flere gange, når denne truede med at blæse mig et langt stykke, rakte du igen din kærlige arm ud for at redde mig hjem. Da blev du helt faderlig for mig, for det var som et deja vue med alle de gange jeg hørte min fars  fornuftsbestemte stemme i årene, da jeg rejste som ung vagabond i USA: ”Er det mon nu også klogt, det du gør? Er det ikke på tide at du snart vender hjem og får en uddannelse og gør lidt nytte for dit land?” (Ja, mere end noget andet minder hele denne brevveksling med dig om den voluminøse korrespondance jeg fik med min far i årene efter bruddet mellem os fordi jeg havde overmalet hans kirke med politiske slogans. Også han prøvede altid at tale mig til fornuft).

Vi former jo hele tiden vore medmennesker med vores adfærd og hvor vigtigt dette første kærlige møde med dig var for at nedbryde mine egne fordomme opdagede jeg i ugen derefter, da jeg skulle finde på noget at sige til dig til vores kommende debatmøde. Jeg kom hurtigt på den tanke at en sådan ven kunne jeg da ikke gå ind og angribe offentligt som en anden blodig gladiator. I hver eneste anklage jeg forsøgte at forme mod dig i mine tanker så jeg samtidig for mig et lige så stærkt forsvar. Særligt når jeg sammenlignede dig med mig selv indså jeg at du jo ikke var spor værre, thi havde jeg ikke selv i mit indre ofte næret de samme tanker, som du havde haft mod til at lufte lidt mere højrøstet i offentligheden? Så hvem var jeg til at kaste den første sten? Derfor endte jeg med at vælge næsten konsekvent at forsvare dig overfor det jeg vidste, ville blive et ”frelst” publikum af Politikens læsere og i stedet at vende pengefingeren anklagende mod min egen, langt mere destruktive racisme.

Lad dette ligge nu, men jeg er ikke i tvivl om at dette var øjeblikket, hvor vores venskab startede, thi du viste en vis forbavselse over at møde en modstander, der ikke straks tog boksehandskerne på for at slå til Søren. Jeg husker i al fald at du bagefter sagde at jeg måtte være en slags filosof – hvormed du sikkert blot mente at jeg ganske rigtigt aldrig ville egne mig til at blive politiker. Og derefter foreslog du at vi skulle lave et ”road show” sammen når det jo nu gik så godt og vi stod så enige sammen overfor et rasende publikum. Siden mødtes vi igen i paneldebatter, hvor du vandt – om ikke publikums hjerte – så dog mit. Og vi begyndte at skrive drillende e-mails til hinanden, hvori du prøvede at overbevise mig om at du nok snart skulle få mig ind i Dansk Folkeparti og jeg svarede at sådan som vindene blæste skulle det da ikke undre mig om du en dag fik ret. (Jeg vil selvfølgelig også forsøge at få dig over på mit ståsted, men skal først lige selv finde ud af hvor det egentlig er jeg står :-)
Nu kan du så gøre forsøget på at overbevise mig her i vores fortsatte e-mail-korrespondance, men at jeg overhovedet har gjort mig lydhør for og åbnet mig op for dine værdier viser hvor langt man kan komme med lidt imødekommenhed overfor sine fjender – den kærlige imødekommenhed du lagde for dagen ved vort første møde uden hvilken denne dialogbog ikke var blevet til.

Hele dette første møde med dig mindede mig utrolig meget om en skelsættende begivenhed 32 år tidligere, som jeg vil fortælle dig om fordi den fik mig til at åbne mig op for nogle værdier, som jeg tidligere selv havde haft stærke fordomme overfor – værdier, som kom til at forme mig for livet og som jeg nu forsøger her at give videre til dig. Uden disse værdier ville jeg ikke have mødt dig, for det er de værdier der bevirkede at vi havnede i hver sin politiske grøft skønt vi vist ikke var det på det tidspunkt jeg her taler om, en kold blæsende regnvejrsdag i 1969. Jeg var efter 1967 blevet enormt aktiv i kampen for at få standset USA’s folkemord i Vietnam, der endte med at koste 3 millioner mennesker livet. Jeg boede i en baggårdsligkistebutik i Dannebrogsgade, hvor jeg havde lejet butikken i forhuset ud til Foreningen af Danske Vietnam-frivillige, der under Finn Ejnar Madsens ledelse ønskede at sende danskere ud for at kæmpe på vietnamesernes side. Så jeg kan med en vis stolthed sige at studenteroprøret startede fra mine stuer, for det var her Finn Ejnar forberedte sin berømte aktion, hvor han skubbede universitetsrektor Mogens Fog ned fra talerstolen og hvor han lavede alle de maoistiske studenteroprørsplakater, som dækkede Københavns mure på det tidspunkt.
Men Finn Ejnars gruppe gik ind for vold – alle er de i dag døde, en af dem endte senere som terrorist i Blekingegadebanden – så vi var nogle stykker der hurtigt brød med dem og dannede tirsdagsgruppen. Jeg var trods alt lige blevet smidt ud af Livgarden fordi jeg nægtede at skyde og brød mig heller ikke om alle de røde faner i Finn Ejnars gruppe. Mit engagement i Vietnam var ikke af ideologisk natur, men begrundet i en humanistisk rædsel over at se et folk, som kæmpede for uafhængighed blive slagtet i milliontal. Derfor lod jeg mig samme år vælge ind i bestyrelsen for "Vietnam 69" sammen med Anker Jørgensen og skuespilleren Berthe Kvistgård. I tirsdagsgruppen lavede vi fortrinsvis oplysende arbejde – jeg brugte for eksempel alle mine penge på at fremstille nogle skrækindjagende plakater med et napalmbrændt barns deformerede ansigt og teksten ”Boykot ESSO,” som ESSO måtte sætte en hel lille hær af medarbejdere til at fjerne lige så hurtigt, vi satte dem op overalt i København.
 

Jeg vedlægger dette billede for at vise hvordan jeg altid delte sol og vind lige i mit ikke-ideologiske
engagement for de undertrykte. Under invasionen i Tjekkoslovakiet i 68 lavede jeg et stort banner hvor jeg sammenlignede
frihedskampene i Vietnam og Tjekkoslovakiet og sultestrejkede med banneret i en uge uden for Sovjets ambassade.
Jeg finder det lidt pudsigt i dag at se på billedet at den eneste periode i mit liv hvor jeg - som du nu gør det i dag -
 gik med jakke og slips var i denne mest rebelske og fanatiske tid under ungdomsoprøret i 67-70. Jeg havde lidt svært
ved at slippe mine rødder på højrefløjen og følte mig fuldstændig fremmedgjort blandt alle de røde faner jeg havde
forvildet mig ind iblandt. Jakke og slips smed jeg først da jeg opgav medløberiet og fandt min sande identitet og
indre tryghed som "vagabond" i USA. "Den som står ene, står stærkt."
 

Men i efteråret 69 skulle der være en stor NATO-øvelse med amerikanske tropper nede på Vordingborgegnen, hvor du jo bor i dag, Søren. Og med det enorme fjendebillede vi havde arbejdet op af USA var der ingen vej udenom – vi måtte simpelthen ned og konfrontere fjenden. Men alt gik galt for os på den tur. Vi havde lavet løbesedler til de amerikanske soldater, hvor vi tilbød dem hjælp med at flygte til Sverige som så mange andre desertører gjorde på det tidspunkt, men kunne stort set ikke få fjenden i tale. Så vi endte med i frustration at lave magtesløs sabotage – klippe telefonledninger over, male slogans osv. Til sidst var vi kørt fast i mudderet, da vi stod og malede en bro mens regnen piskede ned over os. Vi kunne ikke tilkalde hjælp af frygt for politiet, idet hele broen over os lige var blevet malet over med ”USA out of Vietnam.” Men så pludselig, da humøret var længst nede og vi sad gennemsølede i muddergrøften, dukkede ud af mørket en amerikansk jeep op og en officer sprang ud og råbte til os: ”Hey, you need help, buddies?” Og inden jeg overhovedet havde fået fremstammet et pibende ”Yes” havde han allerede på sin radio tilkaldt en stor mandskabsvogn, som med lange kæder fik os trukket ud af muddergrøften. Vi var så chokerede at vi lod soldaterne gøre hele det beskidte arbejde i mudderet mens vi selv stod med hænderne i lommen eller på ryggen af angst for at de skulle se dem, overmalede som de jo var med blå maling i de år hvor man ikke havde spraymaling, men "malede med store brede pensler", og nervøse for at deres øjne gennem regnen skulle opdage broen. Men inden de tog af sted, lagde officeren pludselig kærligt armen om mig, vendte blikket op mod broen og sagde: ”Nice work you did. I feel just like you. If you ever come to the States, look me up.”

Det var det øjeblik min kærlighed til Amerika startede. Jeg var øjeblikkelig solgt. Når man har oparbejdet et så voldsomt had mod nogen, som vi havde det i de år, føles det som en utrolig befrielse pludselig at opleve en menneskeliggørelse af dem, man nærer fordomme imod. Ingen bliver jo lykkelige af at tænke dårligt om andre. I sin befrielse får man pludselig en uendelig trang til at blive en del af sit tidligere fjendebillede, ja, forelsker sig let i det ……som du ved jeg altid har været det i Pia Kjærsgård. Nu hvor jeg i et glimt havde oplevet amerikanerne som mennesker, man kunne nå, fik jeg pludselig en afsindig trang til at rejse til Amerika for at ”tale Roma midt imod.” Og pga. de handlinger jeg havde begået i alt mit had, kunne det pludselig ikke gå hurtigt nok. For kort tid efter modtog jeg et erstatningskrav på 34.000 kr fra DSB for ”ødelæggelse af nogle sydsjællandske broer” og var nødt til at flygte over hals og hoved for at undgå en retssag. (Dette skete nøjagtig samtidig med bruddet med min far for at have "ødelagt hans kirke.")

Således gav en kærlig arm om mine skuldre - midt i mit mørkeste vanvid - anledning til ”flugten til Amerika” og til at jeg selv 5 år senere blev amerikaner med de anderledes værdier dette nye hjemland har givet mig - værdier som jeg nu låner af når jeg taler dig og Roma midt imod - her i mit eget fødeland.
 

(To timer senere)   Hm, det var underligt at jeg to gange brugte ordet Roma, for da mine øjne pludselig faldt ned på min kalender, opdagede jeg at der stod det selv samme ord og kom i tanke om at jeg skulle til en roma-demonstration på Christiansborg slotsplads i dag. Så jeg styrtede derind på cyklen - lettere forsinket pga. skriveriet til dig. Og her handlede det ikke om at tale roma midt imod, men med romaer midt imod folketinget og dets udvisning af dem til Kosovo.  Det virkede dog hurtigt ganske meningsløst at stå at råbe mod denne store umenneskelige stenmasse, Christiansborg, og mine romavenner så snart ganske opgivende ud. Men så pludselig fik jeg en god ide til at prøve at menneskeliggøre de kolde stenmasser lidt for romaerne og sagde:

”Jeg har en rigtig god ven derinde. Han hedder Søren og han synes lige som jer at albanerne i Kosovo, som jog jer på flugt, er nogle rigtig dumme svin. Det har jeg faktisk lige snakket med ham om for nylig, så jeg er sikker på at han sammen med den søde dame, Elsebeth Gerner Nielsen, der som den eneste er dukket op fra det kolde stenhus for at komme jer i møde herude, vil hjælpe jer så I kan blive her i landet, nu hvor de modbydelige albanere har jaget jer ud af jeres eget land. Jeg lover jer at lægge et godt ord ind hos Søren Han er nemlig til at tale med, har jeg opdaget, hvis bare jeg bruger hans egen jargon for albanerne og fortæller ham at det er ”muslimerne”, som har jaget jer på flugt.
Ja, faktisk har I fået jer en rigtig ven i Søren, tør jeg godt love jer, for jeg hørte netop i nyhederne for lidt siden at han i dag derinde i folketinget udtalte at ”en fjende af min fjende er min ven.” Og da det faktisk ikke er mere end et par dage siden, han betroede mig at han ikke rigtig selv har nogen venner, er jeg sikker på at han savner nogle venner ligeså meget som I gør det.”

Det var lige hvad romaerne havde brug for at høre. Pludselig blev de store kolde, umenneskelige stenmasser menneskeliggjorte for dem og de så et pludseligt håb ved at se for sig dit kærlige, milde ansigt mens vi råbte højere og højere: ”Søren, Søren, kom nu ud!”
Men du kom ikke ud – skønt du var ”ved at brække dig over at sidde til bords med fascistiske pampere fra mellemøstlige diktaturstater” derinde, som du sagde i dag - så jeg må vente med at introducere dig til dine nye romavenner ved en anden lejlighed, Søren.

En lille hilsen fra dine nye romavenner, der kom
for at besøge dig i dag på Christiansborg, Søren


Vi indtager Christiansborg slotsplads med romaflaget for at få dig i tale
 

Denne pige har også brug for en kærlig arm, Søren.

Hjælp hende dog med at komme væk fra muslimerne, Søren
 

Elsebeth Gerner Nielsen var den eneste på Christiansborg, som viste os et kærligt ansigt i dag.
Hvor var dit, Søren?

Fotos: Jacob Holdt

Nå, men jeg vil lige fortælle dig om en anden skelsættende begivenhed i mit tidlige liv, hvor jeg selv - ligeså kærligt og udadvendt som dig - havde mod til at lægge min arm om et menneske – et fremmed menneske på flugt - og derved kom til at åbne mig selv op for en helt nyt tankeverden, ja, fik en hel ny verden forærende. Du har nemlig tidligere spurgt mig hvordan en pæn præstesøn som jeg - ude fra Vestjylland og tilmed i Konservativ Ungdom - kunne ende med at blive ”muslim” og meget andet ”forfærdeligt”. Det skyldes faktisk igen en amerikaner, som jeg mødte på gaden i 1967 på vej til Sverige for at undgå militærtjeneste i Vietnam. Han havde ikke noget sted at bo, så jeg tog ham hjem og han endte med at bo hos mig i et år. Han kom fra en ligeså konservativ og patriotisk baggrund som jeg, men havde - modsat mig ved udsigten til at skulle til Vietnam – sat sig grundigt ind i hvad krigen drejede sig om og var endt i antikrigsbevægelsen. Nat efter nat sad han nu og fortalte om og åbnede mine øjne for dette folkemord og fik inden året var omme gjort mig ligeså politisk bevidst om han selv om den uret der blev begået i frihedens og antikommunismens navn mod et undertrykt folk. Denne politiske bevidsthed formede jo mange i disse år – vist også dig, Søren – men jeg er glad for at det var en højreorienteret amerikaner, der gav mig den, og ikke venstrefløjen. Men her startede mit egentlige opgør med den danske højrefløj, som støttede USA – et opgør, der som nævnt 3 år efter fik mig til at flygte til USA. Steve Washburn, hed han, og det var ham som en dag bragte en 17-årig bortløben, hjemløs canadisk pige hjem for at bo hos mig. Dette var hendes velhavende forældre så taknemmelige over, at de inviterede mig til over for at arbejde på deres farm i Canada, hvilket gjorde det muligt for mig økonomisk at komme til den del af verden. Siden vagabonderede jeg i 5 år gennem en smerte og undertrykkelse i USA, jeg aldrig havde anet eksisterede. Den smerte - og indsigten den gav mig - er i dag hele mit grundlag for at gå i dialog med dig, Søren.

Således endte jeg med at lave det lysbilledshowet Amerikanske Billeder, som jeg nu har levet af i 30 år. Men jeg glemmer aldrig de folk, der hjalp mig til at åbne mig op for denne nye verden, så da jeg i 1978 havde USA-premiere med en privatforestilling i Jane Fondas hjem i Santa Monica for en masse Hollywood-promotorer, inviterede jeg naturligvis Steve Washburn med – manden der havde startet det hele. Men til min overraskelse nægtede han at komme. ”Jeg vil ikke sætte mine fødder i en landsforræders hus,” sagde han meget hadsk. Den mand, som gennem sit eget brud med en konservativ, patriotisk baggrund havde fået mig til at gøre det samme, havde været i så voldsom identitetskrise som følge af sit voldsomme opgør med familie, Gud og fædreland – forstærket af for meget hashrygning i et fremmed land – at han var brudt psykisk sammen i Danmark og hjulpet hjem af familien allerede inden Vietnamkrigen sluttede i 1975. Nu sad han så der i et stift hjem i Los Angeles – omgivet af signerede billeder af Nixon og patriotiske symboler og amerikanske flag overalt – og var havnet helt ude på den yderste højrefløj, hvor man dyrkede Jane Fonda som det forhadte fjendebillede, der var årsag til hele nederlaget – ”Hanois rose” der havde hjulpet fjenden i Nordvietnam med propagandaudsendelser til de amerikanske soldater i syd for at få dem til at desertere. Manden, der havde hjulpet mig fra højrefløjen ud på den tids venstrefløj var selv vendt tilbage til den yderste højrefløj og ville knapt nok kendes ved mig. (Han har i al fald boykottet alle mine forestillinger i Los Angeles og Hollywood lige siden).  

Når jeg fortæller denne historie, Søren, er det selvfølgelig fordi jeg ved at du i nogen grad har været på en lignende lang rejse som Steve - tur-retur. Som så mange i DF har du været ude og kysse ”din halvløse elskerinde i baggården” på venstrefløjen, men modsat mig er du ligesom Steve vendt hjem og svøber dig nu i Dannebrogsflag og snak om ”landsforrædere” frem for ”mellemfolkelig solidaritet”. Derfor er jeg nu nysgerrig efter at høre om hvilke mennesker i dit liv, som gav dig en kærlig arm om skulderen på det rigtige tidspunkt og derved påvirkede dig – først i den ene retning og siden i den anden. Hvem forførte mon dig fra det ”mørke” Jylland ud i baggårdsstanken, hvor jeg – sikkert i dine øjne er blevet hængende (skønt jeg altid har stemt på folketingets midterpartier) – og hvem var dine frelsende engle, som hjalp dig med at købe en billet tilbage fra afgrunden? Da din rejse er dobbelt så lang som min, må du gerne skrive dobbelt så langt, thi din rejse er jo lidt af et akrobatisk kunststykke, skulle jeg tillade mig at mene :-)

Men nu må jeg selv løbe en lille tur…….ud for at købe ind til middagen til bestyrelsesmødet for Kritiske Muslimer, som igen i aften er lagt hjemme hos mig….af den simple grund at jeg bor mest centralt af medlemmerne……som sagt, kun et stenkast fra dig på Christiansborg…..   

ps. Jeg fik ikke sendt dette af sted i går, for pludselig væltede det ind i mine stuer med muslimer - en time før jeg havde troet - og en hvidkitlet læge kom lige fra hospitalet og skulle skynde sig at bruge mit arbejdsværelse som bederum. Så jeg måtte straks forlade computeren
for at hjælpe ham med at finde retningen mod Mekka. Denne kendte jeg til hans forbavselse præcist (idet min amerikanske foredragsagent, som er sort muslim, tidligere har boet i værelset). Nu nåede jeg i skyndingen ikke at få ryddet op og opdagede pludselig at min rodede datter efter en druktur havde kylet en hel stak af sine BH-ere præcis mod Mekka, hvorfor jeg nu så lægen ligge og bede til et bjerg af BH-ere umiddelbart foran næsetippen der på bedetæppet. Jeg fik desværre ikke fotograferet scenen, men min kone og datter morede sig kosteligt bagefter. Så kom nu ikke igen, Søren, og påstå at muslimerne ikke vil åbne sig op for og tilbede vore frisindede danske værdier!
Samtidig blev jeg her til morgen pludselig kaldt til radiohuset for at lave hasteinterview med NRK i Norge, da en stor kontrovers er ved at udspille sig deroppe pga. min deltagelse på lørdag i Fortællerfestivalen. Oslos muslimske grupper truer nu med at boykotte hele festivalen pga. mit medlemskab af Ku Klux Klan. Se http://utrop.no/art.html?d=1&artid=10171.
Det er sandelig svært at gøre alle tilfredse. Kan du ikke hjælpe mig med at skabe lidt orden i mit kaos, Søren? (Men lidt sjovt er det nu at leve i et multikaotisk samfund!)  

Sørens 1. mail til Jacob: